search

Tuvalu bliver spist af havet – og oversvømmet af journalister

Den lille ø-nation Tuvalu bliver ifølge klimaforskere det første land, der helt vil forsvinde på grund af de stigende have. For tuvaluanere er journalisternes mange spørgsmål en trættende konfrontation med deres lands undergang.

Den lille ø-nation Tuvalu bliver ifølge klimaforskere det første land, der helt vil forsvinde på grund af de stigende have. For tuvaluanere er journalisternes mange spørgsmål en trættende konfrontation med deres lands undergang.

KLIMA. Det lille fly med godt 40 passagerer om bord lægger an til landing efter to timer med intet andet end blåt vand under vingerne. Piloten tager en tur rundt om atollen for at tjekke vindforholdene foran den meget korte landingsbane – og det øjeblik, de smalle stykker land kommer til syne, bliver der uro blandt en del af passagererne. Det ene professionelle Canon 5D-kamera efter det andet bliver fisket op og rettet mod de små vinduer, en koreansk tv-fotograf får adgang til cockpittet, hvorfra der er bedre udsyn, og nogle af passagererne begynder ivrigt at notere på krøllede blokke. Få minutter senere holder flyet stille ved Funafuti International Airport – en undseelig, vejrbidt træbygning. Funafuti er hovedstaden i det lille ørige Tuvalu, der ligger og gemmer sig i det sydlige Stillehav.

Der er en helt bestemt grund til, at så mange mediefolk nu går igennem paskontrollen. Tuvalu bliver af forskere betegnet som det første land, der helt vil forsvinde på grund af de stigende verdenshave – og det har journalister fra hele verden set en lysende klar historie i. På det fly, som også vi to danske freelancere lander med, er der således også en new zealandsk fotojournalist, et koreansk tv-hold, en tysk fotograf og en engelsk filmmager.

De strømmer ud på den lille hovedø for at få noget menneskeligt kød og blod på den historie, de er kommet for at lave. De tuvaluanske politikere stiller gerne op – de ved, at jo mere eksponering deres land får, jo bedre er chancen for, at de får hjælp – men embedsfolkene og den almene befolkning er begyndt at vise tegn på træthed. Den kommer blandt andet til udtryk i form af ironisk distance til både journalisterne og den dommedagsprofeti, de bliver ved med at minde øboerne om.
»Nå, er I også kommet for at se Tuvalu synke i havet?«, lyder det med et bredt grin, da vi falder i snak med de første lokale i hotellets bar med udsigt over Funafutis lagune.

En anden typisk reaktion på journalisternes spørgsmål er trods. Vi møder flere tuvaluanere, der pure benægter, at der er noget som helst galt. Seti Maumau, hvis familie, vi ender med at følge tæt i en uge, fortæller os først, at han ikke kan se nogen forskel på i dag og for 20 år siden.
Det kan øens måske mest garvede interviewoffer, chefmeteorologen Hilia Vavae, sagtens forstå:
»Hvis en, der har boet her hele sit liv, får at vide af en udefrakommende, at "om 50 år er det ud af vagten, så kan du ikke bo her længere," så kan jeg sagtens forestille mig, at vedkommende bliver irriteret, eller siger noget, der ikke er sandt –
eller i trods siger, at "vi skal nok klare os!"«

Hun har selv haft sine negative oplevelser med journalister, der har fejlciteret hende eller skarpvinklet historier. Det ændrer dog ikke på, at hun til syvende og sidst er glad for verdenspressens interesse:
»Det er godt, at der kommer journalister til Tuvalu. De fleste mennesker aner ikke, at vi findes – hvor vi er, hvor lille landet er, hvordan livet er her, og hvordan det er påvirket af de stigende have – og det lærer de ved at læse eller se journalisternes artikler og indslag.«
Da vi kommer lidt tættere på Seti Maumau, får han da også sat ord på, at der i dag oftere bliver oversvømmet omkring hans hus, og at han er nervøs for sine børns fremtid på øen.
Flere af de andre oplagte kilder i det lille og traditionelt meget gæstfrie samfund har udviklet en simpel professionel distance til de krævende journalister. I øens hovedkirke får vi nej til at fotografere under søndagens velbesøgte messe, og præsten understreger, »at selv BBC ikke fik lov«.
I regeringsbygningens miljøafdeling vil lederen godt stille op til et interview på et af øens mest udsatte steder, men selv om han er sød, husker han os med et lidt træt udtryk i ansigtet på, at han altså også har andet at lave:
»Kan vi holde det på en time? Andre journalister har gerne villet være sammen med mig en hel dag, og det er altså spild af min tid.«

Franske Gilliane Le Gallic var i 2003 en af de allerførste journalister, der besøgte Tuvalu i forbindelse med optagelser til sin dokumentar "Trouble in Paradise". Hun har siden engageret sig i Tuvalus overlevelse via stiftelsen af ngo'en Alofa Tuvalu ("Jeg elsker Tuvalu") og har fulgt den stadigt stigende medieinteresse. Som hun ser det, skyldes en stor del af modviljen, at folk simpelthen ikke ønsker at se den virkelighed i øjnene, som journalisterne smækker op lige foran dem. Senere er der så kommet irritation over fejlcitering og misbrug af gæstfrihed til.
»Nogle folk er virkelig ved at være trætte af journalister, som kommer i en uge og tror, at man vil danse efter deres pibe,« konstaterer Gilliane Le Gallic med en let rynken på næsen af sine kolleger.

Det der med at smække den ubehagelige virkelighed op i synet på folk oplever vi på tætteste hold, da Seti Maumau indvilliger i at lade os interviewe sin 11-årige datter, Amelita. Hun er meget nervøs, men far er med ved siden af til at oversætte, og så går vi i gang. Vi får snakket lidt om skole og fremtidsdrømme, og så er det tid til at bore lidt i hele klimahistorien.

Ved hun noget om klimaforandringer?
Ja. En lille smule har de lært i skolen.
Ved hun noget om de klimaforandringer, der rammer Tuvalu?
Nej. Det gør hun ikke.
Vi kigger på hinanden. Sveden driver af os begge i den tropiske eftermiddagsvarme. Det næste spørgsmål lyder: »Hvordan har du det med, at Tuvalu kan være væk om allerede 40 år?«
Er det vores opgave – og vores ansvar – at afsløre sådan en dyster fremtid for en lille pige?

Vi lader vores spørgsmål blafre foran hendes 11-årige blik.

Tuvalu i korte træk
Placering: Det sydlige Stillehav, 2.000 kilometer syd for Ækvator og to timers flyvning nord for Fiji
Indbyggertal: 9.561
Areal: 26 kvadratkilometer fordelt på seks atoller og tre øer
Højeste punkt: Fem meter
Hovedstad: Funafuti
Officielle sprog: Tuvaluansk og engelsk

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen