Tulle Krøyer truer DR med retssag

I går udtalte Pressenævnet kritik af DR for dokumentar om Mariager-sagen. Nu er en af sagens hovedpersoner på vej med en retssag for injurier. Dokumentarchef i DR afviser, at der er grundlag for en injuriesag

I en 31 sider lang kendelse udtalte Pressenævnet i går kritik af DR i en af årets mest omtalte mediesager, DR-dokumentarfilmen ’Løgn eller chikane i Mariager’. På en række andre punkter fik klageren Tulle Krøyer ikke medhold i Pressenævnet. DR blev kritiseret for, at Tulle Krøyer ikke fik tilbudt programmet til gennemsyn – ligesom sin modpart. Og der var også kritik af et jobskifte, der på et udokumenteret grundlag var ”med til at miskreditere hendes troværdighed”.

Trods kendelsen fra Pressenævnet er sagen ikke lagt død.

Det forklarer pr-agent April Chris, der udtaler sig på vegne af Tulle Krøyer.

»Vi vender og drejer det for at se, hvilke skridt vi skal tage. Men der kommer helt sikkert noget. Vi har vundet nogle store sejre, men det slutter ikke her,« siger hun.

April Chris optræder som Tulle Krøyers talsperson, »fordi hun allerede har været så meget igennem. Sagen har haft store menneskelige omkostninger«, forklarer April Chris

Bagvaskelse eller injurier

Dokumentaren handlede om chikanen mod Tulle Krøyer og hendes lesbiske partner i Mariager. I programmet blev der stillet spørgsmålstegn ved Tulle Krøyers troværdighed – og om chikanen overhovedet havde fundet sted.

I øjeblikket er Tulle Krøyer, April Chris og en advokat i gang med at undersøge mulighederne for en sag mod DR for bagvaskelse eller injurier.

Der skal ikke herske tvivl om, at der vil komme et retsligt efterspil, forklarer April Chris. 
»DR har brugt kilder til at miskreditere Tulle Krøyer. Det er en klar, grov overtrædelse af forskellige bestemmelser.«

DR: Ikke grundlag for injuriesag

Dokumentarchef i DR Steen Jensen mener ikke, at der er grundlag for en sag om bagvaskelse.

»Og slet ikke set i lyset af, af vi får medhold i de punkter, der kunne handle om bagvaskelse,« siger Steen Jensen, der i øvrigt er uenig med Pressenævnets vurdering af jobskiftet.

»Men det må vi tage til efterretning.«

Dystert lys

Et andet muligt grundlag for en retssag er lyssætningen i dokumentaren.

Tulle Krøyer havde klaget til Pressenævnet over, at den sigtede for chikanen, Carsten Anhøj, blev interviewet i hjemlige omgivelser sammen med sin kone. Tulle Krøyer blev selv interviewet med ”spotlight i et forholdsvist tomt lokale –  som var der var tale om et forhør”, lyder hendes udlægning.

Pressenævnet finder, at det havde været ”hensigtsmæssigt”, hvis begge interview var optaget i de samme omgivelser. Men nævnet bemærker også, at Tulle Krøyer bliver filmet foran sit hus, i sin bil og med sine børn. 

Derfor får Tulle Krøyer ikke medhold i den del af sin klage.

DR: Helt uholdbart

Når Pressenævnet ikke udtaler kritik på dette punkt, skyldes det ifølge April Chris, at Pressenævnet er et råd, som ikke selv kan sagsbehandle.

»Det er ikke noget, man kan dømme eller afgøre i et nævn. Men måske i en domstol,« siger April Chris.

Til påstanden om, at lyssætningen favoriserer Tulle Krøyers modpart, siger DR-dokumentarchef Steen Jensen:

»Det er en helt uholdbar påstand. Tulle Krøyer og den sigtede sidder i præcis samme lys. Når hun ikke er interviewet derhjemme – ligesom ham – er det, fordi Tulle Krøyer ikke ønskede at få DR på besøg. Derfor måtte vi lave det på DR's adresse i Aarhus,« forklarer Steen Jensen.

Tulle ville undgå mere chikane

April Chris siger, at det er rigtigt, at Tulle Krøyer takkede nej til at blive interviewet i eget hjem.

»De havde netop brugt en formue på at fraflytte deres tidligere hus på grund af chikane, så dette skulle ikke være en ny, oplagt mulighed for at udsætte dem selv for endnu en sårbar og oplagt mulighed for ny chikane, i deres nye, trygge omgivelser,« forklarer hun.
Hun mener, DR kunne have fundet en bedre egnet location i DR, »som ikke udviste en tydelig udstråling af et forhørslokale i det tidligere DDR«, siger hun.

DR: Medhold i det væsentlige

Steen Jensen hæfter sig ved, at DR fik medhold i alle sagens væsentlige klagepunkter.

Der er ifølge Steen Jensen hverken kritik af det faktuelle eller vinklingen i programmet – eller at fremstillingen skulle være ensidig.

»Desuden blev Tulle Krøyers privatliv ikke krænket,« siger han.

0 Kommentarer