Og lad mig da også for Prins Knud – og Søren Pind – stemme i med det obligatorisk afkrævede ”ja, jeg foretrækker også den demokratiske styreform med tilhørende pressefrihed” og ”ja, der er ekstraordinært mange påtrængende problemer i Kina og mange skyldes regimet og mere specifikt det kommunistiske parti”.

Når alt dette indledende fnidder er sagt, så skal jeg da lige hilse at sige, at Hesselager har tynde argumenter! Berlin ’36.... I guder. Måske man kunne indskærpe blot marginal research i Kinas moderne ’track record’ som krigsførende nation eller blot dets dominerende udenrigspolitiske tænkning?

Det kan ikke lade sig gøre, at være kritisk uden at sætte tolke og stringers liv på spil? Det er bestemt en god idé, hvis redaktører indskærper påpasselighed på dette spørgsmål, men de citerede eksempler kommer fra Berlingske Tidenes nuværende og forhenværende korrespondent i Kina, og begge gør/gjorde det aldeles udmærket. Christina Boutrup, som jeg kender fra Shanghai, var netop særdeles interessant at læse, fordi hun kom ud i landet og lødigt kritiserede det kritisable og lødigt fremhævede de positive forandringer også. Kompleksiteten var der med andre ord.

Udfra et rent journalistisk synspunkt er det mig vanskeligt at forstå, hvordan det - Green Zone embedded journalism undtaget måske - nogensinde kan være positivt at afstå fra at være til stede? Jeg kunne sympatisere, hvis Hesselager tog afsted, og fandt at han ikke kunne forlige sine personlige holdninger og værdier med det, hans øjne og ører oplevede. Så havde han da prøvet, og ville have kunnet lave journalistik om disse dilemmaer og tage sine forbehold. I regi af Journalisten ville det endda være så meget desto lettere og desto mere principielt interessant. Men hvordan kan man nogensinde få et mere nuanceret billede af noget som helst eller være blot tilstræbt objektiv, hvis man nægter at udfordre sine egne fordomme?

At disse fordomme eksisterer, kan man konstatere via citaterne:

Hesselager: ”Ja tak til at afsløre det der OL”, redaktør Jacob Elkjærs: ”Afsløring, netop” og Hesselagers sluttelige: ”OL skal beskrives uden propaganda-effekt. Regimet skal ikke have held med selviscenesættelsen.”

Man forstår af ovenstående, og efter at have set Hesselagers Deadline interview, at det vil være problematisk, hvis en dansk sportsjournalist ytrede entusiasme over en dansk bronchemedalje i en marginalidrætsgren som skeetskydning, fordi OL afholdes i Kina, og Kina har en klar interesse i at promovere sig selv (Danmark har alt inklusive EUs højeste CO2 forbrug per indbygger, FNs klimakonference er i Kbh. i 2009, og vi vil promovere os hårdt på, at vi er verdens mest energieffektive nation... det er jo global stats raison d'être for begyndere og burde ikke være en uoverstigelig journalistisk opgave at sætte sig ud over).

Man forstår desuden, at et succesrigt kinesisk værtsskab vil være et problem, fordi det fjerner fokus fra Kinas menneskerettighedsproblemer. Det er jo meningsløst. Der er massiv kritik af Kina nu; der vil være det under OL, og der vil – legitimt – være det efter OL´også. På samme måde som der er massiv fascination af det ’kinesiske mirakel’ før OL, vil være det under OL, og fortsat – legitimt – vil være det efter OL. Uanset Kinas performance under OL er man en ekstremt vigtig global aktør på godt og ondt, og uanset Kinas politiske system og hvad man mener om dette, er OL stadig en sports- og kulturbegivenhed, der fortjener dækning uanset de politiske undertoner - synes jeg i det mindste.

NEWSFLASH! Kina er en realitet som supermagt, og det er til overflod dokumenteret, at ensidig kritik udelukkende afstedkommer mere stålsat kinesisk nationalisme og flere tangenter for partiets propagandister at spille på. Samarbejde.... dialog, trin for trin udvikling.. balanceret kritik blandt venner, som man siger... det er noget helt andet. Om ikke andet respekterer kineserne i højere grad kritik fra de, der gider komme over/sætte sig ind i forholdene, end de gør refleks kritik fra sofa-analytikere, der tror Kina havde interesse i at starte Tibet-optøjerne (siger ikke dette er Hesselager).

Årtiers udvikling og stadigt mere intenst samarbejde viser dette, men det er klart, at hvis man helt enkelt ikke kan acceptere, at nogle lande i verden har et andet politisk system, og vil tage rigtig, rigtig, rigtig lang tid om at transformere sig til en eller anden grad af demokratiseret stat (ligesom vi i Vesten havde en lang overgangsfase), så er ligeværdig dialog – og tilstræbt objektivitet – vanskelige størrelser.

Når det gælder ligeværdighed, så er kineserne for både partitoppens- og hovedparten af de intellektuelles vedkommende i øvrigt grænseløst pikerede over vestlig symbolkritik mens:

...vestlige ledere kryber for Beijing i forsøget på at fremme deres/vores respektive økonomiske interesser, mens vestlige forbrugere gladeligt køber billige kinesiske varer, mens vi outsourcer produktion og forurening til Kina og derefter brokker os over samme forurening + CO2 udslip... og slutteligt køber deres CO2 kvoter, fordi kineserne forurener langt mindre end os per person.

De er trætte af referencer til Darfur, når det nu var Kina, der til slut fik Sudans regering til at spille bold – ligesom i tilfældet Nordkorea – og ikke mindre referencerne til deres våbensalg, når USA og Europa nu påviseligt er verdens største enablers på den konto.

De er trætte af Tibet-kritikken, når Tibet af FN, Dalai Lama (ups) etc. konstateres suverænt kinesisk territorium, og kineserne kan ikke dy sig for at referere til Storbritanien/Nordirland, Spanien/Baskerlandet, Tyrkiet/Kurdistan etc.

De er trætte af vestlig demokrati- og menneskerettighedskritik (selvom størsteparten ønsker flere af disse rettigheder), når de godt kender deres egen nationale historie – herunder vestlig imperialisme og kolonialisme, der kvalte det Kina, der før opiumskrigene var verdens største økonomi - og samtidig kvalte kinesisk selvforståelse som stormagt. De ser "vestlig absolutisme og triumfalisme a'la Fukuyama/Huntingdon" som grænseløst selvforherligende, når man kan observere resultaterne af demokratiseringskrige og selektive vestlige standarder, når det gælder de ’nyttige bastards’ (Saudi Arabien og Pakistan, Saddam Hussein og Osama Bin Laden, anyone?).

Kina har over de seneste 25 år flyttet flere mennesker ud af fattigdom – og hurtigere – end noget andet land i verdenshistorien; Kina accelerer investeringer i befolkningens uddannelse og sundhed med større hast end noget andet land (der er langt igen, men alligevel), Kina fører og har i årtier ført en stram non-intervientionist policy, og i disse år udvikler Kina sig til at være den største enkeltstående faktor for økonomisk vækst og udvikling i Afrika og mange andre udviklingslande (ikke uden problemer i øvrigt, men her adskiller man sig ikke fra Vesten). Uden krav om tvangsprivatiseringer, påtvungen økonomisk smalkost osv. No wonder diktatorer såvel som demokratier i disse lande foretrækker kinesiske lån fremfor Verdensbanken. I Vesten snakker man Washington konsensus, i udviklinglandene og Asien taler man Beijing konsensus.

De er trætte af kritik af den kinesiske valutarevaluering (for at gå for langsomt og dermed reelt at være eksportstøtte), når de kan observere EUs og USAs landbrugsstøtteordninger, og aktuelt USAs, Japans og EUs rente- og pengepolitik, der destabiliserer verdensøkonomien og via enorme forøgelser af pengeudbuddet (oftest kalder vi det ’at skabe likviditet’ – så lyder det ikke så slemt) pumper rekordinflation ind i råvarepriserne og oversvømmer især Kina med ’hot money’. Inflation er Kinas største problem i dag, og de ved godt, hvem de skal takke. De synes i øvrigt – for USAs vedkommende især – det er en utaknemmelig måde at behandle sin største kreditor på.

Pointen med ovenstående simplistiske ”How China Views The World” remse er, som CBS’ Kina ekspert Verner Worm så rigtigt fremhæver i en af de til diskussionen relaterede Journalisten artikler , at den danske mediebehandling- og dogma for så vidt angår Kina er problematisk. Læst udefra (og her tænker jeg ikke på mine korrespondentkolleger) er den – særligt på lederplan og i elektroniske medier – i reglen ensidigt negativ, når det ikke gælder business, hvor den omvendt er næsten ligeså ensidigt positiv. Kina er langt mere sammensat og komplekst end som så.

En tilgang, der indebærer ikke at ville prøve at forstå denne sammensatte virkelighed, vil helt givet ikke bringe nogen videre. Hverken vi danskere, europæere, vesterlændinge, der skal leve i en verden, hvor Kina er én af de helt dominerende magter, og bestemt heller ikke de kinesere, der higer efter mere af det, vi har. Det være sig levestandarder såvel som rettigheder.

Man kan og bør presse på i dialogen for mere presse- og ytringsfrihed blandt andet, men at spytte kineserne i ansigtet ved at indikere, at de ikke fortjener at afholde et OL, eller at deres fejring af at være en del af det gode selskab bærer mindelser til Berlin ’36 er noget andet. At forestille sig, at man som dansk journalist gør nogen en tjeneste eller tjener et højere ideal på denne vis er lige dele naivt, arrogant og hyklerisk.

NB: Øjvind, du skal være hjertelig velkommen i Shanghai. Jeg giver gerne en middag og en rundtur i såvel mirakel som mareridt. Anytime.

Mvh.

Glen Mikkelsen

Korrespondent

Mandag Morgen, Shanghai