search

Tryk på lønnen

»Et ædrueligt råd til kulturministeren kunne være, at han ikke blander sig i vore løn- og aftalevilkår, og så blander DJ sig heller ikke i forholdene på Det Kongelige Teater.«

»Et ædrueligt råd til kulturministeren kunne være, at han ikke blander sig i vore løn- og aftalevilkår, og så blander DJ sig heller ikke i forholdene på Det Kongelige Teater.«

Danske kulturministre tjener alt for meget. De er ikke pengene værd, og i virkeligheden kunne man sagtens være kulturminister og levere meningsfyldt arbejde gratis.

Det ville være en provokation at sige sådan. Det ville virke som en utidig fuckfinger til en nytiltrådt kulturminister, der blot er i gang med at lære sit stof og sine områder at kende.
Og derfor ville det da heller aldrig blive en melding herfra.

Men det er klart, at i DJ noterede vi os det, da Uffe Elbæk forrige mandag på en mediekonference i Berlingske Media udtalte, at danske journalister har en ret høj løn sammenlignet med vore svenske kolleger.
Vi lytter, når en politiker vælger at udtale sig om vores fag og vores aftaler, selv om udtalelserne afspejler en mangel på kendskab, der sine steder ville medføre tavshed.

Det er vi nødt til at tage alvorligt. For Uffe Elbæks udtalelser vil blive taget alvorligt andre steder i medie-Danmark. Sniksnak om danske journalisters løn sammenlignet med svenske eller tyske kollegers har jo også fået professorale ben at gå på, idet mantraet er blevet fast omkvæd hos professor i medieledelse ved CBS Anker Brink Lund.
Og heller ikke hans løn har vi lyst til at diskutere eller problematisere i DJ. Danske journalister har deres egen løn, vi kan ikke bruge de svenske kollegers lønninger til at købe sødmælk for.

Vi kan heller ikke få meget ud af at kigge til Norge, selv om vore norske kolleger er bedre lønnet end os. Vi må klare os selv. Det er hidtil gået ganske fint. Selv om de Radikale er kendt for mange politiske tiltag, er det ikke på det arbejdsmarkedspolitiske, partiet har høstet størst anerkendelse eller fået bedst gennemslagskraft; derfor kunne et ædrueligt råd til kulturministeren være, at han ikke blander sig i vore løn- og aftalevilkår, og så blander DJ sig heller ikke i forholdene på Det Kongelige Teater.

Lønningerne på DJ's område er nemlig aftalt mellem lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer. I årevis har parterne mødt hinanden til forhandlinger hvert andet eller tredje år, og der er, kære Uffe Elbæk, ingen overenskomster, der er 'for dyre' eller 'for billige'. Overenskomster har den pris, parterne har aftalt. Og en god overenskomst er én, der ikke skaber tabere – begge parter skal være tilfredse, når papiret er underskrevet, og begge parter skal sørge for en aftale, der vinder tilslutning i baglandet.

Når det er konstateret, må det også med, at DJ ikke har været ubetinget begejstret for de seneste overenskomstaftaler; vi kan se, at vore medlemmer mister terræn og har svært ved at holde reallønnen, og det er en stor udfordring forud for de kommende forhandlinger på DMA-området til januar-februar at søge at udbedre skaderne.

Ikke mindst er det en udfordring, fordi mediehusene generelt har det skidt, og fordi netop DMA-området – som er de danske dagblade – lider under, hvad arbejdsgiverne ynder at betegne som 'en strukturel krise'.
Svaret fra arbejdsgiverne på dén krise har hidtil været en forventning om, at lønmodtagerne må bløde for at løse krisen. Det er samme melodi, vi nu hører Uffe Elbæk og Anker Brink Lund istemme. Det er da også rigtigt, at de danske aviser har oplevet store fald i oplag. Visse af dem mister 5-8-10 procent af oplaget, og det siger sig selv, at det ikke kan fortsætte.

Men er svaret på det, at man presser medarbejderne? Er svaret på krisens symptomer, at journalister bliver bedt om at løbe endnu hurtigere og være endnu mere omstillingsparate og i stand til stadig flere medieplatforme?

Eller er svaret, at dagbladene satser på kvalitet, på god ledelse og nogle chefredaktioner, der ikke bare bøjer sig efter læserundersøgelser, men i høj grad også laver aviser efter et publicistisk og udgivermæssigt ansvar?
Svaret kunne også være, at chefredaktionerne tænkte mere i at tjene penge. At skære i udgifterne øger sjældent indtægterne – at sætte journalister ned i løn skaber ikke bedre historier eller øget salg.

Den slags holdninger kunne DJ måske godt have. Konsekvensen af det ville være en konstatering af, at sådan er det ikke særlig mange steder i dag – og så ville arbejdsgivere, og måske også medieprofessorer og kulturministre, mene, at det har DJ ikke forstand på.

Derfor er det nok bedst at lade være at sige den slags ting. Også fordi der er så meget, man skal lægge øre til.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen