Kulturministeren havde vigtigere ting at tage sig til end at lytte til jazzmusik og tage imod underskrifter fra 2.500 utilfredse kunstnere og mediefolk.

KAMP. En masse små hoveder kommer til syne i Kulturministeriets store, hvide vinduer. Kulturelle hoveder med kultiverede hjerner, der vil vide, hvad der nu foregår nede på ministeriets trappe.

Det er Orion Brass Band, der oversvømmer baggården med New Orleans-jazz.

En lang række brancheforeninger fra kulturindustrien – herunder Dansk Journalistforbund – har købt hornorkestret til at lede opmærksomheden hen på foreningernes lobbyarbejde.

De vil have ministeren til at gå ind for en modernisering af den såkaldte blankbåndsafgift, der siden 1992 har sikret, at kunstnere og mediefolk får et beskedent rettighedssalær, baseret på et skøn over hvad befolkningen optager af programmer fra fjernsynet. De vil have ministeren til at overbevise folketinget om, at ordningen skal udvides til også at omfatte nymodens genstande som dvd-optagere, minidiscs og MP3-afspillere.

Men der er andre dyr i skoven. For eksempel Branchen ForbrugerElektronik, der som organisation repræsenterer producenterne af disse moderne dingenoter og lægger et hårdt modpres på folketinget for at afholde politikerne fra at udvide ordningen. Hidtil med stor succes.

Derfor har brancheforeningerne indsamlet i alt 2.500 protest-underskrifter fra skuespillere, musikere, journalister og andre kreative faggrupper.

De mange A4-ark med underskrifter er indbundet i en fin rød sløjfe. Det var meningen, at formanden for danske sangskrivere og komponister, Arne Würgler, skulle aflevere dem personligt til Brian Mikkelsen (K) vedlagt en rød rose.

Symbolikken er tilfældig, eller er den?

Uheldigvis sidder kulturministeren i møde, så kontorchef Jesper Rønnow Simonsen må træde til som stand-in og tage imod den enorme bunke papir.