Trusler mod danske journalister kan være svære at negligere, når de kommer fra lande, hvor myrdede journalister har en fast plads i kriminalstatistikken.

YTRINGSFRIHED. »Hvis der sker mig noget … hvis jeg så meget som glider i en bananskræl … så dør du; din familie dør; ham, der tilfældigvis har siddet ved siden af dig, dør; og hans sidemand dør også.«

Budskabet bliver leveret stille og roligt, nærmest som en velment information, af en udenlandsk erhvervsmand under et interview i en europæisk storby.

Er det en personlig trussel eller blot en nyttig oplysning om, at journalisten sidder foran en mand, der både har magt og agt til at dræbe folk, der kommer i vejen?

Det spørgsmål kunne en dansk erhvervsjournalist, der skriver om økonomisk kriminalitet, stille sig selv på vej hjem i flyveren. Erhvervs-journalisten, der ønsker at være anonym af hensyn til sin familie, fortæller om en række personlige henvendelser med trusler mellem linjerne.

»Nogle gange lyder de som venlige forespørgsler om, at de håber, jeg ikke er blevet konfronteret med nogle af de barske gutter, sagerne handler om. Sådanne henvendelser har jeg fået fra flere internationale advokater. Først tager man det ikke alvorligt, men når man ser de gustne folk, de har på klientkontoen, så …«

Flere danske journalister, hvis research af den ene eller anden grund har ført dem østpå mod Rusland og de store formuer, der er blevet akkumuleret efter murens fald, har haft ubehagelige oplevelser.

Vladimir Pimonov, Ekstra Bladets medarbejder i Moskva, har arbejdet med flere forskellige sager, hvor han er blevet advaret mod at stikke næsen for dybt. Herunder sagen om den eftersøgte ukrainske forretningsmand Michael Valevski, Jan Bonde Nielsens russiske forbindelser, de russiske ejere af stålvalseværket i Frederiksværk og forbindelserne mellem Rusland og de islandske finans-oligarker.

»Det drejer sig om telefonopkald midt om natten, mærkelige emails, hvor man indirekte forstår, at det er en trussel. Nogle gange bliver man advaret direkte om, at man ikke skal røre ved en sag. Jeg vil kalde det ubehagelige oplevelser på kanten til trusler,« siger Vladimir Pimonov.

Vladimir Pimonov arbejder i Moskva, hvor det ifølge formanden for det russiske journalistforbund, Igor Jakovenko, er »en lukrativ forretning at likvidere journalister«. Siden 1993 er tallet for dræbte journalister i Rusland godt oppe over 200, og dertil kommer en lang række tilfælde af overfald og chikane.

Som Pimonovs chef, chefredaktør på Ekstra Bladet Bent Falbert, siger:

»Derovre truer man ikke journalister først, man skyder dem bare.«

Derfor kan det være svært at være helt kold, også selv om der kun er tale om diskrete antydninger.

Den danske erhvervsjournalist med speciale i økonomisk kriminalitet siger selv, at han ikke føler sig truet. Alligevel træffer han visse sikkerhedsforanstaltninger, når han researcher.

»Hvis man skal mødes med nogen, så gør man det på åbne steder. Man kører ikke med folk hjem til en privatadresse. Jeg har sagt nej til at mødes med kilder, når der har været tale om at blive hentet i en limousine af en mand med et ukrainsk klingende navn,« siger han.

Når han er ude og mødes med kilder, har han desuden lavet en aftale om at ringe til nogen, han kender, inden for et bestemt tidsrum og sige, at det går okay.

»Ja … det bliver sgu sådan lidt detektiv-agtigt,« siger han.

Artikler om islandsk økonomi kan også trække trusler. En anden dansk erhvervsjournalist har i halvandet år modtaget cirka to emails om ugen med mere eller mindre hadefulde angreb og hentydninger. Igen er spørgsmålet: Er det trusler, eller …?

»Det kan for eksempel være, at man får videresendt en artikel om, at nogle danskere er savnet efter et skibsforlis, og så kommentaren: En god nyhed!« fortæller journalisten, der ønsker at være anonym for at undgå nye bølger af ubehagelige emails.

Han skriver blandt andet om den islandske økonomi, og herunder også om mistanken til de økonomiske forbindelser, som særligt en af de islandske rigmænd har til Sankt Petersborg.

»Hver gang jeg skriver om islandsk økonomi, så er det, som om det vågner op igen. Og det har så stået på i halvandet år. Jeg har aldrig oplevet noget lignende,« siger journalisten.

Han tror ikke, det er samme person, der står bag. Nogle emails er på svensk, andre på engelsk.

Journalisten Arne Schmidt Møller skrev i 2001 om en læge fra Køge, der blev dømt for at have sex-misbrugt en række kvindelige patienter.

Lægen var rasende på Arne Schmidt Møller, men det rørte ikke den erfarne kriminalreporter, der dengang arbejdede for B.T.

Han havde før oplevet at få endog særdeles alvorlige trusler og tog sig ikke af det.

Arne Schmidt Møller sov derfor ganske trygt, da telefonen ringede en sen nattetime i 2006. I røret fik han den danske advokat Hans Tranholm, der ringede fra Letland. Her var han blevet klar over, at ’sex-lægen’ havde forhørt sig i det kriminelle miljø for at finde en person, der ville dræbe Arne Schmidt Møller samt to af de politifolk, der havde stået for efterforskningen. Prisen skulle angiveligt være 15.000 dollars for Arne Schmidt Møller og 10.000 for hver af politimændene.

»14 dage før sad jeg netop og talte med min svoger, som spurgte, om jeg aldrig er bange, og jeg sagde, at den eneste, jeg kunne forestille mig ville gøre mig noget, var sex-lægen fra Køge. Han er tilstrækkeligt sindssyg,« fortæller Arne Schmidt Møller.

I starten vidste han ikke, om han skulle tage truslen alvorligt. Men han fortalte det til en bekendt, der er tidligere politianklager. Politianklagerens reaktion var, at når den russiske mafia er indblandet, så skal man ikke tage chancer.

Arne Schmidt Møller gik derfor til politiet, som tog sagen meget alvorligt.

»Vi, der var blevet truet, fik en særlig kode. Hvis vi lige pludselig bemærkede folk af anden etnisk herkomst, der holdt øje med os, så skulle vi ringe 112 og sige koden, så ville hele kavaleriet komme,« fortæller han.

Truslerne fik politiet til at anholde den såkaldte sex-læge igen, men der var ikke tilstrækkelige beviser for at få ham dømt for truslerne. /