Medierne må principielt ikke kunne trues til tavshed, men i praksis er der flere eksempler på, at trusler får betydning. Det er nemlig op til den enkelte medarbejder at tage stilling til, om man vil fortsætte arbejdet.

DILEMMA. En halv bydel er afspærret af rockere. Et af deres bandemedlemmer skal begraves. En journalist og en fotograf fra Randers Amtsavis er ude for at rapportere om de mange rockere i gadebilledet.

Pressens tilstedeværelse passer imidlertid ikke rockerne. De truer, skubber og får til sidst avisens to medarbejdere overbevist om, at de skal holde sig væk. Denne gang virker truslen.

Situationen fik for et par år siden Randers Amtsavis til at nedfælde et sæt retningslinjer for, hvordan de skal forholde sig, hvis journalister og fotografer bliver udsat for trusler på jobbet.

Udgangspunktet er, at det er redaktionen, der bestemmer, hvad der skal i avisen – ikke bøllerne. Men – for der er et 'men' – der kan være tilfælde, hvor dem, der truer, alligevel får indflydelse på, hvad der ender i avisen. Den enkelte journalist eller fotograf har nemlig altid lov til at trække sig fra en opgave, hvis personen vurderer, at situationen er for farlig.

»Den personlige sikkerhed må være primær. Hvis vi er blevet forhindret i at dække en historie, fordi der har været trusler, så melder vi det altid til politiet, og vi skriver det altid i avisen. I sådan et tilfælde må man ikke foregøgle læserne, at historierne er blevet til på vores præmisser,« siger chefredaktør på Randers Amtsavis Michael Kjærgård. 

Han medgiver, at man som journalist og redaktør kommer i et svært dilemma mellem på den ene side at stå fast på ytringsfriheden og på den anden side sikre sig, at arbejdet ikke koster liv og førlighed.

Et dilemma, som kulturredaktør på Jyllands-Posten Flemming Rose personligt også blev tvunget til at tage stilling til i forbindelse med Muhammed-krisen. Han gjorde op med sig selv, at der ikke skal være grænser for, hvad han kan skrive om.

Som redaktør forventer han imidlertid ikke, at hans medarbejdere skal træffe samme valg og skrive videre om emnet. Han ser det som sin opgave at hjælpe medarbejderne med at blive bevidste om deres valg, så de træffer den mest informerede beslutning, hvis de bliver truet.

»Mennesker er forskellige. Jeg kan fortælle om egne erfaringer. Men ellers vil min opgave som leder være at hjælpe dem til at kigge ind i sig selv. Og så vil jeg respektere beslutningen,« siger Rose.

DET FØRSTE, DER SKER, når man bliver udsat for en trussel, er, at man reagerer følelsesmæssigt. Følelser kan være meget stærke og svære at gøre noget ved. Derfor er det vigtigt at få koblet fornuften på hurtigt. Det fortæller chefpsykolog Lise Skinhøj fra Falck Healthcare, der blandt andet har TV 2 på kundelisten.

»Vi bearbejder oplevelser ved at tale om dem. Jo flere nuancer, der kommer med, jo bedre kan vi forholde os til det intellektuelt. Og jo mere fornuften er koblet på, jo bedre kan man vurdere, om man skal tage truslen alvorligt,« siger Lise Skinhøj.

Når man bliver udsat for trusler, påvirker det ofte den truede eksistentielt.

»Vi bliver pludselig konfronteret med, at verden er farlig. Vi bliver foreholdt en del af verden, som vi normalt undgår at forholde os til. Vores fantasi kan løbe af sted med os. Det handler om at få sat ord på det, for ofte er fantasien værre end virkeligheden,« siger Lise Skinhøj.

Truslen tvinger én til at erkende, at livet er farligt, og så gælder det om at forsøge at leve i nuet.

»Det kan handle om, hvordan man får fortalt sine unger, at man elsker dem, og det kan være, at man finder ud af, at man ikke skal bruge så lang tid på det arbejde, hvor man bliver truet,« siger chefpsykologen.

I DEN KONKRETE trusselssituation mener næstformand i Dansk Journalistforbund Fred Jacobsen, at det altid må være de enkelte medarbejdere, der vurderer, om de er villige til at risikere liv og helbred for en historie.

Medierne er derfor nødt til at leve med, at der kan være historier, som de ikke kan dække på præcis den måde, de allerhelst ville.

»Man kan jo vende den om. Der er også mange medier, der accepterer nogle præmisser for at få bestemte historier. Journalister, der sidder på bagsædet af en patruljevogn en hel aften, indgår sikkert også nogle aftaler om, hvad de kan tage med i deres reportage,« siger Fred Jacobsen.

I første omgang mener han, at trusler er en sag for politiet. Kommunikationschef i politiet Niels Otto Fisker opfordrer også til, at man henvender sig til politiet, hvis man bliver truet.

»Så tager vi stilling til den konkrete sag fra gang til gang,« siger han. /

Sådan tackler du trusler

Kilde: Chefpsykolog i Falck Healthcare Lise Skinhøj

1. Sørg for at tale med så mange som muligt om det. Jo flere nuancer, der kommer på fortællingen, jo lettere kan man danne sig et helhedsbillede og forholde sig til truslen intellektuelt.

2.  Fantasien er ofte værre end virkeligheden. Sæt ord på, hvad du frygter mest, og overvej, hvad der mest realistisk vil ske. Forsøg ikke at lade truslen styre for meget. Ofte er den fremsat, fordi truslen i sig selv virker.

3.  Afklar, hvad du konkret kan gøre for at mindske truslen, men lad det ikke tage overhånd.

4.  Truslen minder om, at livet er farligt. Lev i nuet, og gør op med dig selv, hvad der er vigtigt i livet.

5.  Overvej at tale med en psykolog. Det kan være rart at tale med en, der ikke selv er involveret.

6.  Som redaktør skal man lytte og tage det alvorligt, hvis en medarbejder bliver truet. Hvis en medarbejder oplever det som en trussel, så er det en trussel. Spørg åbent, hvad arbejdspladsen kan gøre, og hvilke følelser truslen udløser. Som kollega skal du respektere den truedes reaktion og glemme alle overvejelser om, hvordan du tror, at du selv ville have tacklet det.

7.  Arbejdspladsen skal tage truslerne alvorligt, men ikke lade sig styre. Hvis den enkelte medarbejder er blevet for bange, kan det være, at der skal en anden på sagen.