search

Trump-venlige Parler tvunget offline efter opfordringer om nye demonstrationer

Amazon, der ejer serverne, mener ikke, at Parler har været i stand til at fjerne indlæg, der opildner til vold

Det konservative sociale netværk Parler er tvunget offline mandag. Det fremgår af tjenester, der følger hjemmesider.

Parler er kommet offline, efter at Amazon advarede selskabet om, at det ville miste adgang til sine servere, som Amazon har kontrol over.

Amazon mener, at Parler ikke har været i stand til at fjerne indhold, der opildner til vold.

Parlers popularitet er steget de seneste uger. Den blev også den mest downloadede app på Apples appstore, efter at Twitter udelukkede USA’s præsident, Donald Trump, fra sin tjeneste.

Trump blev udelukket fra Twitter, efter at hans tilhængere onsdag sidste uge stormede Kongressen i USA. Han er siden kritiseret for at have opildnet til uroen.

Beskeder om støtte til angrebet mod Kongressen har floreret på Parler. Der har også været opfordringer til nye demonstrationer på tjenesten.

Det betød fredag, at Google fjernede Parler fra sin appstore. Apple fulgte efter lørdag.

Parler gik offline kort efter midnat søndag lokal tid. Det svarer til klokken 09.00 dansk tid. Når tjenesten er gået offline, viser det, at den ikke har været i stand til at finde en anden partner end Amazon til at holde serverne oppe.

Beskylder Amazon for at bekrige ytringsfrihed

Parler har mandag ikke kommenteret lukningen. Men Parlers administrerende direktør, John Matze, kritiserede Amazons beslutning i stærke vendinger lørdag. Han beskyldte Amazon for at ”bekrige ytringsfriheden”.

”De vil ikke vinde. Vi er verdens sidste håb for ytringsfrihed og fri information,” lød det fra Matze.

Parler blev lanceret i 2018. Det fungerer på mange måder ligesom Twitter. Parler-profiler kan således følge hinanden og lave opslag.

Da det sociale netværk begyndte, var det primært ultrakonservative og højreradikale, som benyttede platformen. Men siden er det begyndt at tiltrække mere traditionelle republikanske stemmer.

Stjerneværten hos Fox News Sean Hannity har 7,6 millioner følgere på Parler. Hans kollega har 4,4 millioner.

Republikaneren Devin Nunes, som er medlem af Kongressen, og guvernør i South Dakota Kristi Noem har også profiler på Parler.

Så vidt vides, har Donald Trump ikke en Parler-profil.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen