Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
08:37 23.05.2023 Ritzau

Trump sagsøges for udtalelser på CNN

Trump sagsøges for udtalelser på CNN

Forfatteren E. Jean Carroll lægger igen sag an mod Donald Trump. REUTERS/Brendan McDermid

E. Jean Carroll søger på ny erstatning fra den tidligere amerikanske præsident Donald Trump efter hans offentlige forhånelse dagen efter sin dom for seksuelt overgreb og æreskrænkelse af forfatteren.

Det skriver avisen The New York Times.

I det nye søgsmål søger E. Jean Carroll erstatning for mindst 10 millioner dollar yderligere ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Donald Trump skulle som følge af kendelsen betale E. Jean Carroll 34 millioner kroner i erstatning. Donald Trump har anket afgørelsen.

Dagen efter kendelsen stillede Donald Trump op til et interview på mediet CNN, hvor han gentog mange af de ting, han tidligere har sagt.

Han kaldte Carrolls beretning for ”falsk” og ”opdigtet”.

Til trods for et gammelt billede af de to sammen gentog han også, at han aldrig havde mødt hende, og kaldte hende skør og retssagen for svindel.

Carrolls advokat, Roberta A. Kaplan, siger, at Trumps kommentarer dagen efter dommen gør det vigtigt at forfølge en ny erstatningssag.

”Det håner nævningetingets kendelse og vores retssystem, hvis han bare kan fortsætte med at gentage de samme æreskrænkende udtalelser,” sagde hun ifølge The New York Times.

SENESTE NYT

Flere nyheder