search

Trump – når journalister tager fejl

"Jeg tog fejl. Og jeg jeg var i den grad ikke alene," skriver Annegrethe Rasmussen om Donald Trump, der blev dømt ude af hende og utallige USA-analytikere. Men hvorfor tog de fejl? Her peger Annegrethe Rasmussen på tre centrale årsager

I august sidste år skrev jeg følgende: “Donald Trump er den dygtigste og mest moderne kommunikator af alle opstillede kandidater til præsidentvalget i 2016. Han har ingen politiske bud på USA’s problemer. Men det betyder intet pt., for amerikanerne er dødtrætte af politik. Derfor stiger byggematadoren i meningsmålingerne. Trump vinder ikke valget eller nomineringen, men hans succes er et demokratisk sygdomstegn.”

I den samme artikel – en analyse på KommunikationsForum med rubrikken “Trump – tossernes kandidat,” bedyrede jeg også, at “festen varer næppe ved. Det er trods alt utænkeligt, at et flertal af vælgerne ville billige konstant underholdning uden substans”.

Jeg tog fejl. Og jeg jeg var i den grad ikke alene. Samtlige amerikanske analytikere og kommentatorer – de mest kendte, de mest respekterede og fra alle fløje og medier – sagde det samme. Og vi tog alle sammen fejl. Trump opnåede i sidste uge officielt det nødvendige antal delegerede og er nu det republikanske partis kandidat. Også selv om det teknisk set først skal bekræftes på partikonventet om to måneder.

Fejl på fejl på fejl

En udtømmende liste over de eklatant fejlagtige og selvsikre analyser ville blive meget lang og muligvis lidt for nørdet for et dansk publikum, men her er et par eksempler hentet fra en liste, som Washington Post i et anfald af akut anger og selvrefleksion samlede ind for nogle uger siden:

”Why no one should take Donald Trump seriously” (Washington Post)

Donald Trump’s surge in the polls has followed the classic pattern of a media-driven surge. Now it will most likely follow the classic pattern of a party-backed decline.” (New York Times)

No, he won’t win the Republican nomination for president.” (ABC News)

"Our emphatic prediction is simply that Trump will not win the nomination. It's not even clear that he’s trying to do so." (Nate Silver, FiveThirtyEight, august 2015)

Historians looking back will peg the beginning of the end of the Trump show to his New Hampshire moment last week." (Arianna Huffington, Huffington Post, september 2015)

"Trump has every right to run. This is a democracy after all. But what he should not get is covered as though this is an even-close-to-serious attempt to either win the Republican nomination or influence the conversation in GOP circles in any significant way. It's not." (Chris Cillizza,  Washington Posts politiske chefanalytiker, Washington Post, juni 2015)

Eller hvad med den her:

"The chance of his winning [the] nomination and election is exactly zero." (James Fallows, the Atlantic magazine, juli 2015)

De andre danske USA-korrespondenter tvivlede også.

Som Berlingskes Kristian Mouritzen konstaterede sidste år, så “taber Trump, når han får lang taletid. Han kan ikke styre sig.” Og som han skrev i sin avis i august: “Alle tror stadig, at Trump er en døgnflue, og at folk som Jeb Bush, Scott Walker, Marco Rubio og muligvis Chris Christie, hvis han kan styre sit temperament, har de største chancer for at ramme den brede republikanske vælgermasse.”

Kristian Madsen, Politikens USA-korrespondent, vurderede tilsvarende i august 2015:

”Det har fortsat sandsynligheden imod sig, at Donald Trump rent faktisk skulle vinde den republikanske nominering, selv om det efterhånden ikke kan udelukkes, at han kunne vinde det første primærvalg i Iowa.”

Han understregede dog senere, at Trump kunne være en undervurderet kandidat: "Hvis han kan holde fast i de 22 procent af stemmerne, han står til i den seneste meningsmåling fra NBC, vinder han, fordi de øvrige 16 kandidater splitter de resterende stemmer. Og kan man vinde i Iowa, kan man også vinde det næste slag i delstaten New Hampshire.
Og har man vundet i både Iowa og New Hampshire, er der pludselig et tungt momentum bag kandidaturet."

Men hvorfor, kan man indvende, skulle jeg som dansk journalist baseret i USA kunne have vidst bedre end de ypperligste kolleger i USA?

Tag f.eks. Nate Silver – statistik-guruen over dem alle, der i 2008 og 2012 imponerede verden med sine fantastisk præcise databaserede forudsigelser over valgresultatet ikke bare i præsidentvalget men i valget til Kongressens to kamre. Han fremhævede helt frem til primærvalgets start i februar, at nej, der var ingen sandsynlighed for, at Trump på nogen måde kunne vinde.

Hvad var det, vi ikke kunne se?

Om end det er al ære værd, når journalisterne ydmygt træder frem og beklager – hvilket de amerikanske journalister har gjort i den helt store stil inden for de seneste uger – så er det dog mere interessant at komme med et par ædruelige bud på, hvorfor vi alle tog fejl. Eller sagt mere skarpt: Hvad er grunden til så massiv en fejlvurdering fra et så enigt korps af globale analytikere, der normalt anses for både dygtige og hæderlige.

Hvad er det, de/vi ikke kunne få øje på?

En række forklaringer byder sig umiddelbart til. Og de vil i øvrigt være relativt genkendelige for et dansk publikum, fordi den undervurdering af Dansk Folkeparti, der blev partiet til del i starten af dets levetid, ligner noget af det, der skete med Trump.

For det første har politiske journalister det med at komme (for) tæt på eliten i de store byers magtcentre. Det er der, magten ligger og eftersom det er her, de beslutninger, man skal beskæftige sig med i sit daglige arbejde, tages, så bor man her, arbejder her, gifter sig her, sender sine unger i skole her og pludselig ender det med – sagt lidt groft – at man spiser, bor, går i byen og til forældremøde med de politikere, der udgør den veluddannede og indflydelsesrige politiske klasse. Det smitter af på ens vurderinger og helt konkret på, hvem man taler med og hvad ens erfarings- og forklaringsgrundlag er.

Vælgerne derimod bor andre steder. I USA bor en enorm mængde af dem på landet eller i mindre byer, og de har ofte særdeles lidt til overs for de politikere i landets hovedstad, som konsekvent ikke tager hensyn til borgernes ve og vel, men er mest optaget af magtspil i korridorerne, hensyn til lobbyister eller andre organiserede økonomiske og politiske interesser. Dertil kommer en foragt for moderniteten, værdikrigene i amerikansk politik, der ikke bare handler om våben og abort, men i denne valgkamp også har berørt homoægteskaber og transkønnede.

Den kritik – som er kernen i Donald Trumps populistiske budskab om at lytte til manden på gulvet, ikke være i lommen på nogen og sørge for, at Amerika bliver en stor og respekteret supermagt igen – er rettet mod såvel det demokratiske som det republikanske parti. Det er i essensen en ”outsider”-kritik rettet mod en urban magtelite, der er helt uafhængig af partifarve.

For det andet kan man lægge en udtalt længsel efter ”det ægte USA” – Amerika før globaliseringen fejede ind over landet og truede især en mængde lavt uddannede, eller slet ikke uddannede, mænd på levebrødet. Den findes heller ikke i hovedstaden eller blandt de bedst uddannede, der ikke har haft problemer med at omstille sig til vidensamfundet. For her lever man som bekendt på solsiden. Sammen med politikerne. Mens fattigdommen vokser i den mindst privilegerede del af vælgerskaren, der følgelig også er mest motiverede for at finde syndebukke, uanset om disse måtte være illegale indvandrere eller ”muslimer”.

For det tredje har der været en tendens blandt "mainstream-journalister" til systematisk at undervurdere den højredrejning, som i årevis har fundet sted i det republikanske parti. Mit bedste bud på, hvorfor journalisterne har nedtonet højredrejningen er, at partiet til trods for Tea Party-bevægelsens fremvækst siden 2010, alligevel altid syntes at ende med moderate præsidentkandidater – som John McCain i 2008 og Mitt Romney i 2012. De to valg skyggede hermed for noget af det, der foregik i basen og i valget af medlemmerne af Kongressen.

Denne inerti i partiets top har spærret for det journalistiske udsyn. Også selv om der var tegn nok. Vi taler trods alt om et parti, hvor der i vide kredse var applauser til en mand som daværende radiovært Glenn Beck, der på Fox News uantastet kaldte præsident Obama en racist, eller som studievært ”Judge Jeanine” foreslog burde stilles for en rigsret for landskadelig virksomhed. Der var også de mange påstande om, at Obama ikke er født i USA.

Vi så også et medlem af Kongressen, Joe Wilson, som for år tilbage råbte ”du lyver” til præsidenten under hans State of the Union-tale, men fordi han blev (mildt) irettesat af sin partiledelse bagefter, hæftede journalisterne sig ikke synderligt ved, at Wilson efterfølgende indsamlede et rekordstort beløb til sit genvalg fra vælgere, der netop mente, at Obama var en løgner og som sandsynligvis er samme type vælger, der nu er mere end opstemte ved tanken om at stemme på Trump.

På samme måde glemte vi, der er korrespondenter i Washington, måske at hæfte os ved, hvor radikal immigrationsdebatten egentlig var op til valget i 2012. Det føg os om ørerne med forslag om radikale immigrationstiltag såsom pigtrådsbeklædte mure (en ide som såvel Michelle Bachmann som pizza-kongen Herman Cain syntes godt om), men fordi det var Romney, der endte som sejrherre – og han ikke snakkede om nogen mur, men om et besynderligt begreb om ”selvdeportering”, tog ingen det alt for alvorligt.

Med andre ord: Den relativt velnærede klasse af mediefolk i Washington underkendte såvel desperationen som vreden i den fattigere og mere landlige del af vælgerskaren. Men den overvurderede også sammenhængskraften i det republikanske parti og havde en – viser det sig nu – overoptimistisk vurdering af partiledelsens evne til at kontrollere slagets gang.

Jeg tror fortsat ikke på præsident Trump

Og hvad så nu?

Ja, nu siger samtlige politiske analytikere at ”jovist, det er bestemt muligt, at Trump kan vinde”. I amerikanske medier er der næsten gået sport i det: At mene, at Trump sagtens kan vinde, ja at det endog er mest sandsynligt, også selv om de fleste målinger fortsat peger på en sejr til Hillary Clinton og demokraterne, og selv om demografien fortsat er til hendes massive fordel.

Men her stikker jeg så lige næsen frem en gang til. For vi er også nogen, der fortsat har tiltro til et fænomen, der ikke er brugt så meget i politisk analyse, men som jeg ikke desto mindre frejdigt vil læne mig op ad lige frem til 8. november 2016: Sund fornuft i den befolkning, der bliver mere multikulturel for hvert år, der går.

Ved dette præsidentvalg udgør ikke-hvide vælgere 31 procent af de stemmeberettigede. Den asiatiske og spansktalende vælgerskare er den hurtigst voksende. Ved det seneste præsidentvalg stemte sorte for første gang i lige så højt tal som hvide. Der er flere kvinder, som stemmer end mænd.

Jeg tror fortsat ikke på, at et flertal af amerikanerne ønsker sig en højrenational populist med fascistiske træk i Det Hvide Hus.

Opdateret kl. 7.50: Bloggeren har tilføjet et længere citat fra Kristian Madsen,

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen