Trump - når journalister tager fejl

"Jeg tog fejl. Og jeg jeg var i den grad ikke alene," skriver Annegrethe Rasmussen om Donald Trump, der blev dømt ude af hende og utallige USA-analytikere. Men hvorfor tog de fejl? Her peger Annegrethe Rasmussen på tre centrale årsager
30.05.2016 · 09:13
Annegrethe Rasmussens billede
Annegrethe Rasmussen
Korrespondent
USA

I august sidste år skrev jeg følgende: “Donald Trump er den dygtigste og mest moderne kommunikator af alle opstillede kandidater til præsidentvalget i 2016. Han har ingen politiske bud på USA’s problemer. Men det betyder intet pt., for amerikanerne er dødtrætte af politik. Derfor stiger byggematadoren i meningsmålingerne. Trump vinder ikke valget eller nomineringen, men hans succes er et demokratisk sygdomstegn.”

I den samme artikel – en analyse på KommunikationsForum med rubrikken “Trump – tossernes kandidat,” bedyrede jeg også, at “festen varer næppe ved. Det er trods alt utænkeligt, at et flertal af vælgerne ville billige konstant underholdning uden substans”.

Jeg tog fejl. Og jeg jeg var i den grad ikke alene. Samtlige amerikanske analytikere og kommentatorer – de mest kendte, de mest respekterede og fra alle fløje og medier – sagde det samme. Og vi tog alle sammen fejl. Trump opnåede i sidste uge officielt det nødvendige antal delegerede og er nu det republikanske partis kandidat. Også selv om det teknisk set først skal bekræftes på partikonventet om to måneder.

Fejl på fejl på fejl

En udtømmende liste over de eklatant fejlagtige og selvsikre analyser ville blive meget lang og muligvis lidt for nørdet for et dansk publikum, men her er et par eksempler hentet fra en liste, som Washington Post i et anfald af akut anger og selvrefleksion samlede ind for nogle uger siden:

”Why no one should take Donald Trump seriously” (Washington Post)

Donald Trump’s surge in the polls has followed the classic pattern of a media-driven surge. Now it will most likely follow the classic pattern of a party-backed decline.” (New York Times)

No, he won’t win the Republican nomination for president.” (ABC News)

"Our emphatic prediction is simply that Trump will not win the nomination. It's not even clear that he’s trying to do so." (Nate Silver, FiveThirtyEight, august 2015)

Historians looking back will peg the beginning of the end of the Trump show to his New Hampshire moment last week." (Arianna Huffington, Huffington Post, september 2015)

"Trump has every right to run. This is a democracy after all. But what he should not get is covered as though this is an even-close-to-serious attempt to either win the Republican nomination or influence the conversation in GOP circles in any significant way. It's not." (Chris Cillizza,  Washington Posts politiske chefanalytiker, Washington Post, juni 2015)

Eller hvad med den her:

"The chance of his winning [the] nomination and election is exactly zero." (James Fallows, the Atlantic magazine, juli 2015)

De andre danske USA-korrespondenter tvivlede også.

Som Berlingskes Kristian Mouritzen konstaterede sidste år, så “taber Trump, når han får lang taletid. Han kan ikke styre sig.” Og som han skrev i sin avis i august: “Alle tror stadig, at Trump er en døgnflue, og at folk som Jeb Bush, Scott Walker, Marco Rubio og muligvis Chris Christie, hvis han kan styre sit temperament, har de største chancer for at ramme den brede republikanske vælgermasse.”

Kristian Madsen, Politikens USA-korrespondent, vurderede tilsvarende i august 2015:

”Det har fortsat sandsynligheden imod sig, at Donald Trump rent faktisk skulle vinde den republikanske nominering, selv om det efterhånden ikke kan udelukkes, at han kunne vinde det første primærvalg i Iowa.”

Han understregede dog senere, at Trump kunne være en undervurderet kandidat: "Hvis han kan holde fast i de 22 procent af stemmerne, han står til i den seneste meningsmåling fra NBC, vinder han, fordi de øvrige 16 kandidater splitter de resterende stemmer. Og kan man vinde i Iowa, kan man også vinde det næste slag i delstaten New Hampshire.

Og har man vundet i både Iowa og New Hampshire, er der pludselig et tungt momentum bag kandidaturet."

Men hvorfor, kan man indvende, skulle jeg som dansk journalist baseret i USA kunne have vidst bedre end de ypperligste kolleger i USA?

Tag f.eks. Nate Silver – statistik-guruen over dem alle, der i 2008 og 2012 imponerede verden med sine fantastisk præcise databaserede forudsigelser over valgresultatet ikke bare i præsidentvalget men i valget til Kongressens to kamre. Han fremhævede helt frem til primærvalgets start i februar, at nej, der var ingen sandsynlighed for, at Trump på nogen måde kunne vinde.

Hvad var det, vi ikke kunne se?

Om end det er al ære værd, når journalisterne ydmygt træder frem og beklager – hvilket de amerikanske journalister har gjort i den helt store stil inden for de seneste uger - så er det dog mere interessant at komme med et par ædruelige bud på, hvorfor vi alle tog fejl. Eller sagt mere skarpt: Hvad er grunden til så massiv en fejlvurdering fra et så enigt korps af globale analytikere, der normalt anses for både dygtige og hæderlige.

Hvad er det, de/vi ikke kunne få øje på?

En række forklaringer byder sig umiddelbart til. Og de vil i øvrigt være relativt genkendelige for et dansk publikum, fordi den undervurdering af Dansk Folkeparti, der blev partiet til del i starten af dets levetid, ligner noget af det, der skete med Trump.

For det første har politiske journalister det med at komme (for) tæt på eliten i de store byers magtcentre. Det er der, magten ligger og eftersom det er her, de beslutninger, man skal beskæftige sig med i sit daglige arbejde, tages, så bor man her, arbejder her, gifter sig her, sender sine unger i skole her og pludselig ender det med – sagt lidt groft – at man spiser, bor, går i byen og til forældremøde med de politikere, der udgør den veluddannede og indflydelsesrige politiske klasse. Det smitter af på ens vurderinger og helt konkret på, hvem man taler med og hvad ens erfarings- og forklaringsgrundlag er.

Vælgerne derimod bor andre steder. I USA bor en enorm mængde af dem på landet eller i mindre byer, og de har ofte særdeles lidt til overs for de politikere i landets hovedstad, som konsekvent ikke tager hensyn til borgernes ve og vel, men er mest optaget af magtspil i korridorerne, hensyn til lobbyister eller andre organiserede økonomiske og politiske interesser. Dertil kommer en foragt for moderniteten, værdikrigene i amerikansk politik, der ikke bare handler om våben og abort, men i denne valgkamp også har berørt homoægteskaber og transkønnede.

Den kritik – som er kernen i Donald Trumps populistiske budskab om at lytte til manden på gulvet, ikke være i lommen på nogen og sørge for, at Amerika bliver en stor og respekteret supermagt igen – er rettet mod såvel det demokratiske som det republikanske parti. Det er i essensen en ”outsider”-kritik rettet mod en urban magtelite, der er helt uafhængig af partifarve.

For det andet kan man lægge en udtalt længsel efter ”det ægte USA” – Amerika før globaliseringen fejede ind over landet og truede især en mængde lavt uddannede, eller slet ikke uddannede, mænd på levebrødet. Den findes heller ikke i hovedstaden eller blandt de bedst uddannede, der ikke har haft problemer med at omstille sig til vidensamfundet. For her lever man som bekendt på solsiden. Sammen med politikerne. Mens fattigdommen vokser i den mindst privilegerede del af vælgerskaren, der følgelig også er mest motiverede for at finde syndebukke, uanset om disse måtte være illegale indvandrere eller ”muslimer”.

For det tredje har der været en tendens blandt "mainstream-journalister" til systematisk at undervurdere den højredrejning, som i årevis har fundet sted i det republikanske parti. Mit bedste bud på, hvorfor journalisterne har nedtonet højredrejningen er, at partiet til trods for Tea Party-bevægelsens fremvækst siden 2010, alligevel altid syntes at ende med moderate præsidentkandidater – som John McCain i 2008 og Mitt Romney i 2012. De to valg skyggede hermed for noget af det, der foregik i basen og i valget af medlemmerne af Kongressen.

Denne inerti i partiets top har spærret for det journalistiske udsyn. Også selv om der var tegn nok. Vi taler trods alt om et parti, hvor der i vide kredse var applauser til en mand som daværende radiovært Glenn Beck, der på Fox News uantastet kaldte præsident Obama en racist, eller som studievært ”Judge Jeanine” foreslog burde stilles for en rigsret for landskadelig virksomhed. Der var også de mange påstande om, at Obama ikke er født i USA.

Vi så også et medlem af Kongressen, Joe Wilson, som for år tilbage råbte ”du lyver” til præsidenten under hans State of the Union-tale, men fordi han blev (mildt) irettesat af sin partiledelse bagefter, hæftede journalisterne sig ikke synderligt ved, at Wilson efterfølgende indsamlede et rekordstort beløb til sit genvalg fra vælgere, der netop mente, at Obama var en løgner og som sandsynligvis er samme type vælger, der nu er mere end opstemte ved tanken om at stemme på Trump.

På samme måde glemte vi, der er korrespondenter i Washington, måske at hæfte os ved, hvor radikal immigrationsdebatten egentlig var op til valget i 2012. Det føg os om ørerne med forslag om radikale immigrationstiltag såsom pigtrådsbeklædte mure (en ide som såvel Michelle Bachmann som pizza-kongen Herman Cain syntes godt om), men fordi det var Romney, der endte som sejrherre - og han ikke snakkede om nogen mur, men om et besynderligt begreb om ”selvdeportering”, tog ingen det alt for alvorligt.

Med andre ord: Den relativt velnærede klasse af mediefolk i Washington underkendte såvel desperationen som vreden i den fattigere og mere landlige del af vælgerskaren. Men den overvurderede også sammenhængskraften i det republikanske parti og havde en – viser det sig nu – overoptimistisk vurdering af partiledelsens evne til at kontrollere slagets gang.

Jeg tror fortsat ikke på præsident Trump

Og hvad så nu?

Ja, nu siger samtlige politiske analytikere at ”jovist, det er bestemt muligt, at Trump kan vinde”. I amerikanske medier er der næsten gået sport i det: At mene, at Trump sagtens kan vinde, ja at det endog er mest sandsynligt, også selv om de fleste målinger fortsat peger på en sejr til Hillary Clinton og demokraterne, og selv om demografien fortsat er til hendes massive fordel.

Men her stikker jeg så lige næsen frem en gang til. For vi er også nogen, der fortsat har tiltro til et fænomen, der ikke er brugt så meget i politisk analyse, men som jeg ikke desto mindre frejdigt vil læne mig op ad lige frem til 8. november 2016: Sund fornuft i den befolkning, der bliver mere multikulturel for hvert år, der går.

Ved dette præsidentvalg udgør ikke-hvide vælgere 31 procent af de stemmeberettigede. Den asiatiske og spansktalende vælgerskare er den hurtigst voksende. Ved det seneste præsidentvalg stemte sorte for første gang i lige så højt tal som hvide. Der er flere kvinder, som stemmer end mænd.

Jeg tror fortsat ikke på, at et flertal af amerikanerne ønsker sig en højrenational populist med fascistiske træk i Det Hvide Hus.

Opdateret kl. 7.50: Bloggeren har tilføjet et længere citat fra Kristian Madsen,

Kommentar

31/05/2016 - 09:43

Thomas Andrew

Annegrethe, du burde ærlig talt fjerne Kristian Madsen fra det indlæg – eller i stedet nævne ham som et eksempel på en af de få danske journalister i USA, der ikke skråsikkert dømte Donald Trump ude på forhånd, sådan som du, Kristian Mouritzen, Johannes Langkilde med flere gjorde. Der er en kæmpe forskel på ikke at afvise muligheden og så at afvise den så kategorisk og skråsikkert, som dit hold gjorde.

Jeg har ikke fundet eksempler på, at Kristian Madsen i sensommeren 2015 spåede en sikker vinder – eller dømte Trump ude. Jeg benyttede faktisk perioden til at notere i ny og næ, hver gang der kom en lidt for skråsikker afvisning af Trumps mulighed for at holde til mål. Og her var du i hvert fald ofte at finde i noterne og dermed i modsatte grøft af Kristian. Du skrev i samme periode i en af dine klummer, da Trump lå i førerposition, at han "ingen chance har", og at "det er lige så sikkert som Amen i kirken, at han ikke ender som sit partis præsidentkandidat."

Du bør da kunne se, at der er en væsentlig forskel på at holde døren åben for flere muligheder (herunder ikke helt at afvise en Trump-mulighed) ved at være en smule forsigtig – og så at afvise den mulighed så skråsikkert, som du og andre gjorde. Det er relativt nemt at gå tilbage og tjekke, hvad der blev skrevet i aviserne og sagt på tv, og hvad de forskellige korrespondenter skrev under diverse link og debattråde på deres Facebook-sider. Debatter som du selv har deltaget aktivt i. Derfor forstår jeg ikke, at du skal rive alle med i dit og andres fald. Det er unfair og usympatisk.

Men ellers har du da helt ret i din pointe om, at det er en fordel, hvis journalister bevæger sig lidt mere ud af deres gated community, hvis de bor i et sådant, og snakker med alle typer af amerikanere.

31/05/2016 - 11:02

Annegrethe Rasmussen

Hej Thomas,
Jeg synes ikke, jeg "river nogen med" i mit indlæg. Min kritik er først og fremmest en selvkritik men mest af alt en registrering af, at stort set alle amerikanske journalister og analytikere tog fejl.
Afsættet for blogposten er en kæmpe debat i det journalistiske miljø i USA først og fremmest.
At der er en interessant parallel diskussion i det danske er i øvrigt sikkert. Nemlig den, hvor såvel DF som Alternativet (især sidstnævnte i en nyere kontekst) ikke blev "set" af det meste af det danske politiske kommentator-korps er det samme. Og derfor dømt ude.

Det skal nok også siges, at af de 95 % af amerikanske kommentatorer og analytikere, der ikke troede på, at Trump havde en chance, bor de fleste ikke i Washington D.C. Men nok i større byer.
Man kan sagtens tage fejl - uanset hvor man bor.
Det kommer mere an på, at man - hvis man rapporterer fra og om magten - kan risikere at komme for tæt på den.
Men lad mig endelig understrege - nu du så flinkt og uhildet drager i felten på andres vegne - at jeg først og fremmest taler om mig selv i denne blogpost.
Eksemplerne fra andre, amerikanske som danske, er 100 % korrekte og de står for sig selv.
Der er mange eksempler på, at journalister også har taget forbehold og ladet muligheden stå åben for, at Trump kunne vinde såvel nomineringen som præsidentvalget.
Jeg læser/hører/ser langt fra alt - slet ikke i danske medier - og det er glædeligt og positivt, hvis der findes medier og skribenter, der konsekvent og på et tidligt tidspunkt har set Trump som en seriøs kandidat, der kan vinde.

01/06/2016 - 00:34

Thomas Andrew

Det er fint, at kritikken først og fremmest er en selvkritik. Jeg har heller intet i mod vinklen. Det er en relevant debat at tage, og du griber fat i nogle vigtige pointer. Jeg synes bare, at det er malplaceret at tage Kristian Madsen med som eksempel. Jeg kan se, at du efterfølgende har rettet i blogindlægget og nu bringer et længere citat fra Madsen, hvor han – tidligt i forløbet – rent faktisk holder døren åben for en Trump-sejr. Dermed giver det jo slet ikke mening at nævne ham blandt de skråsikre, der fra start af dømte Trump helt ude. Nå, men jeg kan jo i bund og grund være ligeglad. Jeg hedder ikke Kristian Madsen. Det er primært nok ham, der har grund til at være knotten over at blive nævnt i denne sammenhæng.

01/06/2016 - 05:17

Annegrethe Rasmussen

Der er intet galt i - som korrespondent - at forholde sig til den virkelighed, man er i. Og virkeligheden i sommeren 2015 var, at ingen i hele den enorme gruppe af amerikanske journalister og analytikere tog Trump alvorligt som andet end et krisetegn. Det er det, den klumme, jeg citerer fra, som KM skrev i sin avis, også handler om: at Trump er et tydeligt tegn på, at såvel amerikansk politik som journalistik er i krise.
Jeg synes slet ikke, der er belæg for at kalde Madsen for skråsikker ud fra det citat jeg bringer. Det eneste, det viser er, at han (heller) ikke troede på Trump på det tidspunkt. Det er jo det, han skriver. Citatet er 100 % korrekt. Og hvorfor skulle han have troet på ham? Ingen var synske. Ingen troede på ham.
Så kan man diskutere hvor skråsikkert forskellige korrespondenter eller journalister skrev. Og her skrev jeg langt mere sikkert end de to danske eksempler, jeg nævner. Det synes jeg altså også fremgår klart af teksten.
Så når jeg nævner andre eksempler er det med andre ord ikke for at dømme nogen. Men for at vise, at ingen havde set det her komme - heller ikke dem, der som KM holdt "døren åben" som du skriver.
Alt godt og tak for at deltage i debatten,
Annegrethe

CAPTCHA
Dette er en test for at sikre at du ikke er en robot der blot spammer kommentarsporet.

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder med mangeartede opgaver

Rudersdal Kommune
Ansøgningsfrist: 02.01

PR og Corporate Communication Manager til Systematic

Systematic
Ansøgningsfrist: 26.12

Magisterbladet søger digital og dagsordensættende journalist

Dansk Magisterforening
Ansøgningsfrist: 09.01

Visionær digital redaktør til Ballerup Kommune

Ballerup Kommune
Ansøgningsfrist: 13.01

Kommunikationschef

Gribskov Kommune
Ansøgningsfrist: 13.01

Journalist til digitalt fagmedie i vækst

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 04.01

Reporter til DR Nyheder på Messenger

DR
Ansøgningsfrist: 07.01

Digital Storyteller

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 17.12

Kommunikationsmedarbejder/ journalist til Danske Erhvervsakademier

Danske Erhvervsakademier
Ansøgningsfrist: 20.01

Ugeskrift for Læger søger erfaren og ambitiøs journalist

Lægeforeningen
Ansøgningsfrist: 07.01

Bliv pressekonsulent på Københavns Professionshøjskole

Københavns Professionshøjskole
Ansøgningsfrist: 21.12

Initiativrig presserådgiver til Ejendomsforeningen Danmark

Ejendomsforeningen Danmark
Ansøgningsfrist: 06.01

Områdechef for Forskning og Viden på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 02.01

SoMe-stærk kommunikatør med talent for video

ARKIL HOLDING A/S
Ansøgningsfrist: 02.01

Fordelingsansvarlig til Dansk Journalistforbund

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 10.01

Content specialist

Zoologisk Have København
Ansøgningsfrist: 13.01

Bladredaktør søges til barselsvikariat

Astma-Allergi Danmark
Ansøgningsfrist: 02.01

Samvirke søger Danmarks bedste madredaktør

COOP
Ansøgningsfrist: 28.12