search

Trump: Min modstander er medierne

Amerikanernes mistillid til medierne er vokset de senere år, og Donald Trump dyrker medierne som en af sine hovedfjender ved præsidentvalget. Men det må ikke betyde, at journalisterne holder op med at fortælle, når politikerne taler usandt, skriver Annegrethe Rasmussen

Donald Trump var kun få minutter henne i sin store og længe ventede tale til det republikanske konvent i juli, før han nævnte medierne første gang: “If you want to hear the corporate spin, the carefully crafted lies and the media myths — the Democrats are holding their convention next week. Go there,” lød det, og han fortsatte umiddelbart efter med at angribe de “elite-medier”, der redigerer “de simple sandheder og fakta ud af jeres morgenaviser” og ”står i kø for at bakke op om min modstander”.

Sådan lød det ifølge Washington Posts medieanalytiker Margaret Sullivan:

I will tell you the plain facts that have been edited out of your nightly news and your morning newspaper, big business, elite media and major donors are lining up behind my opponent because they know she will keep our rigged system in place.”

Og lørdag i denne uge slog Trump så fast, at hans egentlige modstander i præsidentvalget slet ikke er Hillary Clinton, men derimod medierne.

“I’m not running against Crooked Hillary, I’m running against the crooked media,” lød det fra Trump under et vælgermøde i Fairfield i staten Connecticut.

Ved samme møde truede Trump også New York Times med at fratage avisen dens akkreditering.

Trumps krig mod Megyn Kelly

Den republikanske kandidat har haft adskillige højprofilerede og aggressive udfald mod en lang række journalister. Mest omtalt har været kampen mod Fox News’ kvindelige stjernestudievært, Megyn Kelly, der under kanalens allerførste debatrunde med de republikanske kandidater konfronterede Trump med en række nedsættende udsagn om kvinder, som han har benyttet sig af gennem tiderne:  

”De har kaldt kvinder for fede og dovne, grimme og uduelige og under én episode af NBC’s realityshow The Apprentice sagde De, at det ville have klædt en kvindelig deltager at gå ned på knæ foran Dem,” angreb Kelly, der ønskede at vide, hvordan Trump kunne regne med at få de republikanske kvinder over på sit hold med en sådan sprogbrug.

Trump forsøgte at vige udenom med en vittighed, men Kelly, der nok er en markant borgerlig journalist, men som er beundret langt ud over Fox News’ banehalvdel for at håndhæve basale journalistiske standarder, holdt fast.

Ejendomsmagnaten kom elendigt ud af den ordveksling (den kan ses her) og var rasende både på Kelly og på Fox News, som han har boykottet on and off lige siden. I en række tweets svinede han hende til og foreslog, at grunden til hendes opførsel, som han benævnte som ”utilgiveligt aggressiv” var, at der stod ”blod ud alle vegne”. ”Out of her wherever,” som han sagde, hvilket medierne kollektivt tolkede derhen, at Trump trak, hvad danske TV 2 News kaldte menstruationskortet.

Fox bakkede entydigt op om sin studievært, og alle analytikere korsede sig over, hvor dumt det var af Trump at lægge sig ud med det konservative hoforgan. En efterfølgende anstrengt våbenhvile mellem kanalen og Trump blev kortvarig, og selv om der senere blev lappet på skaderne i form af en særudsendelse mellem de to, så er forholdet mellem dem aldrig blevet godt. Kelly har selv med tydelig frustration udtalt, at hun ”ikke ønsker og ikke bryder mig om at være historien. Jeg ønsker at dække politik, ikke at blive en del af det politiske”.

Uærlige og korrupte elitemedier

Ugen efter det føromtalte republikanske konvent eskorterede sikkerhedsfolk fra Trump-kampagnen fysisk en journalist fra Washington Post ud af et vælgermøde; reporteren var uønsket, forklarede vagten, fordi byggematadoren har bandlyst hovedstadens førende avis som en ud af flere medier, han ikke ønsker at have noget at gøre med (netmediet Politico og The Huffington Post har lidt samme skæbne).

Formelt tilbagetrak Trump-kampagnen alle presseakkrediteringer og al kommunikation med avisen 13. juni i år, som man kan læse mere om her. Beslutningen blev meddelt via Trumps officielle Facebookside, hvor avisen fik betegnelsen ”uærlig og falsk” – ”dishonest and phony”:

Sådan er det fortsat – angrebene mod medierne er en fast ingrediens i Trumps såkaldte ”stump speech”. Det gælder både generelt, når han taler om alt det, der er galt i USA i dag, og mere specifikt, når han anklager landets førende medier for at være i seng med eliten, især de ”korrupte politikere i Washington, bankerne og forsikringsselskaberne”. Ifølge Trump er det alt sammen til stor skade for den lille borger, der er økonomisk trængt og, ifølge Trump, ”glemt” – ikke bare af politikerne, men også af medierne, der har mere travlt med at pleje deres forbindelser og imponere hinanden end at tage hensyn til borgerne.

”Don Lemon – du er en letvægter og dum som en dør”

Hans tilhængere elsker det, og ethvert forsøg på at fremvise eksempler på dygtig eller kritisk journalistik, der faktisk kommer borgerne til gode og netop er, hvad man kunne kalde systemkritisk, preller af på Trumps tilhængere, der i stor grad ser det, de vælger at se.

Her tæller fakta ikke nødvendigvis. Derimod vejer borgernes oplevelser og fornemmelser samt vennerne i de sociale mediers ekkokamre og hvad man falder over på internettet i stigende grad tungere: En video på YouTube, der ”beviser”, at Hillary Clinton er en løgner, kan blive et viralt hit på ingen tid og blive set af millioner, uanset at den måske har et propaganderende udgangspunkt, ikke er verificeret af kilder og i det hele taget ikke har noget at gøre med journalistik. Det er blot et lille eksempel på en større akademisk diskussion om det ”post-faktuelle samfund”.

Trump er god til at udnytte den slags, og han er en haj til Twitter. Han er også kendt for at følge især tv-dækningen af sig selv, og ingen diskussion i medierne er for lille til at få hans opmærksomhed.

I sidste uge gik byggematadoren f.eks. til angreb på CNN’s studievært Don Lemon. Efter en meget omtalt udtalelse ved et vælgermøde i North Carolina sidste tirsdag – hvor Trump grangiveligt lød som om, han legede med ideen om en væbnet reaktion mod enten kommende højesteretsdommere udnævnt af den demokratiske præsident eller mod en nyvalgt præsident Clinton selv – gik Lemon i flæsket på en Trump-støtte, der var inviteret i studiet.

Reaktionen fra Trump kom næste morgen på Twitter:

Hvad journalister skal huske

Hvilket leder hen til det vigtige spørgsmål, der ligger og spøger under alle de konkrete stridigheder:

Hvad er den fundamentale opgave for moderne massemedier i en valgkamp?

Det indlysende svar – for de fleste journalister i hvert fald – er det samme som altid: At oplyse, informere og gå kritisk til værks, så vælgerne kan benytte medierne som det værktøj, der giver dem det bedst mulige grundlag for at afgive deres stemme. Journalister ”holder ikke med” nogen, uafhængighed er et nøglebegreb – også selv om man er ansat på et medie, hvis ejere eller redaktører på lederplads tager parti.

At der er brug for oplysning er åbenlyst. I starten af juli viste opinionsmålingerne f.eks., at hele 25 procent af de amerikanske vælgere ikke har besluttet sig for, hvem de vil stemme på, og som Pew Institute jævnligt undersøger, så er medierne fortsat vigtigst, når det gælder kilder, som borgerne benytter sig af.

Men derudover er det også legitimt, at den journalistiske valgdækning er underholdende, ja det er faktisk nødvendigt, fordi valgkampe i dag er i hård konkurrence med så meget andet, der æder sig ind på menneskers fritid. Det betyder, at den gammeldags ”rene oplysning” simpelt hen ikke vil trænge igennem til nok vælgere. Hvis medierne kun når den allerede veloplyste elite, mens de brede masser ser underholdnings- og sportsprogrammer, taber oplysningsdimensionen selvsagt terræn.

Så bliver den politiske mediedækning til en lukket fest, en indspist klub for de allerede veluddannede og velinformerede.

Der er derfor ikke grund til at begræde, at politikere i dag også skal kunne underholde og begå sig på det ikke-politiske terræn – om end alle ikke er lige gode til det. Barack og Michelle Obama, den republikanske præsidentkandidat Donald Trump samt den canadiske premierminister Justin Trudeau er alle fremragende eksempler på politikere, der på vidt forskellig vis kan begå sig lige så godt, som de professionelle entertainere magter. Hillary Clinton er omvendt et eksempel på en politiker, der hverken virker som om hun føler sig hjemme i den blødere form for medietyper, eller specielt bemestrer evnen at charmere og underholde vælgerne samtidig.

Når journalisterne bliver en del af ”fjenden”

Men som bekendt er det ikke altid op til afsenderen at definere sin egen rolle. Således også i politik. Hvis vælgerne har besluttet sig for, at en politiker er en svindler, kan vedkommende protestere fra nu af og til juleaften. Uanset, hvad vedkommende siger, kan det være umuligt at spille af med et elendigt image. ”Truth lies in the eyes of the beholder,” hedder det på engelsk. På dansk kan det oversættes til: Modtagerne er i vidt omfang dem, der bestemmer indholdet, ikke afsenderen.

Det gælder også for opfattelsen af medierne. Og derfor er den kedelige sandhed, især i USA, at medierne er godt på vej til at havne i en radikalt anden rolle, nemlig som modpol til den befolkning, som vi i vores egen selvforståelse ellers eksisterer for at betjene. Altså der, hvor Trump også har placeret os.

Og det er jo ikke der, man som journalist ønsker at befinde sig. Spørg enhver politisk journalist, hvorfor vedkommende er i branchen (og vær parat til at se bort fra, at langt de fleste også er uforbederlige opmærksomhedssøgende sjæle, der higer efter at blive ’set’ og dermed i psykologisk forstand bekræftet i, at man duer til det, man laver) og man får svaret ”vi er der for læsernes/lytternes/seernes skyld.”

Det selvbillede krakelerer unægtelig, hvis de selvsamme brugere, dem, der i politisk sammenhæng først og fremmest må forstås som det demokratiske subjekt – altså vælgeren – mener, at journalisterne faktisk er en del af det, der skal bekæmpes og gøres oprør imod.

Men hvordan er det sket? Hvorfor får Donald Trump nogle af sine største bifald, når han igen og igen slår fast, at medierne er befolkede med ”de mest uærlige mennesker, jeg kender, svindlere,” der ikke er værd at spilde tid på. ”Der findes sikkert gode mennesker, men mange er der ikke,” siger han af og til, når han er i godt humør. Og har det nu i øvrigt ikke været sådan altid?

Den svindende tiltro til pressen

Både ja og nej. Det er klart, at politikere næppe blot så pressen som et entydigt demokratisk gode for 50 år siden. Alle politikere ved også godt, hvem der er ”vennerne” og hvem, der ikke er. Ligesom i Danmark har USA som bekendt også medier, der er solidt placeret på henholdsvis højre- og venstrefløj samt en presset public service-mediesektor, som i årevis har kæmpet med et image som ”liberal”, altså rød i dansk forstand.

Men ikke desto mindre fandtes der en langt mere udbredt fælles forventning i såvel Danmark som i USA før i tiden om, at journalister ville overholde basale principper om fairness, såsom at høre begge parter og afsløre uregelmæssigheder, også selv om disse ville gå ud over den fløj, som mediets ejere hældede til.  Princippet om en adskillelse mellem lederpanelet eller redaktørerne og de på papiret sandhedssøgende, uafhængige journalister (og udgivere/ejerene som et tredje ben) var stort set uantastet indtil for omkring 25 år siden.

Man kan diskutere, hvornår eroderingen satte ind; der er ingen tvivl om, at den er blevet større i takt med de sociale mediers udbredelse. Visse amerikanske medieanalytikere forfægter tesen om, at nedbrydningen af tiltroen til pressen startede med lanceringen af konservative Fox News, der anser sig selv som et korrektiv til ”the liberal mainstream media” i USA.

Men jeg vil mene, at udviklingen først for alvor tog fart med Tea Party-bevægelsens ankomst til den politiske scene i USA i 2008, og med udnævnelsen af Sarah Palin som republikanernes vicepræsidentkandidat samme år. Mistroen er så eskaleret siden Donald Trumps ankomst til den politiske scene sidste år. Og i dag er det et faktum, at medierne er næsten lige så upopulære, som ”Washington”, ”eliten” eller for den sags skyld begge de to store partiers ledelser.

I en ny undersøgelse fra organisationen ”Media Insight Project” fremgår det f.eks., at blot sølle 6 procent af amerikanerne svarer “ja” til spørgsmålet “har du tillid til nyhedsmedierne.” Hvilket så anbringer medierne – paradoksalt nok – i en kasse netop sammen med de politikere, de dækker.

Hvad vi som medier skal og kan gøre ved miseren

Hvad betyder mistilliden så?

I hvert fald ikke, at medierne skal holde op med at dække politikerne. Der er rigeligt at tage fat på i det indeværende præsidentvalg. Begge kandidater bruger f.eks. rene usandheder i deres kampagner, og her er det nødvendigt, at medierne holder dem til ilden og konfronterer såvel Trump- som Clinton-kampagnen med fakta, uanset den bekymrende tendens til, at færre vælgere synes at lægge entydigt vægt på disse.

De to kampagner er ikke “lige uærlige” og det skal også frem. Det respekterede og uafhængige analyseinstitut, PolitiFact Project, der konstant tjekker begge kampagner og alle politikeres udtalelser, har fundet at 60 % af Trumps udtalelser er falske, mens 13 % af Clintons er det. Og i modsætning til, hvad Trump påstår om de logrende, liberale medier er det simpelt hen ikke sandt, at Clintons undvigelser, usandheder eller problemer ikke bliver dækket af de store medier. Det er nok snarere sådan, at der er mere at tage af hos den republikanske kandidat.

Det er muligt, som Washington Post har bemærket, at det ligner et win-win spil for Trump: Han snupper den gode dækning og tiltrækker seere og lyttertal som bier til en honningkrukke, mens han bruger den negative dækning til at svine pressen til. Men denne taktik må aldrig stoppe medierne fra at gøre vores arbejde. Og det inkluderer i øvrigt også, at medierne ikke begrænser sig til ”blot at videregive fakta”. Tværtimod, hvis en politiker siger A, og den anden siger B, skal vi ikke bare videregive dette og lade resten være op til vælgerne. Vi skal forsøge at fremskaffe så megen kontekst som muligt, indhente eksperter og vidneudsagn, afdække forholdet mellem sandheden og realiteten så godt som muligt, også selv om vi godt ved, at ”sandheden” ikke partout findes. Men sandfærdige journalister er der mange af. Og vi skal gøre vores bedste.

Hvis vi støder på åbenlyse konstruktioner eller løgne, skal vi – uanset hvilket parti eller hvilken valgkampagne, disse stammer fra – heller ikke tøve med at videreformidle dem.

Journalister uden storbyfordomme søges

Sluttelig bør vi også yde en ekstra indsats for at komme ud til de vælgere, der er skeptiske over for medierne.  At forstå disse menneskers bekymringer og angst eller håb til fremtiden er den bedste kur, hvis man vil helbrede den mistro til journalister og til medierne, som vi står med. At være åbne over for Trumps vælgere og ikke starte et interview med dem ud fra en overbevisning (som man også kan kalde en fordom) om at de nok er ”rednecks” eller racister, kvindehadere, fremtidsangste eller hvad man nu kan finde på af etiketter, der nok kunne lure i en og anden storbybaseret journalist, er f.eks. en rigtig god start.

Som journalist Green Greenwald udtrykte det i et interview med hjemmesiden Slate for nylig, og som også blev citereret i Washington Post: Der er behov for ”a conversation taking place that isn’t being amplified as it should be, among people who are “socioeconomically very far removed from the New York/Washington/Los Angeles/San Francisco media circles”.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen