Truer med at fjerne støttekroner til TV3, Kanal 4 og 5

Det skal være slut med offentlig støtte til TV3, Kanal 4 og 5, så længe de ikke efterlever danske reklameregler. Det mener medlem af Radio- og tv-nævnet. S, SF og R er enige.

Det skal være slut med offentlig støtte til TV3, Kanal 4 og 5, så længe de ikke efterlever danske reklameregler. Det mener medlem af Radio- og tv-nævnet. S, SF og R er enige.

De tre nævnte tv-stationer sender alle til Danmark via Storbritannien og er dermed underlagt væsentligt lempeligere reklameregler. Blandt andet må de gerne bringe reklamer midt i programmerne – i modsætning til danske TV2.

Men netop fordi de opererer på andre vilkår, bør det være slut med danske støttemidler, lyder det fra et af medlemmerne af Radio og tv-nævnet, Lars Peter Melchiorsen.

Over for Ritzau betegner han det som "kritisabelt", at staten støtter danske kommercielle kanaler, når de opererer uden om dansk lovgivning.

"Det tenderer erhvervsstøtte mere end kulturstøtte," udtaler Lars Peter Melchiorsen til nyhedsbureauet.

De tre oppositionspartier, S, SF og De Radikale, er helt enige med ham og lægger i deres fælles medieudspil op til, at stationerne direkte skal udelukkes fra public service-puljen.

Samtidig overvejes det, om man skal gå endnu længere.

Mediejurist ved Danmark Journalisthøjskole Oluf Jørgensen har nemlig tidligere tilkendegivet over for Ritzau, at TV3 samt Kanal 4 og Kanal 5 måske alligevel bør følge danske reklamelovgivning – til trods for at de sender via London.

Og hvis det kan gøres til gældende rent juridisk, vil det svække det økonomiske grundlag yderligere for de tre kommercielle stationer.

Læs også Ritzau-historien: Nævnsformand: Vi driver ikke politik

0 Kommentarer