search

Troværdighed i spil

Medierne arbejder ihærdigt på at opløse skellet mellem underholdning og virkelighed. Men det er en risikabel kurs, der kan svække pressens betydende stilling i samfundet som den fjerde statsmagt.

Medierne arbejder ihærdigt på at opløse skellet mellem underholdning og virkelighed. Men det er en risikabel kurs, der kan svække pressens betydende stilling i samfundet som den fjerde statsmagt.

Onsdag den 1. oktober måtte TV 2s studievært Jesper Steinmetz lægge navn, ansigt og ikke mindst troværdighed til endnu en af den slags nyheder, som i voksende omfang optager pressen og medierne: TV 2 brugte mere end to minutter af nyhedsudsendelsen på at fortælle, at håndboldspilleren Joachim Boldsen var udgået fra underholdningsprogrammet Vild med dans.

Boldsens exit fra et danseprogram i fiktionens verden blev altså vurderet til at være blandt de 10 vigtigste begivenheder den pågældende dag. Det er naturligvis et fejl-jugement. Og den slags påvirker på den lange bane befolkningens tillid til, at medierne troværdigt og seriøst kan udvælge nyhederne for os efter relevante og almentgældende nyhedskriterier. Nyhedsudsendelserne i tv kan sagtens rumme skæve, kuriøse og mindre seriøse indslag. Men når det bliver til indslag fra ikke bare ens egen verden, men også en helt igennem fiktiv og kunstigt opdyrket underholdningsverden, bliver det problematisk.

TV 2 er slet ikke ene om disse spektakulære fejlvurderinger. Sammenblandingen af fakta og journalistik med underholdning og ren fiktion er ikke bare hverdagskost – det er simpelthen ved at udvikle sig til et konkurrenceparameter.

Der skal selvfølgelig også være plads til fiktion og underholdning i medierne, for vi har også brug for noget sukkerstads i al det sunde, vi forventer at få fra medierne. Men troværdigheden sættes netop i spil, når jeg som medieforbruger begynder at gennemskue, at Vild med dans-omtalen ikke var nogen rigtig nyhed, men i stedet ren redaktionel reklame for tv-stationens eget produkt.

Næppe nogen vil i ramme alvor hævde, at kvaliteten i journalistikken er blevet betydeligt forbedret i de seneste 10 års tid, hvor fokus på kundernes behov har taget over. Løsningen er at finde en balance mellem de to yderpunkter.

Situationen forbedres ikke af, at man i branchen agerer, som om der ikke længere er regler – skrevne som uskrevne. Troværdighedsbærere som Larrain, Løkkegaard og Jansen skøjter let og ubesværet mellem underholdningsprogrammer, reklamer og nyhedsudsendelser, som om det er helt konsekvensløst og uden betydning.

Senest har fagbladet Journalisten kortlagt, at mængden af sladder om journalister og tv-værter alene i SE og HØR er tidoblet på blot fem år. Det dokumenterer en tendens, hvor medierne i nærmest hysterisk omfang er optaget af sig selv. Faren er ikke, at den slags foregår i underholdningsblade og lignende – faren opstår først, når det blandes sammen med de formater, der skal stå som eksponent for seriøs journalistik.

Denne sygelige selvoptagethed er et udtryk for en gang provinsbøvs, der ikke gavner mediernes stilling på den lange bane. Det er provinsialisme. Og det er skadeligt for respektabiliteten. Til syvende og sidst skader det mediernes egne forretninger, idealerne og positionen. /

Kaj Høivang er mediekommentator og kommunikationsrådgiver, tidligere mediejournalist på dagbladet Børsen og kommunikationschef på TV 2.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen