Medierne arbejder ihærdigt på at opløse skellet mellem underholdning og virkeligheden. Men det er en risikabel kurs, der kan svække pressens betydende stilling i samfundet som den fjerde statsmagt, for troværdigheden sættes i spil, når mediernes dyrker sig selv

Onsdag den 1. oktober måtte TV 2's studievært Jesper Steinmetz lægge navn, ansigt og ikke mindst troværdighed til endnu én af den slags nyheder, som i voksende omfang optager pressen og medierne: I et over to minutter langt indslag fortalte TV 2-NYHEDERNE, at håndboldspilleren Joachim Boldsen var udgået fra underholdningsprogrammet Vild med dans.

Indslagets varighed var omtrent den normale længde for et indslag, og dermed har opprioriteringen af denne ikke-historie skubbet andre historier ud.

Boldsens exit fra et danseprogram i fiktionens verden blev altså vurderet til at være blandt de 10 vigtigste begivenheder den pågældende dag. Det er naturligvis et fejl-judgement. Og den slags påvirker på den lange bane befolkningens tillid til, at medierne troværdigt og seriøst kan udvælge nyhederne for os efter relevante og almentgældende nyhedskriterier. Nyhedsudsendelserne i tv kan sagtens rumme skæve, kuriøse og mindre seriøse indslag, – men når det bliver til indslag fra ikke bare ens egen verden, men også en helt igennem fiktiv og kunstigt opdyrket underholdningsverden, bliver det problematisk.

TV 2 er slet ikke ene om disse spektakulære fejlvurderinger. Sammenblandingen af fakta og journalistik med underholdning og ren fiktion er ikke bare hverdagskost – det er simpelthen ved at udvikle sig til et konkurrenceparameter. Det glider ud i hinanden i en ikke særlig appetitlig cocktail.

Det ser vi blandt andet, når en betydningsløs person som Paris Hilton sniger sig ind ikke bare i Ekstra Bladet og B.T. (det er dog i linje med den redaktionelle profil), men ovenikøbet i de såkaldt seriøse morgenaviser samt i public service-stationernes nyhedsudsendelser. Tilsyneladende ren lemmingeeffekt, for hvordan skal man ellers forklare, at en fuldstændig tilfældig milliardærdatter, der ikke er kendt for andet end at være kendt, maser sig ind i medierne på bekostning af væsentlige nyheder?

Madeleine-historien er derimod 100 procent virkelighed, og sagen bliver interessant, fordi den opfylder det journalistiske nyhedskriterium, der handler om identifikation – vi kan alle genkende frygten for, at vore børn forsvinder. Men medierne har opdaget, at jo mere detaljeret og ukritisk Madeleine-sagen dækkes, desto flere læsere og seere i butikken. Hvert eneste lille pip – seriøst eller useriøst – bliver nu gengivet, fordi medierne tror, at man giver sine kunder, hvad de vil have. Men det er tomme kalorier, som når børnene altid vil vælge Frosties og Choko-Pops til morgenmad, selvom havregryn er langt sundere. Så nu er sagen gjort til underholdning, på samme måde som underholdning gøres til virkelighed.

Det bliver helt enkelt sværere og sværere at se forskellen mellem de to. Der er en sammensmeltning i gang, hvor selv højtrespekterede journalister, studieværter og redaktører har problemer med at holde skidt for sig og snot for sig. Der er ingen tvivl om, at man på den korte bane appellerer til de brede masser, til bunker af danskere, når man tager fat i et emne som Vild med dans, Paris Hilton, Krøniken.

Robinson-deltagerne er et andet eksempel på mennesker, som fordi deres navn blev trukket op af en hat af en helt tilfældig caster, så er de pr. automatik udnævnt til at være kendis. Medierne følger trop i kølvandet af programmerne ved at bringe interviews, nyhedsstof, baggrund og alt mulig andet om deltagerne i reality-shows, selvom disse deltagere intet har foretaget sig, som gør deres meninger, holdninger og liv værd at viderekolportere.

Der skal selvfølgelig også være plads til fiktion og underholdning i medierne, for vi har også brug for noget sukkerstads i al det sunde, vi forventer at få fra medierne. Men troværdigheden sættes netop på spil, når jeg som medieforbruger begynder at gennemskue, at Vild med dans-omtalen ikke var nogen rigtig nyhed, men i stedet var ren redaktionel reklame for tv-stationens eget produkt. I længden vil jeg også opdage, at medierne ikke dækker Madeleine-sagen så absurd detaljeret, hvis ikke det var fordi, de selv havde skabt en hysterisk interesse i sagen og dermed skabt en generator til at trække kunderne ind i butikken. Og det udnyttes til det groteske.

I gamle dage var der stærk kritik af, at journalister og redaktører fuldstændig ignorerede, hvad kunderne efterspurgte ud fra devisen "vi véd bedst". Den holdning er der gjort op med for længe siden, og der er fokus på at give folk, hvad de vil have. Men den udvikling kammer indimellem over, så der lefles for meget for mainstream og for populismen.

Næppe nogen vil i ramme alvor hævde, at kvaliteten i journalistikken er blevet betydeligt forbedret i de seneste ti års tid, hvor fokus på kundernes behov har taget over. Løsningen er naturligvis at finde en balance mellem de to yderpunkter.

Situationen forbedres ikke af, at man i branchen agerer, som om der ikke længere er regler – skrevne som uskrevne. Troværdighedsbærere som Paula Larrain, Morten Løkkegaard og Torsten Jansen skøjter let og ubesværet mellem underholdningsprogrammer, reklamer og nyhedsudsendelser som om, det er helt konsekvensløst og uden betydning.

Senest har fagbladet Journalisten kortlagt, at mængden af sladder om journalister og tv-værter alene i Se & Hør er tidoblet på blot fem år. Det dokumenterer en tendens, hvor medierne i nærmest hysterisk omfang er optaget af sig selv. Faren er ikke, at den slags foregår i underholdningsblade og lignende – faren opstår først. når det blandes sammen med de formater, der skal stå som eksponent for seriøs journalistik.

Denne sygelige optagethed af sig selv er et udtryk for en gang provinsbøvs, der ikke gavner mediernes stilling på den lange bane. Det er provinsialisme. Og det er skadeligt for respektabiliteten. Til syvende og sidst skader det mediernes egne forretninger, idealerne og positionen.