search

Troværdighed – den fælles værdi

Nogle husker sikkert situationen: Fodboldlandsholdet, som ikke har leveret gode resultater i en årrække og derfor har måttet tåle en del kritik i landets medier, tog fusen på alle og vandt i Portugal over en af verdens bedste fodboldnationer. En vaskeægte sensation.

Nogle husker sikkert situationen: Fodboldlandsholdet, som ikke har leveret gode resultater i en årrække og derfor har måttet tåle en del kritik i landets medier, tog fusen på alle og vandt i Portugal over en af verdens bedste fodboldnationer. En vaskeægte sensation.
Men i stedet for at fejre den glædelige begivenhed var der bare surhed. Spillerne havde besluttet sig for, at de ikke ville tale med journalister – med undtagelse af medarbejdere fra TV 3, som sendte fra kampen, og som de kontraktligt er forpligtede til at tale med.
De andre journalister måtte derfor se langt efter kommentarer fra spillerne. Og da spillerne landede i København efter kampen, påtog Dansk Boldspil Unions kommunikationschef sig opgaven at læse en erklæring op for de fremmødte pressefolk, i hvilken de forklarede, hvorfor de ikke ønskede at tale med journalister.
Mødet mellem kommunikationschefen og journalisterne var nok ikke det mest behagelige, når kommunikationsfolk og journalister mødes i krydsfeltet mellem den afhængige og den uafhængige kommunikation.
I det aktuelle tilfælde antager jeg, at DBUs kommunikationschef valgte at løbe spillernes ærinde, fordi han i en vis forstand fandt det rigtigt at repræsentere spillernes synspunkt, DBU og dermed hele virksomheden bag det danske fodboldlandshold.
Det officielle DBU har siden lagt afstand til spillernes stærkt kritiserede handlemåde, men i situationen valgte kommunikationschefen at fortælle journalisterne, hvad der var at fortælle: Nemlig at ingen ville fortælle noget.
I en så tilspidset situation som denne kan det være vanskeligt at se, hvad afhængige kommunikatører og uafhængige journalister har til fælles. For i sådan en situation fungerer kommunikatøren, om ikke som en forhindring for journalisterne i at nå frem til de virkeligt interessant kilder, så dog som den, der holder vagt ved døren og forsøger at udøve kontrol.
Men mødet mellem kommunikatør og journalist er i stigende grad blevet del af hverdagen. Det hænger sammen med, at både private og offentlige virksomheder er blevet meget mere opmærksomme på, at kommunikation – internt, med kunder og med omverdenen – er en ekstremt vigtig aktivitet at have styr på.
Det er jo helt legitimt, at en virksomhed ansætter en kommunikatør, så virksomhedens historie kan blive fortalt på en måde, så det gavner virksomheden. Og foretager virksomheden noget, der har offentlighedens interesse, positivt eller negativt, er det naturligvis lige så legitimt og naturligt, at kommunikatør og journalist går til historien med hver sit udgangspunkt: Kommunikatøren fortæller ud fra virksomhedens vinkel, journalisten fortæller det, han eller hun mener er væsentligt og/eller i offentlighedens interesse.
Alligevel er der lighedspunkter.
Begge er historiefortællere, som er underlagt kravet om troværdighed. Lever historien ikke op til det, "køber" modtageren den ikke. Og det er jo et ganske væsentligt mål for både kommunikation og journalistik: Modtageren skal kunne forstå, hvad der bliver fortalt, og skal være i stand til at tage stilling på baggrund af de informationer, der bliver lagt frem.
Troværdighed er et uomtvisteligt professionelt krav, når kommunikatøren er kilde for journalisten. Selv om journalisten jo ved, at kommunikatøren tager udgangspunkt i den interesse, han eller hun er ansat til at skulle repræsentere, vil det være den rene gift ikke at levere troværdig information.
DJ har for mange år siden valgt at være forbund for journalister og kommunikatører. Og heldigvis har mange kommunikatører valgt DJ som det rette faglige ståsted.
Den tid, hvor kommunikationsstillinger bliver besat af journalister, fordi journalistuddannelserne er ældre end kommunikationsuddannelserne, er forbi. Og holdningen, at kommunikation er en afart af journalistik, er forældet.
Der er tale om to selvstændige fag, som i høj grad bevæger sig omkring fælles begreber, hvor netop troværdighed er en vigtig fælles værdi. /

 

Kommentarer
1
Michael Bjørnbak Martensen
02.10.08 14:18
Re: Troværdighed - den fælles værdi

En super udmelding fra vores næstformand, omend dette nummer beskæftiger sig med journalister, der tænker mere i form og indhold - men sådan set udmærket i relation til kommunikationsfagets offentlige aktører, hvor det der med troværdighed også behandles ovre i det-skal-helst-glide-lidt-let lejren. 

Så troværdighed er den fælles værdi, med en samtidig konstatering af, at der skal fokus på denne helt unikke værdi i begge lejre.

 Helt godt er det altså ikke; nærmest det modsatte.

Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen