search

Trofæ-jægeren

Egentlig er han ung med sine 32 år, men han har allerede haft et langt liv på toppen af dansk pressefotografi. Når han taler, veksler han mellem dengang og nu. Dengang blev han tændt af vildskab og spænding, nu er historierne blevet vigtigere. Men begejstringen over at blive hædret med fotopriser er præcis lige så stor i dag, som for 10 år og 16 priser siden.

Jan Grarup. Jan Grarup. Jan Grarup. Jan Grarup.

Hans navn står som mejslet ind i hovederne på alle, der overværede prisuddelingen ved Årets Pressefoto for tre uger siden. Ikke mindre end fire gange skulle han på podiet.

Han har nærmest ikke fået armene ned endnu, da JOURNALISTEN møder ham på en café i København fire dage efter hans firedobbelte trofæ-triumf. Han er glad. Glad på den stolte måde.

"Det er en stor ære," siger Ekstra Blads-fotografen, som i år for tredje gang i sin fotografkarriere er blevet udnævnt til årets fotograf herhjemme. Det er ti år siden, han første gang kunne hænge et sådant diplom på sin væg.

"Det er selvfølgelig fantastisk at få sådan en pris og blive kaldt for årets fotograf. Det er noget af en anerkendelse, måske især når man står der første gang og er 22 år gammel – og så være den bedste af dem alle …"

Og stolthedsfølelsen falmer øjensynligt ikke af, at hæder efterhånden nærmest er noget, han har høstet i metermål.

"Jeg vil gerne opleve det igen. Gerne tre gange mere …"

Derhjemme hos konen og hans tre små børn i Charlottenlund er væg nummer to nu taget i brug for at få plads til de seneste fire diplomer – 16 hænger der i alt. Anerkendelse betyder tydeligvis meget for ham, men han understreger mange gange, at det ikke er derfor, han tager billeder. Han er nemlig rigtig træt af at få skudt i skoene, at priser er målet i sig selv.

"Det må aldrig være for at vinde priser, man rejser ud. Jeg har mange andre værdier i mit liv. Da jeg var yngre, var det hele mit liv – det er det ikke mere."

 

Ungdommens vildskab
I dag er Jan Grarup 32 år, og han har allerede et langt fotografliv bag sig. Man kan godt se på ham, når han sidder der på cafeen, at han ikke har brugt sine 32 år på at sidde i en hyggelig kolonihave eller som fuldmægtig i et ministerium. Han ligner én, der har set og oplevet livet. Og det har han. Han har mange gange på sine utallige reportageture i krigszoner set nøden og døden i øjnene – gennem sit kamera. Han var bare 17 år, da han første gang fotograferede en død mand.

"Jeg vil ikke benægte, at da jeg var de der 19-20 år og begyndte at lave det her, var der meget mere vildskab over det."

– Du skulle ud og bevise, at du var sej?

"Ja, alt det der pjat. Ud og slås og ud og tage billeder af alt det, der var farligt. Det var spændende. Rigtig spændende for sådan en ung mand som mig, men det gav mig i virkeligheden ikke noget som helst. Der var ikke nogen dybere mening med det."

I hans unge dage – det er fem til ti år siden – havde han typisk 180 rejsedage om året. Det var af sted hver eneste gang, der var noget, der brændte på et sted i verden.

"Mine billeder var også derefter – de havde slet, slet ikke nogen dybde eller noget engagement eller noget indblik. De gjorde ikke engang mig selv klogere, hvordan skulle de så nogensinde gøre andre klogere."

 

Kaster op over selvtilstrækkelighed
På papiret er Jan Grarup fortsat det, som enhver gennemsnitsdansker vil kalde ung. Men den 32-årige fotograf skelner mellem sine unge fotografdage og så nu. For Jan Grarup er der stor forskel på den unge og den "gamle" Jan.
Den "gamle" Jan vil gøre folk klogere:

"Jeg har sådan en fundamental tro på, at det, jeg laver, betyder noget. Jeg tror på, at hvis man kan komme det skridt videre med fotografiet end bare at lade det være nyhedsbilleder, så tror jeg også, at der i de billeder er nogle historier, som gør folk klogere."

– Hvorfor vil du gøre folk klogere?

"Jeg er meget modstander af den holdning, der er fremherskende i Danmark, at vi har nok i os selv. Det skal vi ikke have lov til at slippe af sted med. Jeg er ved at kaste op over ting, som kan blive kæmpedebatter herhjemme, for eksempel da vi var ved at gå op i en eller anden massepsykose over Dianas død og paparazzi-fotografi. Jeg kan blive forarget over, at man kan diskutere det så nærgående og så intenst og fylde læserbrevssider dag ud og dag ind med det, men samtidig er danskerne stort set ligeglade med de ting, som for mig er meget vigtige, nemlig de alvorlige problemer, der er ude i verden."

"Jeg synes, det er så frygteligt, at danskerne er så selvtilstrækkelige. Det er selvfølgelig en meget frelst holdning – ih ja, nu vil jeg ud og prøve at lave verden om, men det betyder noget for mig at fortælle historier, så danskerne kender flygtninges baggrund."

Det er den baggrund, Jan Grarup for eksempel vil give med sin billedserie fra Ramallah på Vestbredden, som han vandt kategorien Årets Nyhedsbillede med (se side 6). En billedserie, som blev bragt over ni sider i Ekstra Bladet i december, som har været trykt over to sider i New Yorker Magazine, over 16 sider i et magasin i Hongkong, i magasinet Paris Match, i Le Monde … Det er en historie om fire palæstinensiske børn i Ramallah, som dagligt – uden deres forældres vidende – tager ud og kaster sten og skyder med glaskugler mod de israelske styrker, som beskytter en israelsk bosættelse. Én af de israelske drenge dør i kamp, mens Jan Grarup er der. Han følger drengene i 12 dage.
"For fem år siden havde jeg kun brugt en dag på den historie. Dengang ville jeg have været optaget af hele tiden at få de rigtige nyhedsbilleder. Ramallah er en langt mere personlig historie end det, jeg ellers har lavet."

 

På arbejde i skudsikker vest
Men selv om den historie tydeligvis er lavet af den "gamle" eller måske snarere nye Jan Grarup, så sætter han stadig, som i sine unge dage, sit liv på spil. Også i Ramallah var han nødt til at gå med skudsikker vest, og også der blev han ramt med gummikugler.

– Hvorfor overhovedet sætte dit liv på spil?

"Dybest set så ved jeg det jo ikke."

– Man kan jo godt sige, der står dum på ryggen af dig?

"Ork jo – det er der givetvis også folk, der synes. Men jeg har jo altid haft det sådan, at jeg fungerer godt i de situationer. Jeg bliver lige så bange som alle mulige andre, men jeg går ikke i stykker af det.

Jeg har også haft dage, hvor jeg er blevet hjemme på hotellet. Der er dage, hvor jeg heller ikke kan, og hvor jeg føler, at nu har jeg opbrugt alt mit held.

Jeg er dybt overtroisk på alle mulige måder. Jeg tager det alvorligt, når jeg kan mærke, at i dag fungerer det ikke. Jeg har altid stolet på min sjette sans."

– Hvor meget har du tænkt på, at det kan være, du engang dør på én af dine opgaver?

"For det første vil jeg sige; det er ingen ambition. Døde fotografer tager ikke særlig mange gode billeder … Det er klart, at faren er til stede, men jeg trækker nogle helt klare grænser for, hvad jeg vil. Jeg er ikke dumdristig længere. Jeg ved med mig selv, at jeg ikke kaster mig ud i noget for at tage et billede, hvis vi er ude i nogle procentsatser, der gør det fifty-fifty-agtigt. Så ville jeg nok tænke mig om, men problemet er, at du ikke kan forudse det."

– Siger du farvel på en særlig måde, når du tager af sted?

"Nej, jeg er meget overtroisk med det der. Jeg går meget op i, at jeg tager af sted på en måde, så det virker som om, at jeg bare skulle ind til København på en normal vagt. Ingen kæmpestore scener. Min kone tager det flot, hun har taget det roligt, selvom hun blev stille, da hun første gang så mig pakke den skudsikre vest i kufferten."

 

Højt at flyve, dybt at falde
Selvom den "gamle" Grarup er langt mindre kåd og mere eftertænksom end den unge udgave, er der ingen tvivl om, at der fortsat vil være mange opgaver i hans liv, som indebærer skudsikker vest. Mange af de farlige historier er samtidig de væsentlige historier for Grarup. Historier, som kan åbne folks øjne for verdens virkelige problemer.

"Hvis folk virkelig fattede hvilke problemer, mange befolkninger lever med, så ville de ikke udvise den afstumpede attitude over for flygtninge. Jeg vil gerne være med til at åbne deres øjne."

Han håber samtidig, at han med stærke, personlige historier kan fortsætte sit fotograf-liv på verdensmesterniveau. Sidste år fik han en førstepris ved World Press Photo.

"Jeg vil give min arm for igen at opleve at stå dernede i Amsterdam og modtage en pris ved World Press," fortæller Jan Grarup, som i år ikke kunne finde sit navn blandt World Press-vinderne.

"Lige så overvældende det er at stå med armene i vejret i Amsterdam, lige så meget kryber man langs væggen næste år, når man ikke står på vinderlisten. Det er crash and burn – højt at flyve, dybt at falde."

Til gengæld kom Jan Grarup højt op at flyve fire uger senere ved Årets Pressefoto med sin fire gange Grarup, Grarup, Grarup, Grarup.

 

Læs også Syv gange Jan og Nabodokumentarisme

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen