Center for Journalistik, Syddansk Universitet, har udpeget ny leder, erfarer Journalisten.dk. Han starter den 1. januar.
Næsten fire måneder efter Troels Mylenberg sagde farvel til SDU er hans afløser nu fundet.
Det bliver den 54-årige Per Knudsen, der har virket som journalist og redaktør gennem mere end 30 år på blandt andre Information og Politiken. Her har han blandet andet varetaget en bred vifte af opgaver spændende fra dækning af indlands- og udlandsstof til dybdegående journalistiske reportager.
»Det er med stor glæde, at jeg kan byde Per Knudsen velkommen som ny centerleder. Jeg er sikker på, at han sammen med centerets dygtige medarbejdere vil være i stand til at videreudvikle det i forvejen inspirerende forsknings- og studiemiljø, som findes på Center for Journalistik,« udtaler dekan Jesper Strandskov, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet.
Udover sin journalistiske baggrund – som reporter, fagmedarbejder, praktikvejleder og redaktør – har Per Knudsen også erfaringer fra forlagsbranchen og i arbejdet med produktion af TV og radio.
Om Per Knudsen hedder det videre, at han har stor ledelsesmæssig ballast, bl.a. som stedfortrædende chefredaktør på Information og journalistisk chefredaktør på Politiken i mere end 10 år, hvor han stod i spidsen for avisomlægninger, nye redaktionelle initiativer m.v.
Per Knudsen kender i øvrigt allerede en del til SDU. Her i efteråret har han været journalistisk fellow på Center for Journalistik, hvor han for nylig kom med følgende 10 bud på god journalistik.
Centerstyrelsens formand, chefredaktør Per Westergaard fra Fyns Stiftstidende udtaler:
»Journalistuddannelsen på SDU har nu godt 10 år på bagen og har et særdeles godt renomme i omverdenen. Med Per Knudsens stærke journalistiske baggrund, sin bekendelse til journalistikkens klassiske, idealistiske værdier samt sine visioner om journalistprofessionens fremtid glæder jeg mig meget til samarbejdet med den nye centerleder. Jeg er sikker på, at Per Knudsen og centerets medarbejdere vil kunne sætte nye pejlemærker for fremtidens journalistuddannelse og for journalistprofessionen som helhed.«
Per Knudsen mistede i øvrigt i sin tid sin titel som chefredaktør på Politiken efter en konflikt med Tøger Seidenfaden om den redaktionelle kurs i projekt Ny Avis.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.