Troels Lund opklarer ikke mystik om BT-notat

Tidligere skatteministers vidneforklaring bragte ikke klarhed over det mystiske notat fra BT, der skulle bruges i Helle Thornings skattesag

Tidligere skatteministers vidneforklaring bragte ikke klarhed over det mystiske notat fra BT, der skulle bruges i Helle Thornings skattesag

Der blev ikke skabt klarhed over det notat fra BT, som nærmer sig at være centralt i skattesagen, da tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) tirsdag afgav vidneforklaring for skattesagskommissionen. Tværtimod.

Troels Lund Poulsen har forklaret, at det notat han fik i hånden af sin særlige rådgiver Peter Arnfeldt var på ni sider. Troels Lund Poulsen siger, at han fik notatet i udprint fra Arnfeldt.

Den særlige rådgiver Peter Arnfeldt har tidligere forklaret, at han modtog notatet fra BT og gav det videre til Troels Lund Poulsen – men Arnfeldt forklarede samtidig, at det notat han gav til Troels Lund Poulsen var på fem sider.

Det var en detalje, som skattesagskommissionens udspørger, advokat Lars Kjeldsen i dag spurgte ind til:

Har du givet notatet til Peter Loft?

»Ja, den 1. september, jeg har det fra Peter Arnfelt, som giver mig det tirsdag den 31. august om eftermiddagen,« sagde Troels Lund Poulsen.

Siger Peter Arnfelt noget om, hvor han har det fra?

»Jeg erindrer, at Peter Arnfelt oplyser, at det er fra BT.«

Det Peter Arnfelt forklarede over for os var, at det han modtog fra Simon Andersen var et femsiders notat, og at det var det han gav til dig, men du siger, at det var det notat på ni sider, du fik af ham. Begge dele kan næppe passe?

»Det tror jeg umiddelbart, at du har ret i. Jeg forholder mig til, at jeg får det her notat fysisk i hånden den 31. august. Jeg skal ikke forklare, hvorfor han ikke siger det samme som mig, det er hans opgave. Jeg er helt sikker på, at jeg får det i fysisk form. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har siddet og forfattet det her notat, jeg har blot givet det videre,« sagde Troels Lund Poulsen.

Mystikken om notatet er ikke mindre af, at BT senere samme år offentliggør et ni siders notat i forbindelse med en Cavling-indstilling. Dette notat er stort set identisk med det ni-siders notat, Troels Lund Poulsen giver til sin departementschef Peter Loft den 1. september 2010.

Forløbet omkring notatet er således:

Den 28. august 2010 udarbejder BT version 5 af skattenotatet.

I slutningen af august 2010 sender Simon Andersen et notat til Peter Arnfeldts private mailadresse. Arnfeldt har forklaret, at dette notat er på fem sider. Han har forklaret, at han sendte notatet videre til sin arbejdsmail den 30. august 2010, og at han derefter gav det videre til Troels Lund Poulsen.

Arnfeldt erindrer ikke, om han gav notatet i papirform eller som elektronisk dokument.

Troels Lund Poulsen har nu forklaret, at han modtog dokumentet fra Peter Arnfeldt den 31. august om eftermiddagen, og at notatet var på ni sider.

Den 1. september 2010 gav Troels Lund Poulsen notatet til departementschef Peter Loft, der havde notatet med til et møde med direktør Erling Andersen fra SKAT København.

En kilde med detaljeret kendskab til sagen har til journalisten.dk forklaret, at det ni-siders notat, som Peter Loft havde med til mødet med SKAT København er stort set identisk med det ni-siders notat, som BT afleverede i forbindelse med Cavling-indstillingen senere samme år.

0 Kommentarer