I et underjordisk fængsel i Syrien overbevises Pierre Piccinin da Prata om, at hans dage er talte. Under en reportagetur til det borgerkrigsramte land er han blevet anholdt af præsident Bashar al-Assads styre, fordi han ikke havde sit journalistvisum i orden.

Resultatet: En nats tortur med elektriske stød og tæsk. Og dernæst ni dage i mørk uvished, inden han endelig bliver forhandlet fri.

”Jeg troede ikke, de ville slippe mig fri, for de lod mig se alt, hvad der skete i fængslet. Det var forfærdeligt. Det var ren håbløshed for mig. Der var ikke engang frygt tilbage.”

I en pause fra sine undervisningstimer på et universitet i Belgien genkalder den 45-årige belgiske historiker og journalist Pierre Piccinin da Prata sig de 10 dages fængsel i 2012.

Som etableret krigsreporter fulgte, analyserede og rapporterede han minutiøst om og fra det Arabiske Forår for belgiske Le Soir, La Libre og i dag netmediet Le Courrier du Maghreb et de l’Orient.

Og præcis dén anholdelse førte i 2013 til en direkte invitation fra Assads fjender, oprørsgruppen Den Frie Syriske Hær (FSA), til at følge dem i kampen mod netop regimet.

Fra krigszone til rosenbede

”Hvis du som krigsreporter arbejder i områder med jihadister, er du idiot, hvis du bliver chokeret over at blive kidnappet. Man ved, det kan ske, og håber, det ikke sker. Men sker det, skal du kunne håndtere det. Du er jo ikke på solferie i Spanien,” konkluderer da Prata.

Og det gik galt igen. Pierre Piccinin da Prata endte igen i fangenskab. Ikke kun i 10 dage, men i over fem måneder hos en gruppe jihadister.

Få dage efter at han og italienske La Stampas udsendte, kollegaen Domenico Quirico, rejser ind i Syrien i april 2013, bliver de ved Homs kidnappet af en lokal oprørsbrigade. Senere skifter gidseltagerne til grupper som Jabhat al-Nusra og al-Farouk, før journalisterne igen ender hos brigaden.

”Som gidsel bliver alt én stor tankevirksomhed. Men da vi opdagede, at vi ikke var kidnappet af regimet, vidste jeg, vi ikke ville dø. De kunne bruge os til noget. Inden da var jeg virkelig bange og frygtede, jeg skulle tortureres af regimet igen,” forklarer da Prata.

Det psykiske pres under fangenskabet som gidsel fører til en beslutning om aldrig at vende tilbage til krigszonen.

”Før det greb jeg hver en mulighed for at tage afsted. Tunesien, Libyen, Mali, Yemen, Syrien. Men lige dér besluttede jeg, at det var slut. Jeg ville tage mig af mine forældre, plante mine roser og nå nogle andre ting i stedet for at dø i en bomberegn.”

Evne eller brist

Sådan kom det ikke til at gå. Det var da Pratas ottende tur til Syrien, men det blev ikke hans sidste.

”Selvfølgelig vender du retur,” spåede hans medgidsel og citerede Dantes Odysseus: Sagnfiguren, der efter 10 års rejse endelig kommer hjem, men ikke kan nære sig for at søge eventyret igen.

”Det var rigtigt. Jeg vidste, jeg ville vende tilbage,” slår da Prata fast.

Han har været i Syrien utallige gange siden.

Han og kollegaen overlevede 152 dage med fysisk og psykisk mishandling under konstante bombardementer, indespærring, to flugtforsøg og sluttelig en løsesum på 4 millioner dollars betalt af den italienske regering. 

Et ophold, som er beskrevet i bogen ’Ondskabens land’, men som belgieren på trods også karakteriserer som ”et gigantisk eventyr”.

”Som gidsel fik jeg stadig lov til at skrive med de begrænsninger, der nu var. Jeg så og lærte så mange ting. På et tidspunkt sad vi fem dage i totalt helvede og mørke i en hule. Da vi kom ud, eksploderede alt omkring os, men for mig var det en ’fest’ at komme ud i luften. Havde jeg haft et kamera, havde vi kunnet lave den mest magiske reportage.”

Hvordan tror du, en psykolog ville tolke det? 

”Det ved jeg ikke. Jeg har aldrig været hos en. Jeg har aldrig haft mareridt eller traumer. Måske er det en evne, måske en brist, men jeg skelner metodisk og ekstremt rationelt tingene ad. Jeg var enormt trist og deprimeret under vores fangenskab. Alt, du tænker på, er din familie, om de ved, hvor man er, om man er i live, og hvordan de har det. Det gør ondt. Men hvad der sker i felten, hører til der. Jeg var gidsel i fem måneder, ja. Men da jeg sad i flyet på vej hjem, var jeg det jo ikke længere. Det er sådan, jeg tænker,” siger han.

Sandheden er derude

Siden gidseltagningen har Pierre Piccinin da Prata dækket krigen mod Islamisk Stat i Mosul og Raqqa og har i 2014 i øvrigt tilbragt en nat i brummen i Ukraine.

Helt elementært er det jagten på sandheden, der driver ham, fordrer ham til at fortsætte, vende tilbage og gå langt. Rigtig langt. 

”For mig har medierne i Vesten glemt vigtigheden af sandheden. De går på kompromis. På grund af økonomi, internettet og konglomerater. Hvis du virkelig vil vide, hvad der sker, bliver du nødt til at tage i felten. Og tage risici. Ellers går du på kompromis. I Syrien så jeg folk, der var villige til at dø – og døde – for sandheden.”

Det er præcis dét, der aldrig har gjort det til en mulighed at holde op.

”Efter anholdelsen af Assads regime fik jeg det nærmest modsat. Jeg havde lyst til at gå endnu længere. For at fortælle, hvad der skete i Syrien. For sandheden er derude. Og som sagt; Odysseus tog jo også afsted igen.” 

Afslog eventyr 

I dag spores kun små fysiske ar på hans bryst og fødder fra de elektriske stød og piskeslagene. Efter egen overbevisning er han sluppet fra de mentale. Men oplevelsen som gidsel giver sig dog udslag i en større forsigtighed. To gange har han givet køb på ’den gode reportage’. Som da al-Qaeda-gruppen Jabhat al-Nusra tilbød ham at lade sig embedde med dem i Syrien i 2015. Og da han samme år også i Syrien fulgte en kristen brigade, som IS var ved at omringe:

”Mens jeg før nok ville være sprunget til, afslog jeg invitationen fra al-Nusra. Og jeg forlod den kristne brigade, selv om det kunne have været et ekstraordinært eventyr. På den måde er jeg blevet meget mere agtpågivende,” indrømmer han, før han afslører, at han dog har besluttet at vende Mellemøsten ryggen.

Den arabiske kultur og region, der forførte ham for over 20 år siden, har udmattet ham.

”Jeg er træt af krig. Træt af de lidelser, jeg har set. Det slider på hjertet. Jeg har brug for at skifte retning.”

I fremtiden stævner han derfor ud for at søge sandheden ved at skildre fattigdommen i Europa.