Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
14:00 17.12.2021 Kerstin Bruun-Hansen

Trods smittetryk: DR vil holde alle programmer i luften

Som det ser ud nu, har DR ingen planer om at følge TV 2’s eksempel og aflyse programmer på grund af det høje corona-smittetryk.

Det siger Thomas Falbe, chefredaktør i DR. Han fortæller, at ledelsen i DR er i fuld gang med at lægge beredskabsplaner og lave justeringer.

”Men vi skal meget langt ud, før vi går ud og siger, at vi må nedlægge eller lukke formater for at opretholde driften af noget andet. Der håber jeg ikke, vi kommer hen,” siger Thomas Falbe og tilføjer:

”Hvis vi bliver hårdt ramt af sygdom, kan vi komme i en situation, hvor vi er nødt til at justere i koncepter og ambitionsniveauer. Men beslutningen er, at vi går så langt, vi kan, for at holde alle aktualitets- og nyhedsudsendelser i luften som planlagt.”

Han fortæller, at en del af beredskabsplanen går på, at ledelsen den seneste tid har dannet sig overblik over, hvilke medarbejdere der vil være klar til at træde til hen over jul og nytår, hvis det bliver nødvendigt.

”Vi er nødt til at tage bestik af, at vi risikerer, at mange af vores medarbejdere kan blive smittet eller syge elle ryge i isolation. Og jeg er simpelthen så stolt af, hvordan folk bare træder til. Der er enorm opbakning til at holde forretningen kørende,” siger Thomas Falbe.

SENESTE NYT

Flere nyheder