Hvis troen på fremtiden forsvinder, kan der pludselig være langt til pensioneringen. For så stiger usikkerheden for, hvordan man skal fylde sit arbejdsliv ud – og trangen til at forsøge at sætte uret i stå og bevare tingene, som de er lige nu, vokser.

I overført betydning er det sådan, mange af vores fags udøvere ser på sagerne på deres arbejdspladser. Mens mediehuse synes at synke i knæ med faldende oplag og styrtdyk i annoncepriser og deraf afledt dårlig indtjening, øges presset på de ansatte. De skal løbe hurtigere, de skal agere på flere platforme og gerne i alle døgnets vågne timer.

Det var denne udvikling, der i seneste udgave af dette fagblad syntes at foranledige en chefredaktør, Troels Mylenberg fra Fyns Amts Avis, til at råbe vagt i gevær og bede om selvransagelse i faget – fordi arbejdspresset giver "en ret stor risiko for, at intet af det bliver så godt, som det burde. Det går ud over kvaliteten", lød det blandt andet fra Mylenberg.

Der er grund til at kvittere for dette synspunkt, som faldt i en debat om kvaliteten af den politiske journalistik. Men hektikken er genkendelig på rigtig mange redaktioner og arbejdspladser, hvor vi hen over august og september har kunnet se nedskæringer, fratrædelsesrunder, fyringer og 'tilpasning af udgifterne' blive annonceret og finde sted som på samlebånd. Svaret i den situation, hvor arbejdsgiverne beder om mere tilstedeværelse og mere arbejde for lønkronerne – en større omkostningseffektivitet, har hidtil været, at vi forsøger at beskytte vore privilegier. Det har, sagt rent ud, været en forsvarsstrategi.

Men i erkendelse af, at den taktik vinder man ikke ret mange kampe på at spille efter, præsenterede jeg på vores tillidsrepræsentantstævne i Vejle i slutningen af september et udspil til et forandret syn på tingene; nemlig en dagsorden, hvor DJ i højere grad end hidtil påtager sig et ansvar for at forandre udviklingen og deltage i processerne.

Den slags kan man ikke gøre uden at risikere at blive omklamret af modparten. Det gjorde jeg også klart for de mere end 100 tillidsrepræsentanter – vi skal turde sige ja. Det kræver, at vi har tillid både til modparten og til hinanden.
I det lange løb er det bestemt også en forudsætning, at vi møder tillid fra modparten. Og det kniber det indtil videre med. Vi bliver mødt med skål- og brandtaler i en uskøn forvirring og tilsyneladende som et forsøg på at skjule, at arbejdsgiverne ikke aner, hvad de skal forvente af fremtiden. Det er ikke godt nok. Når vi bliver stillet over for krav om, at vi skal beskære vore privilegier og sige farvel til goder, vi har haft i årevis, er det altså ikke nok at argumentere med, at omkostningerne skal ned. For den maksime vil enhver arbejdsgiver til enhver tid efterleve.

Vi vil derimod mødes med tillid. Vi ønsker at få hele fortællingen om, hvad det er for et verdensbillede, de opererer ud fra. Ikke bare i 2013, som de lægger budgetter efter i disse uger. Men i 2018 og 2025 – for de goder, de vil have af os nu, har også en effekt til den tid.

Der skal ikke være tvivl om, at DJ ønsker at tage indflydelse. At vi med vore kommende aftaler er parat til at modernisere overenskomster og kontrakter, så de tager bestik af en nutid og fremtid, der udvikler sig med stormskridt. En modernisering, der tager hensyn til fortiden og ser fremad. Men der skal heller ikke være tvivl om, at forudsætningen for dette er gedigent lederskab, såvel redaktionelt som økonomisk, fra vores modpart. Og lederskab bygger, blandt meget andet, på udpræget tillid.