”Trist udhuling”: Dagpenge bliver mindre værd

”Jeg synes ikke, vi kan være det bekendt,” siger Linda Garlov, direktør i AJKS, om minimal stigning i dagpengesatsen næste år

Næste år stiger dagpengesatsen kun med 29 kroner om måneden og dermed 348 kroner om året før skat.

Det er langt under, hvad dagpengene ellers er steget de senere år. Og det er ikke nok til, at dagpengesatsen kan følge med inflationen på 2,2, skriver Fagbladet 3F.

Direktør Linda Garlov i a-kassen Arbejdsløshedskassen for Journalistik, Kommunikation og Sprog (AJKS) kalder det en trist udvikling.

”Det er trist at se, at den måde, man regulerer dagpenge på, stille og roligt bliver udhulet. Det er politikerne forhåbentlig i gang med at finde en løsning på, ved at man regulerer på en anden måde, eller ved at man hæver dagpengesatsen,” forklarer hun.

Minusregulering

Dagpengesatsen reguleres efter nogle indviklede regler. I disse år stiger dagpengene mindre end normalt, blandt andet på grund af en skatteaftale fra 2012.

”Vi kan se, at der på grund af den reguleringsmekanisme, der bliver brugt, nærmest ikke kommer nogen regulering i 2022. Og det er en minusregulering i forhold til inflationen. Jeg synes ikke, vi kan være det bekendt,” siger Linda Garlov.

For mange år siden skulle dagpengesatsen dække 90 procent af lønnen i en periode med ledighed. Sådan er det sjældent for DJ-medlemmer i dag, forklarer Linda Garlov.

”Med en dagpengesats på 19.351 kroner om måneden næste år er vi langt under, hvad vores medlemmer tjener. Så det system, hvor man solidarisk hjalp folk, der blev arbejdsløse, bliver mere en bund bestående af dagpenge – og så med tillægsforsikringer ovenpå,” siger hun.

Lavere købekraft

Makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank siger til Fagbladet 3F, at ledige bliver hårdere ramt end folk i beskæftigelse.

”For dem, der er i arbejde, betyder det mindre, for lønstigningerne ligger på 2,5 til 3 procent i gennemsnit, i nogle brancher endda mere. Men det er klart, at med så lille en stigning i dagpengene, så vil dagpengemodtagerne sakke bagud i 2022. De kommer til at mærke de stigende priser hårdere end andre, og de vil få en lavere købekraft,” siger Mathias Dollerup Sproegel.

Regeringen har i et udspil lagt op til at sænke dagpengesatsen for nyuddannede og hæve den for ledige, som har haft arbejde i 2 år inden for en periode på 3 år. For sidstenævnte stiger satsen fra 19.322 kr. om måneden til 24.500 kr. pr. måned de 3 første måneder, lyder forslaget.

0 Kommentarer