search

Trist rekordår for mediefolk

Ny rapport fra Det Internationale Journalistforbund er både trist og foruroligende læsning.RISICI. Rapporten »Targeting and Tragedy« fra Det Internationale Journalistforbund (IFJ) er både trist og foruroligende læsning. Trist, fordi antallet af døde mediefolk sætter rekord - tallet er 150. Foruroligende, fordi myndighederne mange steder ikke gør meget for at opklare drabene.

Ny rapport fra Det Internationale Journalistforbund er både trist og foruroligende læsning.

RISICI. Rapporten »Targeting and Tragedy« fra Det Internationale Journalistforbund (IFJ) er både trist og foruroligende læsning. Trist, fordi antallet af døde mediefolk sætter rekord – tallet er 150. Foruroligende, fordi myndighederne mange steder ikke gør meget for at opklare drabene.

Både IFJ og Dansk Journalistforbund opfordrer Udenrigsministeriet til at bruge Danmarks sæde i FNs sikkerhedsråd til at gå i rette med de passive lande. Ministeriet lader meddele til Journalisten, at man ser med alvor på sagen, men at 'sikkerhedsrådet næppe er rette organ'.

61 mediefolk døde af uheld og katastrofer. Blodigste årsag er det bedagede C-130 militærfly, der lettede fra Teherans lufthavn 6. december 2005, styrtede ned og føjede 48 døde til statistikken.

89 er blevet dræbt. Mest skræmmende dødsårsag er den systematiske likvidering af mediefolk, der finder sted i Filippinerne – ti dræbte – og i Colombia, Haiti, Mexico og Brasilien – yderligere 12 dræbte. 35 er døde i Irak. Ofte er ofrene lokale, hyret af internationale medier.

Danske mediefolk i krigszoner arbejder ofte under beskyttelse af amerikansk militær – og det er farligt. Fem mediefolk døde i 2005, mens de var under USAs beskyttelse. Tallet er dermed i alt 18 siden 2003. Et sammenfald, som IFJ efterforsker.

DJ-formand Mogens Blicher Bjerregård opfordrer danske mediefolk til at få en ordentlig sikkerhedstræning.

»Mediekonkurrencen er med til at øge risikoen,« siger han.

»Medierne skal være meget opmærksomme på ikke at udnytte freelancerne, der omvendt skal være påpasselige med ikke at lade sig udnytte.«

Journalister bliver i stigende grad selv målet for de krigsførende parter. Næste farlige mission går til NATOs såkaldte tredje fase i Afghanistan. Er du på vej i felten med blok eller kamera, så husk dette personlige råd fra kaptajn Martin O. Skeem, der er ansat i den danske FN-enhed Danilog:

»Opfør dig, som soldaterne siger. Tag ingen chancer. Pas på dig selv, ikke på historien.«

* Læs mere på www.ifj.org.

 

Gibran Tueni blev sprængt i luften

Flere mord på journalister i Libanon har fået pressen til at tage sine
forholdsregler.

Tekst: Ulrikke Moustgaard

SIKKERHED. Gibran Tueni blev sprængt i luften en mandag morgen i december 2005 kort efter at have sat sig ind i sin bil for at køre på arbejde. Den libanesiske journalist og chefredaktør på Libanons førende uafhængige avis, An-Nahar, blev dermed An-Nahar-journalist nummer to, der mistede livet ved et attentat sidste år. Journalist Samir Kassir blev slået ihjel af en bilbombe i juni måned.

»Mordene ramte os lige i hjertet. Ikke bare i avisens hjerte, men også i hjertet af Libanons frie og uafhængige presse,« fortæller journalist Rosana Boumonsif, der dækker diplomatisk og udenrigspolitisk stof på An-Nahar.

Her godt en måned efter det seneste dødsfald er sorgen over de to journalisters skæbner endnu næsten fysisk til stede i redaktionslokalerne på An-Nahar. Stort set alle skriveborde i det åbne kontorlandskab med udsigt til Martyrernes Plads i hovedstaden Beirut har billeder af Tueni og Kassir hængende på opslagstavlerne. Og foran hovedindgangen til An-Nahar dækker et stort lærred med Gibran Tuenis portræt den imponerende bygning.

»Jeg kan ikke beskrive tristheden, kun sige, at vi er ødelagte,« siger Rosana Boumonsif.

»Mordene var en barsk og klar besked til både avisen og pressefriheden.«

Mordene er langtfra de første på journalister i Libanon. Flere journalister fra både Libanon og udlandet er gennem historien blevet myrdet, kidnappet og tortureret i landet – ikke mindst når de som Gibran Tueni skrev kritisk om politik i Mellemøsten.

Tueni var særdeles aktiv med sin pen efter mordet på den libanesiske premierminister Hariri i februar sidste år og krævede sammen med andre en uvildig FN-undersøgelse af attentatet – en undersøgelse, der er i gang netop nu. Mange tror, at mordet på Tueni var bestilt af Hariris mordere, som meget tyder på er den syriske efterretningstjeneste.

»Pressefriheden her i Libanon er unik i den arabiske verden, og det gør os farlige for mange regimer,« som Rosana Boumonsif siger.

»Det er ikke mere end et par dage siden, at saudierne bad Lahoud (den libanesiske præsident, red.) om at sætte en stopper for den libanesiske presse.«

Men pressen er ikke sådan at stoppe, siger Boumonsif.

»Vi fortsætter som altid. Vi tager vores forholdsregler, men vi laver journalistik, som vi plejer, og det vil vi blive ved med, uanset hvor mange mord der måtte komme. De prøver at skræmme os, og det vil de ikke få held med.«

Forholdsreglerne består eksempelvis i altid at tage en taxa, når journalisterne skal ud af huset. De laver heller ikke aftaler per telefon, og de er omhyggelige med ordvalget i deres artikler.

Det er sikkert fornuftige forholdsregler at tage, for ifølge den libanesiske presse har myndighederne netop opsnappet en dødsliste over libanesere, der skal myrdes i 2006. Flere navngivne journalister fra både tv og aviser står på listen.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen