
Dansk Journalistforbund frygter, at episoder som den i mandags kan skade pressekortets værdi. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Pressekortet hang synligt om halsen på redaktør Knud Meldgaard, da han mandag brød ind i en lovligt anmeldt demonstration foran Rigsretten for at sparke til en brændende koran bag politiafspærring.
Mens Knud Meldgaard på sociale medier og i sin egen mail-indbakke har modtaget store mængder ros for sin reaktion, vækker episoden også kritik af redaktøren:
”Jeg synes, det er trist, når der er nogen, som ikke lever op til det ansvar, der følger med et pressekort,” siger Mads Brandstrup, administrerende direktør i Danske Medier.
Knud Meldgaards pressekort er udstedt gennem Fællesudvalget for Danske Presseorganisationer under Danske Medier på vegne af den fagforening, som en person er tilknyttet.
”Når vi udsteder pressekort, informerer vi udtrykkeligt om de presseetiske regler og om brugen af det. Herefter er det det enkelte medies eller bureaus ansvar at sikre, at deres medarbejdere ikke misbruger pressekortet,” tilføjer Mads Brandstrup.
Der følger ansvar med privilegium
Også Dansk Journalistforbund, der dog ikke har udstedt Knud Meldgaards pressekort, kritiserer episoden. Forbundets formand, Tine Johansen, lægger vægt på, at pressekortet er et arbejdsredskab, som giver privilegeret adgang til afspærrede områder.
”Med det privilegium følger et ansvar, nemlig: At man så også bruger det til at være journalist. Og i det her tilfælde, hvor man bryder ind i en lovligt anmeldt demonstration, går man nærmere ind og bliver aktør,” siger Tine Johansen.
”Jeg synes, at der følger nogle pligter med, når man bruger sit pressekort som arbejdsredskab. Når man identificerer sig synligt som en del af pressen, skal man opføre sig ansvarligt. Det betyder, at man er meget bevidst om, hvilken rolle man er der i. I det her tilfælde er det at afdække en historisk begivenhed og søge at få nogle svar fra de relevante aktører.”
Tine Johansen frygter, at episoder som den med Knud Meldgaard, der måtte føres væk af politiet, kan gøre arbejdet for pressen sværere.
”Hvis politiet eksempelvis skal bruge ressourcer på at holde pressen væk fra episoder som den her, så går det ud over hele baggrunden for det, at man har lov at stå på et afspærret området,” siger hun og tilføjer:
”Et eller andet sted har man et kollektivt ansvar for, hvordan man bruger sit pressekort, for at det ikke falder tilbage på os alle sammen.”
Beklager dybt
Knud Meldgaard har tidligere forklaret til Journalisten, at filmen knækkede for ham, da gruppen af demonstranter satte ild til en koran, og at han havde reageret på samme måde, hvis der var tale om Bibelen eller pavens samlede skrifter.
Det fik Knud Meldgaard til at fare hen mod politiafspærringen ved demonstranterne for at sparke til den brændende genstand, hvorefter han blev ramt af slag, før politiet førte ham væk fra stedet.
Han fortæller, at ingen har henvendt sig direkte til ham med kritik, men erkender nu, at han burde have overvejet situationen mere, før han med sit pressekort om halsen brød ind.
”Hvis jeg havde overvejet, havde jeg formentlig ikke gjort det. Jeg burde have tænkt på at tage mit pressekort af,” siger Knud Meldgaard, der begynder at tale om at tage sagen om lovligheden af afbrænding af bøger videre til Justitsministeriet.
”Jeg mener, at Dansk Journalistforbund burde gå ud og fordømme, at justitsministeren tillader afbrænding af Koranen i Danmark.”
Men det handler ikke om, hvad der er tilladt i forhold til Koranen, men hvad der er god opførsel med et pressekort. DJ frygter, at sådan nogle episoder kan gøre det sværere for pressen at arbejde. Gør det indtryk på dig?
”Det gør det. Jeg skal dybt, dybt beklage, for Dansk Journalistforbund har fuldstændigt ret i deres bedømmelse. Og sagen er jo, at selv om jeg havde taget mit pressekort af, ved folk, hvem jeg er. Jeg burde udvise sømmelig opførsel, når jeg er iført mit pressekort. Det har de fuldstændigt ret i.”
Forbundet mener samtidig, at man har et kollektivt ansvar for, hvordan man bruger sit pressekort, så det ikke falder tilbage på hele pressekorpset. Føler du, at du har svigtet et fælles ansvar?
”Ikke før du siger det, men når du siger det, som du gør, må jeg sige ja. Der er ikke en eneste kollega, der har kritiseret mig endnu. Men nu, hvor kritikken kommer … Det har du fuldstændigt ret i. Jeg skal dybt, dybt beklage, hvad der er sket. Jeg har simpelthen ikke tænkt mig om.”
Med det her in mente, ville du så have gjort det samme igen?
”Jeg har aldrig været til sådan en demonstration, for jeg opsøger dem ikke. Det har jeg heller ikke tænkt mig at gøre.”
”Hvis jeg bliver udsat for det igen, og jeg er der i presseøjemed, så vil jeg holde mig i skindet. Det vil jeg gøre fremover. Jeg har overtrådt almindelig journalistisk duelighed. Jeg kan godt tillade mig at opføre mig sådan som privatperson, men det er jeg jo ikke,” siger Knud Meldgaard.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.