Tredobbelt Cavlingvinder: Usmageligt modspin

Siden Michael Klint vandt sin første cavlingpris i 1996, er de kilder, der ses kritisk på, blevet mere aggressive. »Tonen er blevet skarpere og mere rå,« siger han om modspinnet

Med dokumentarserien 'I Skattely' vandt 55-årige Michael Klint som den første journalist Cavlingprisen tre gange. Prisoverrækkelsen på Nationalmuseet i København var belønningen for en serie af programmer, hvor Michael Klint, Jeppe Gaardboe, Frederik Brun Madsen, Søren Kristensen og dokumentarchef Steen Jensen i månedsvis blev bombarderet med advokatskrivelser, og kilder blev forsøgt overtalt til at holde kæft.

Sammenlignet med de to foregående Cavlingpriser var modspinnet denne gang massivt hårdere, siger Michael Klint.

»Der er kommet en hårdere og mere professionel tilgang, og vi er blevet udsat for større pres, end jeg kan huske fra tidligere,« fortæller han.

Det er ellers ikke første gang, Michael Klint møder modstand for tv-programmer, der udløser en Cavlingpris. Den første pris vandt han i 1996 sammen med Henrik Grunnet for TV 2-dokumentarerne 'Den perfekte patient' og 'Eksperimentet'.

Novo truede med udflytning

Programmerne handlede blandt andet om den såkaldte Boneloc-skandale, hvor tusindvis af patienter blev hofteopereret med cement, der smuldrede, så patienterne måtte opereres på ny. Undervejs truede Novo Nordisk ifølge Journalistens dækning dengang med at flytte patientforsøg og produktion til udlandet, Erhvervsfremmestyrelsen klagede til Pressenævnet, og tilrettelæggerne blev udsat for voldsom kritik fra læger.

»Ugeskrift for Læger spurgte mig, hvorfor vi kun fokuserede på det negative, i stedet for alt det gode, læger gør for befolkningen. Jeg svarede, at sådan er journalistik. Vi skriver ikke om de flyvemaskiner, der letter og lander som planlagt, men om dem, der falder ned, fordi det burde de ikke gøre. Kritikken blegnede dog og forsvandt, da vi fik prisen,« husker Michael Klint.

Skrev til DR's bestyrelse
Han siger, at forskellen mellem dokumentarerne dengang og de aktuelle programmer om skatterådgivning er, at lægerne ganske vist brokkede sig. Og Novo truede med at flytte en del af produktionen til udlandet. Men ingen af de kritiserede parter fik advokatfirmaer til at henvende sig direkte til tv-direktøren, bestyrelsesformanden – eller kilderne, som det skete med 'I Skattely'.

»Det var meget langt væk dengang. Tonen er blevet skarpere og mere rå,« siger Michael Klint.

Især Jyske Banks henvendelse til en række ekspertkilder opfatter Michael Klint som en optrapning.

Jyske Banks advokat skrev, at alene det forhold at stille spørgsmålstegn ved, om en virksomhed har foretaget sig noget ulovligt eller kritisabelt, var fuldt tilstrækkeligt til at blive dømt for injurier eller bagvaskelse efter straffeloven.

»Det er en skærpelse og usmageligt,« siger Michael Klint om truslerne om sagsanlæg, som Jyske Bank trak tilbage i sidste uge.

En af kilderne i programmet klagede til Advokatnævnet, men klagen blev afvist.

»Så det er åbenbart en metode, der er kommet for at blive,« siger han.

De klagede alle sammen

I månederne op til den første af fire udsendelser næsten druknede DR i skrivelser fra de kritiserede banker, revisionsfirmaer og advokatbureauer. DR havde valgt de forkerte kilder, og tilrettelæggerne arbejdede ikke i overensstemmelse med DR's egen programetik, lød nogle af kritikpunkterne.

»Alene omfanget …,« siger Michael Klint.

»Jyske Bank, Bech-Bruun, Rønne & Lundgren, EY – de klagede alle sammen til os. Vi skulle hver gang give gennemarbejdede svar, som DR Jura også skulle kigge på. Det var ret omfattende.«

I alt modtog DR 20-30 skriftlige klager med op til 30 punkter i hver. I alt flere hundrede siders klager plus en stribe af telefonopkald fra parternes advokater.

Mødte op med 12 mand
Da Skattely-holdet skulle præsentere deres optagelser for advokatfirmaet Bech-Bruun, var 12 mand ifølge Michael Klint til stede, herunder bestyrelsesformanden, direktøren og kommunikationschefen.

»Signalet var, at vi skulle vide, at de ville slå igen. Vi skulle ikke regne med, at vi bare kunne sende det ud. Det ville ikke være sket for 15-20 år siden.«

Louise Seest, kommunikationschef i Bech-Bruun, skriver i en mail, at det er klart, at virksomheden tog det dybt seriøst, at DR ville hænge medarbejdere ud i bedste sendetid ved brug af skjult kamera fra lukkede møder.

»Flere af de klip, de agtede at bruge, var groft manipulerende, og det måtte vi selvfølgelig tage afstand fra. Da der var tale om en forevisning af skjulte optagelser, var det nyttigt at lade flere fra Bech-Bruun deltage,« skriver hun.

Tavs som en østers

Cavlingpris nummer to vandt Michael Klint og Christian Anderen i 2005 for DR-dokumentaren 'Hævet over mistanke'. Programmet handlede om en 21-årig mand, der var død i politiets varetægt.

I den sag var myndighedernes strategi tavshed.

»De lukkede i som østers. De afviste at deltage, når vi bad om interview, og de henviste til, at der var en sag i gang, når vi bad om aktindsigt. Sådan kørte det i en årrække.«

Men det vendte, da moren til den afdøde unge mand bad om lov til at se sagsakterne på Statsadvokatens kontor. Hun måtte læse papirerne, fordi det var hendes egen søns sag, men hun måtte ikke tage papirerne med sig, forklarer Michael Klint.

»Så hun stak det op under blusen, gik ned i en boghandler i Aalborg, kopierede de omkring 1.200 sider, og gav det til os. Vi viste det til internationale retsmedicinere, der sagde, at han var død ved kvælning. Det var et vendepunkt for os.«

Den tredje guldmand

Efter at have taget tre Cavlingpriser ved Michael Klint, at en Cavling ikke er en garanti for fede jobtilbud eller et væld af spændende tips fra nye kilder. Lige efter Cavlingprisen 2005 i prisen stoppede han i DR for lave en informationsvideo om brandsikring. Denne gang har han en aftale med DR om at lave et projekt mere.

»Vi må se, hvad det ender med. Men jeg har i hvert fald et år mere.«

Den tredje Cavlingpris skal nu hjem og stå i stuen ved siden at de to andre ”guldmænd”, som Michael Klints døtre kalder dem.  De bruger statuetterne som udklædningsdukker og pynter dem med tøj og Barbie-briller.

Journalisten har forsøgt at få en kommentar fra Jyske Bank.

4 Kommentarer

Jan August Hillers
27. JANUAR 2014
Engang var alle medlemmer
Engang var alle medlemmer samlet i en bog….
Louise Seest var i al fald medlem i 2007 da hun skiftede mellem to chefstillinger.
https://journalisten.dk/louise-seest
Se også: http://dk.linkedin.com/pub/louise-seest/b/a61/ba1

Klart en spændende og dygtig kvinde.
Søøren Kragballe
16. JANUAR 2014
Kære Forbund

Kære Forbund
Er kommunikationsdirektør Louise Seest, Bech-Bruun medlem af samme forbund som journalisterne, der fik Cavling Prisen?
Steen Ole Rasmussen
15. JANUAR 2014
Kritikken af Jyske Bank
Kritikken af Jyske Bank forsvinder i jungletrommernes larm fra det midtjyske; "programmet blev sendt i samarbejde med Jyske Bankboxen" (i følge rektor for journalisthøjskolen, bør der skelnes skaræt mellem tålelige former for social larm, og utålelige former for kritik vennerne. Kritik kan passende reduceres til en social konstruktion, det virtuelles domæne).

https://journalisten.dk/dr-holder-paa-raabaandene-svensk-tv-laegger-dem-frem
Christian Vangsø Bentsen
15. JANUAR 2014
Udsendelsen var ikke
Udsendelsen var ikke publiceret dengang advokatfirmaet mødte op 12 mand stærk. I den forbindelse burde der have været et femte afsnit om interessenternes "intimidering" af pressen.

Som det ser ud nu så Jyske Bank/Bech-Bruuns reaktion forbeholdt de få. Avislæsere må nødvendigvis sidde tilbage med et indtryk af at Netop Bech Bruun ikke forsøgte på andet end at være redelige jvf. John Hansens artikel i Poltiken d. 11 november. Det er dog Bech Bruuns etik-chef der udtaler sig der.

13. November er Berlingske på banen og igen lægger Bech Bruun kraftig afstand til, oveni købet, en partner...

Så er sagen jo den at Bech Bruun har spillet på to heste - ud af til har man via firmaets etik-chef "ryddet op" og på de indre linier har kommunikationschefen, der vistnok er i fagligt forbund med journalisterne, forsøgt at lukke munden på kritiske journalister.

Så vidt jeg kan se er det kun Berlingske og Politiken der, omend overfladisk, så alligevel har beskæftiget sig med problematikken.

En oplagt journalistisk historie er således reduceret til lidt lirum larum i fagbladet.

Journalisterne på DR burde IKKE lade sig intimidere af DR jura - og det er jo præcist hvad der er sket.

Ellers havde DR naturligvis bragt det femte program om intimideringen. Ikk' sandt?