Tre tidligere ansatte på Nyhedsavisen

De tidligere ansatte på Nyhedsavisen fandt hurtigt nyt arbejde. Ud af 75 personer havde 63 personer fundet nyt arbejde inden for den første måned, efter de sagde farvel til kollegaerne på Nyhedsavisen. Journalisten har spurgt tre tidligere ansatte, hvad de laver nu.

De tidligere ansatte på Nyhedsavisen fandt hurtigt nyt arbejde. Ud af 75 personer havde 63 personer fundet nyt arbejde inden for den første måned, efter de sagde farvel til kollegaerne på Nyhedsavisen. Journalisten har spurgt tre tidligere ansatte, hvad de laver nu.

METTE GERT

Stilling på Nyhedsavisen: jourhavende på indlandsredaktionen.
I dag: vikar på B.T. som teamleder for søndagsmagasinet B.T. 2.

– Hvordan kom du videre fra Nyhedsavisen?
»Jeg havde besluttet mig for at holde en måned fri, før jeg begyndte jobsøgningen. Men så blev jeg ringet op af Inmente. Det var en tidligere kollega, der havde anbefalet mig – egentlig med henblik på noget freelance. Men det endte med, at jeg blev ansat som redaktionschef på et gadgetmagasin, som de var ved at lancere. Det lukkede desværre et halvt år senere. Derefter havde jeg et kort vikariat hos Aller, som jeg også fik gennem en kollega fra Nyhedsavisen, og så begyndte jeg at redigere på B.T. Jeg havde redigeret herinde før, så de kendte mig i forvejen. Mellem Aller og B.T. var jeg en måned i Australien.«

– Hvordan har folk i branchen reageret på, at du har været på Nyhedsavisen?
»Det har været meget positivt. Folk har syntes, at det var et interessant projekt.«

– Hvad savner du mest ved Nyhedsavisen?
»Kollegaerne. Helt sikkert. Og stemningen. Der var en rigtig god stemning og et godt sammenhold.«

– Hvad savner du mindst ved Nyhedsavisen?
»Cykelturen til Holmen. (Griner). Ej, det må være arbejdspresset. Det var travlt på en anden måde. Redaktionssekretariatet var spændt hårdt for. Der kan være en god energi i at arbejde i et højt tempo, men det var meget presset.«

SOPHIE NYBORG

Stilling på Nyhedsavisen: klima- og videnskabsjournalist.
I dag: på barsel siden maj. Fødte Molly den 14. juni 2009.
 
– Hvordan du kom videre fra Nyhedsavisen?
»Det var ret enkelt. Jeg blev kontaktet af Ingeniøren og fik et vikariat dér. Efter dét blev jeg ansat i en midlertidig projektlederstilling i Sønderborg, hvor jeg skulle arbejde med borgerinddragelse i en organisation, der skulle gøre byen CO2-neutral. Så blev jeg gravid og er nu på barsel, hvor jeg får barselsdagpenge. Når barslen er slut, er det planen, at jeg skal begynde en ph.d. om forbrugeradfærd og klima, som Institut for Marketing & Management på SDU er i gang med at søge om penge til.

– Hvordan har folk i branchen reageret på, at du har været på Nyhedsavisen?
»På Ingeniøren husker jeg ikke nogen, der så skævt til det. Jeg fornemmede, at mine journalistiske kollegaer på Ingeniøren syntes godt om avisen, men det virkede også, som om der var nogen, der mente, hele projektet var noget pjat eller at det simpelthen var en dårlig avis.«

– Hvad savner du mest ved Nyhedsavisen?
»Jeg savner mine kollegaer, hele dynamikken og det hverdagsliv, der var med alt det sjov, vi havde. Og så savner jeg at skrive kritisk om klima og videnskab. Det var supermeningsfuldt at have det job.«

– Hvad savner du mindst ved Nyhedsavisen?
»Jeg savner ikke særlig meget at få reaktionen: "Nå, Nyhedsavisen, arbejder du dér? Er det ikke en skod gratisavis?" Jeg savner heller ikke det voldsomme stress, jeg kunne have, når jeg skulle levere. Det hastighedskrav kan jeg både savne og være glad for, at jeg ikke står midt i nu.«

PER THIEMANN

Stilling på Nyhedsavisen: journalist i samfunds- og nyhedsgruppen.
I dag: journalist på Politikens økonomiredaktion under indlandsredaktionen.

– Hvordan kom du videre fra Nyhedsavisen?
»Da tømmermændene havde lagt sig på dag to, gik jeg ud og søgte tre jobs. Jeg kom i den fantastiske situation, at jeg fik alle de jobs, jeg havde søgt. Stillingen på Politiken var så bare den, jeg helst ville have.«

– Hvordan har folk i branchen reageret på, at du har været på Nyhedsavisen?
»Kun godt. Man kan selv godt være lidt nervøs, for Nyhedsavisen var så kontroversiel og stak næsen frem. Nyhedsavisens ledelse havde kritiseret andre medier og herunder også Politiken, som fik nogle ordentlige nakkedrag, men der har kun været positive tilkendegivelser.«

– Hvad savner du mest ved Nyhedsavisen?
»Jeg savner mest den dér pionerånd og ungdommelighed. Og så savner jeg, at vi havde en hæmningsløs selvkritik, som jeg selv tog del i, hvor man konstant kritiserede sit eget og andres værk, og hvor vi var på vej hen. Det blev indimellem for voldsomt, så folk blev kede af det, men jeg godt kan savne, at man brænder for at sikre, at produktet er på den kurs, som det skal være. Indholdsmæssigt savner jeg vores målsætning om altid at skrive fascinerende og nært. Det er også noget, vi prøver på min arbejdsplads, men det er ikke lige så rodfæstet. Hvis du ikke bliver tvunget, er det ikke altid noget, du får gjort. Det er en god udfordring.«

– Hvad savner du mindst?
»Jeg savner mindst kaosset i hverdagen. Jeg savner mindst manglen på detailstyring. Vi havde ikke nogen chefer på hver redaktion. I bakspejlet tror jeg, at alle kan se, at det havde været bedre. Og meget væsentligt savner jeg ikke den mangel på ressourcer, der var til redigering. Det var mit indtryk, at der både var for få grafikere, fotografer og redigerende. Dem, der var der, var blændende, men de var for få.«

0 Kommentarer