search

Tre svar kan hjælpe Astrid Krag

Selvom formandsdebatten i SF er gået fra mormorsk til bitchy, ser det sløjt ud for Astrid Krag. En af årsagerne er, at hun endnu ikke har formået at svare på tre enkle spørgsmål, som alle ledere må forventes at kunne svare på. Spørgsmål som Annette Vilhelmsen adresserede fra dag ét.

Selvom formandsdebatten i SF er gået fra mormorsk til bitchy, ser det sløjt ud for Astrid Krag. En af årsagerne er, at hun endnu ikke har formået at svare på tre enkle spørgsmål, som alle ledere må forventes at kunne svare på. Spørgsmål som Annette Vilhelmsen adresserede fra dag ét.

På trods af utallige spørgsmål fra medierne er det stort set ikke lykkedes Krag at forklare, hvad hun vil med SF – ud over hun vil være en samlende figur. For hvilken formand vil ikke det? Det er simpelthen brandærgerligt, hvis hun er så god en leder, som hendes kolleger i regeringen siger. Derfor bør hendes rådgivere hjælpe med at komme med enkle og konkrete svar på de tre spørgsmål til aftenens første tv-duel: Hvor er vi, hvor skal vi hen, og hvordan kommer vi derhen? Lad os folde spørgsmålene ud og oversætte dem til formandsopgøret i SF.

Hvad er det positive ved den nuværende situation?

Hvorfor det er positivt, at SF er en del af regeringen, selv om partiet ikke kan få hele partiprogrammet gennemført? Der er ingen der er i tvivl om, at Krag er glad for, at SF er med i regeringen. Men hvad er det lige, der er så godt ved det for en SF'er? Svaret på dette spørgsmål skal lukke den pubertære forargelse i baglandet om, at dette og hint er galt med regeringen. Glasset skal være halvfuldt – og det er mere end godt nok, når man er i regering med to andre partier med helt andre partiprogrammer.

Hvad er det for et samfund, SF vil arbejde for, hvis SF kunne bestemme det hele?

Ud over bløde meldinger om, at vi skal have bedre miljø, skole, sundhed og you-name-it, som ingen rigtigt kan være uenige i, har vi stadigt til gode at høre fra Krag, hvad det særligt socialistiske ved partiet er.

Javel, man kan da læse lidt i programmet os så'n. Men det er altså nødvendigt at få lidt schwung i forsamlingen, hvis der skal skabes begejstring, der rækker ud over den nuværende regeringsaftale. For der skal vel være en grund til at stemme på dette regeringsparti fremfor et af de andre?

Jamen hvad så, når journalisterne siger, det vil true regeringssamarbejdet at tale om andre planer end regeringsprogrammet, vil nogen spørge. Her er der ingen nemme løsninger, men vælgerne kan godt forstå, der er forskel på at gå på kompromis og få lov til at bestemme det hele. Desværre nøjes Krag med at gentage talepapirets bløde formuleringer, når journalisterne presser hende. Og så er det lige før, det lyder som om, der ikke er andre visioner end at sidde i den nuværende regering, og det kan vel ikke passe?

Hvordan kommer partiet tættere på at gennemføre dets visioner for Danmark?

Her skal der tales SF-politik – også den del, der rækker ud over det nuværende regeringsprogram. Det er her, der skal skabes begejstring med værdiladede paroler og interne kampråb, der skal mobilisere hver eneste hele og halve SF'er til at trække samfundet i den retning, partiet vil kæmpe for. Desværre var det her, debatten gik fra mormorsk til bitchy, hvor Krag gik ud og advarede mod Vilhelmsen. Større indrømmelse af egen tvivl og svaghed er svær at finde.

Håbet er lysegrønt – og lyserødt

Nu er der formentlig ikke mange menige SF'ere, der ved en pind om, hvem der vil være den bedste leder. Krag eller Vilhelmsen. Men de har bemærket, at Vilhelmsen fra første dag har forsøgt at navigere sig frem til nogle svar på ovenstående tre spørgsmål. At man godt kan være loyal overfor et regeringsgrundlag og samtidig arbejde for egne dagsordener på den lange bane. At man godt kan diskutere partiets fremtid offentligt uden at frygte journalisternes forsøg på at stikke en kile ind. De har også bemærket, at Krag har undgået at svare på de spørgsmål, der kunne udlægges som en modsætning til regeringssamarbejdet af journalisterne.

Måske er Astrid Krag den bedste leder af SF. Men Annette Vilhelmsen er indtil videre, den der gjort mest for at lyde som en leder i sin kommunikation.

 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen