Politiken, TV AVISEN og Jyllands-Posten valgte at sende praktikanter af sted som nyhedsreportere til katastrofeområderne i Sydøstasien. Selv er de glade for oplevelsen, men én af redaktørerne fortryder.

UDSAT. Det er formiddag, søndag den 26. december. Telegrammer fra Ritzaus Bureau meddeler, at en flodbølge har skabt panik på Sumatra, dræbt mindst 26 mennesker i Indien og en turist i Thailand, hvor yderligere fem-seks turister savnes.

Lea Wind-Friis, journalistpraktikant på Politiken, og Erkan Özden, journalistpraktikant på TV AVISEN, får omtrent det samme spørgsmål: »Kan du tage af sted inden for et par timer?«

»Generelt tager jeg de udfordringer, jeg kan få. Så jeg sagde ja,« siger Lea Wind-Friis. Hun er 27 år og næsten et år henne i sin praktiktid.

Erkan Özden havde allerede passet klar i tasken.

»Det var juletid, og der var røv og nøgler at tage sig til. Så jeg tog af sted med det samme,« fortæller Erkan Özden, der fyldte 27 år den 9. januar.

Den 28. december, to dage efter flodbølgens hærgen rejste 26-årige Morten Runge fra Jyllands-Posten af sted til Sri Lanka som dansk presses journalistpraktikant nummer tre.

Alle tre praktikanter føler på hver deres måde, at oplevelserne har beriget dem. De fortryder på ingen måde, at de tog afsted til den største naturkatastrofe i nyere tid.

Det gør en af cheferne til gengæld.

»Hvis du spørger mig, om vi havde sendt Lea af sted, hvis vi havde vidst, hvor slemt det var, må jeg svare nej,« erkender politikens udlandsredaktør, Michael Jarlner, der understreger, at Lea Wind-Friis klarede opgaven fint.

Kort efter at Lea Wind-Friis var rejst, stod det klart, at flodbølgen havde forårsaget mere død og ødelæggelse, end nogen havde forestillet sig. På det tidspunkt besluttede Politikens udlandsredaktion kun at sende folk af sted, som havde erfaring med krigs- og katastrofejournalistik.

Grønne medarbejdere bør slet ikke sendes til kriseområder, hvis ikke de har haft tid til at forberede sig mentalt.

Det fastslår leder af Krise- og Katastrofepsykiatrisk Center på Rigshospitalet, overlæge Henrik Steen Andersen.

»Jo mindre forberedt, man er, jo større sandsynlighed er der for, at man reagerer uhensigtsmæssigt. Derfor bør man, så vidt det overhovedet er muligt, sende erfarne folk af sted, når sådan en situation opstår – også selv om man endnu ikke er klar over det fulde omfang. Medierne vidste trods alt, at der var sket en katastrofe, og at mennesker var døde,« siger Henrik Steen Andersen, der selv har været i Sydøstasien som leder af det danske kriseberedskab.

TV AVISENs udlandsredaktør Torsten Jansen mener, det var forsvarligt at sende praktikanten Erkan Özden afsted til katastrofeområderne i Thailand. Især fordi Erkan Özden før har rapporteret fra krisesituationer.

»Det havde forholdt sig anderledes, hvis der var tale om borgerkrig, hvor der klart er større livsfare. Jeg har talt med alle de medarbejdere, vi har haft dernede, og det er ikke mit indtryk, at Erkan er en af dem, der er mest påvirket af oplevelserne. Men havde jeg vidst allerede den 26. december, hvor slemt det stod til, havde jeg sendt seks medarbejdere af sted,« erkender Torsten Jansen.

Erkan Özden mødtes i Phuket med freelance-tv-fotograf og tidligere DR-medarbejder Jan Mouritsen i Phuket. Politikens Lea Wind-Friis var i Thailand med fotograf Martin Lehmann.

Jyllands-Postens Morten Runge blev sendt til Sri Lanka helt alene.

Journalisten har spurgt Jan Lund, udlandsredaktør på Jyllands-Posten, hvorfor avisen sendte en praktikant alene afsted til Sri Lanka, hvilke overvejelser han bagefter har gjort sig, og om han ville sende en praktikant afsted til en lignende katastrofe.

Men det korte svar fra Jan Lund er:

»Ingen kommentarer.«

I et brev til en bekymret tillidsrepræsentant forklarer Morten Runges anden chef, JP København-redaktør Henrik Thomsen, dog:

»Det var i dette tilfælde – som i så mange andre – den personlige modenhed, og ikke spørgsmålet om praktikant eller færdiguddannet, der talte.«

Henrik Thomsen understreger i brevet, at han personligt tog en lang snak med Morten Runge inden afgang, og at han selv stod for Runges debriefing efter hjemkomst.

Erkan Özden var i sit es i Thailand. Så meget, at han ind imellem blev bekymret over, hvor let han tog det hele.

»Jeg havde så travlt med at producere indslag og få hele logistikken til at gå op, at jeg ikke rigtig havde overskud til at føle noget. Derfor måtte jeg hele tiden passe på den der macho-facade, som jeg havde enormt let ved at tage på,« fortæller Erkan Özden.

Han husker dog især én situation, som berørte ham. Han havde interviewet en ung pige, der havde mistet sin kæreste. Da Erkan sad på sit hotelværelse i Phuket for at redigere indslaget, løb det ham pludselig koldt ned af ryggen.

»Af en eller anden grund rørte hendes historie mig først, da jeg så den som indslag.«

Ligesom venner og familie i Danmark, ringede Erkan Özdens redaktører flere gange til ham for at høre, hvordan han havde det.

»Jeg havde det helt fint, og jeg var nærmest irriteret, da jeg fik besked om at komme hjem. Jeg kunne godt være fortsat, hvis jeg bare havde fået seks timers søvn,« siger Erkan Özden.

Han kom hjem til Danmark den 6. januar.

Morten Runge, der er halvvejs igennem sin praktiktid på Jyllands-Posten, tog i høj grad af sted af ideologiske årsager.

»Det var den største udfordring, jeg kunne få. Både fagligt og menneskeligt. På én gang havde jeg et ansvar for at fortælle danskerne, hvad der skete i Sri Lanka, og samtidig en mulighed for at gøre opmærksom på behovet for hurtig nødhjælp,« forklarer Morten Runge.

Det betød meget for ham at prioritere historierne, så læserne kunne få et nuanceret billede af, hvad der foregik.

»Det hele skulle ikke være død og ødelæggelse. Jeg syntes, det var vigtigt at fortælle om den optimisme og den tro på genopbygning, jeg kunne fornemme,« siger Morten Runge.

Noget af det sværeste for ham var, at der var så mange historier, som han ikke havde mulighed for at fortælle. Det blev han mindet om, når han læste de andre mediers dækning af Sri Lanka.

»Så tænkte jeg: 'Hvorfor er det ikke mig, der har den historie?' Jeg følte, at jeg havde overset en god historie, og dét var virkelig hårdt. Selv om jeg godt kunne se, at jeg jo ikke kunne dække hele Sri Lanka på én gang.«

Selv om han var blevet sendt alene af sted, fandt han en at tale med.

»Jeg mødte heldigvis en fransk radio-journalist, som jeg fulgtes med de første fire dage. Det var rigtig godt at have en at vende indtrykkene og tale historier med. Hvis jeg ikke havde haft en kollega at tale med, var jeg nok brændt inde med mange af indtrykkene,« vurderer Morten Runge.

Lea Wind-Friis bekræfter vigtigheden af at have en kollega at tale med. Hun ville ikke have været foruden fotograf Martin Lehmanns selskab.

»Vi brugte hinanden meget. Talte sammen om alle de mennesker, vi mødte. Det havde været meget anderledes, hvis jeg havde været alene, og det er jeg glad for, at jeg ikke var.«

* Læs også i dette nummer: Journalister er også mennesker og Sorg er værre end død