Tre nye bloggere på journalisten.dk

Politiken-journalist Jakob Sheikh, Prosa-redaktør Kurt Westh-Nielsen samt layouter og illustrator Julie Asmussen vil dele deres tanker, erfaringer og kritik med dig og resten af Journalistens læsere

Journalisten udvider blogholdet med tre forskellige talenter, som vil beskrive hvert sit hjørne af faget.

Jakob Sheikh (28) er journalist ved Politiken, hvor han især dækker terror, radikalisering og danske syrienskrigere. Senere i 2015 udkommer hans første bog ”Danmarks børn i hellig krig”.

Her på journalisten.dk vil Jakob Sheikh lukke dig ind i sit journalistiske værksted, dele sine sværeste etiske beslutninger og udfordre de journalistiske dogmer, man ellers flaskes op med. Jakob Sheikh er uddannet ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og American University of Beirut. Han modtog Kristian Dahls Mindelegat i 2015.

Kurt Westh Nielsen (57) er redaktør på Prosabladet, medlemsblad for de it-professionelles forening Prosa.

Han var en af Danmarks første netjournalister, da han i 1994 var med til at starte ingeniøren/net. Siden har han arbejdet med webbaserede medier på ing.dk, Computerworld og nu Prosabladet. Kurt Westh-Nielsen vil her blogge om den nye teknologis fordele og skyggesider for journalistik og kommunikation. Ny teknologi, overvågning og digital sikkerhed er nogle af overskrifterne.

Julie Asmussen (43) er freelance layouter og illustrator og ekstern lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Hun er tidligere art director her på Journalisten frem til 2011, og før det medstifter og partner i designbureauet Spild af Tid. Her på journalisten.dk vil Julie Asmussen dele sine erfaringer og tips om trends og teknologi inden for layout, illustration og visuel kommunikation.

To har tyvstartet

De tre nye bloggere slutter sig til Journalistens faste panel af bloggere, som tæller freelancejournalist Susanne Sayers, kommunikationsmand Niels Overgaard, USA-korrespondent Annegrethe Rasmussen og freelancejournalist Ernst Poulsen.

To af de tre bloggere har allerede tyvstartet. Du kan således læse Jakob Sheikhs to første indlæg ”Derfor bør vi vise billederne af Aylan” og "Kildebeskyttelsen er ikke hellig", og Kurt Westh-Nielsens to første indlæg ”Sådan blev vi snøret af spin” og ”Windows 10 koster kun dit privatliv”.

Giv endelig din mening til kende i debatfeltet, når bloggerne lufter holdningerne. Vi håber på en god debat!

0 Kommentarer