search

Tre journalistiske løsninger til 2017

Hold op med at tro, at fake news kun bekæmpes med fakta. Gå i dialog med "de andre", som vi ikke forstår, og hold politikerne ude af spalterne. Cathrine Gyldensted præsenterer 2017's tre store udfordringer, og hvordan vi løser dem

Hold nu op et forfærdeligt år, 2016 har været.

Her taler jeg ikke om Bowies død, myrderierne i Aleppo, dødelige lastbiler i menneskemængder

eller valget af en temperamentsfuld narcissist som USA´s næste præsident.

Næ, jeg taler om væsentlige udfordringer for journalistikken, som følge af nye tendenser.

Her er tre:

  1. Stadig flere forbruger fake news og vælger et post-faktuelt verdensbillede, præget af følelser og personlige overbevisninger.
  2. Vi i medierne forstår tilsyneladende ikke, hvad “de andre”, dvs. store dele af befolkningen, går og tumler med.
  3. Politikere meddeler sig via egne kommunikationskanaler uden om ransagende spørgsmål. 

Der er nok at tage fat på i det nye år. Vi ved alle, at vores profession har været inde i en kæmpe selvransagelse over flere af disse udfordringer. Senest en flodbølge af refleksion efter Trumps sejr i november. Men hvor er ændringerne blevet af? Hvor er de nye arbejdsmetoder? Er journalistikken under nævneværdig forandring? Ikke så vidt jeg kan se.

I mit arbejde med at udvikle journalistikken, trækker jeg konstant på brønden af viden fra videnskaber som psykologi, sociologi og dataanalyse. Det er i det krydsfelt, svarene ofte er, hvilket styrker udviklingen af nye metoder og værktøjer.

Når jeg henter vand fra videnskaberne, får jeg øje på konkrete måder at begynde at løse disse tre journalistiske udfordringer. Her følger, hvad jeg fandt:

1) Hvordan vi bekæmper den postfaktuelle svøbe

Vi må gøre op med vores fastforankrede tro på, at hvis vi serverer fakta, vil folk tage det til sig og blive overbevist om sagens rette sammenhæng.

Vi vil gerne vil tro på, at rationale vinder over følelser, men sådan fungerer det menneskelige sind ikke. Den amerikansk professor i psykologi, Jonathan Haidt, har introduceret en effektiv måde at se det på. Han sammenligner vores sind med en elefant og en elefantfører (“The Elephant and The Rider”). Elefantføreren repræsenterer det rationelle og analyserende i os mennesker, hvor elefanten repræsenterer det følelsesstyrede. Hvem af de to, elefantføreren eller elefanten, har flest kræfter?

Elefanten rokker sig ikke ud af stedet, med mindre den bliver overbevist via følelser og motiveret til at flytte sig og ændre kurs (dvs. en holdningsændring).

Det er jo irriterende for journalistikken, fordi vi nu troede, at vi kunne bekæmpe de postfaktuelle strømninger ved at skrue op for faktatjek!

Det kan desværre ikke stå alene, vi bliver nødt til at fodre elefanten.

I denne videnskabelige artikel er der to resultater, vi kan bruge:

  • Når fakta truer et menneskes livsanskuelse, afviser mennesket disse fakta, fordi det i virkeligheden er en trussel mod dets selvforståelse og identitet. Men det kan journalistikken overvinde ved psykologisk snilde og indsigt. Forskerne bad halvdelen af deres forsøgspersoner om at nævne en vigtig værdi for dem, i deres liv. Derefter blev de samme bedt om at skrive udførligt om en situation i deres liv, hvor de levede op til denne værdi. Derefter blev alle forsøgspersoner, altså også den halvdel, som ikke have været igennem værdi-skriverierne, præsenteret for fakta om krigen i Irak, Obamas jobpolitik og klimaforandringer. Bemærk: Alle forsøgspersonerne var erklærede skeptikere af disse tre emner.  De, som havde brugt tid på at skrive om deres værdier (en positiv affirmation) lod sig i højere grad overbevise af de præsenterede tal, end de, som ikke havde.  Oversat til journalistik: Hvis du ønsker at overbevise nogen med dine fakta, så er det en god ide at bekræfte den anden side i noget, de gør godt. Eller understrege, at der er nogle værdier hos dem, som du faktisk respekterer. Så er de mere modtagelige for at tage dine fakta ind.

Det andet resultat fra forskningsartiklen bekræfter, hvad vi måske ubevidst allerede gør.

  • Det er ikke ligegyldigt, hvordan vi præsenterer fakta. Fakta skrevet som tekst eller leveret som speak går ikke ind. Det skal være i klar grafisk form som eksempelvis diagrammer eller infografikker.

2) Hvordan vi når og forstår “de andre”

Redaktør Karel Smouter fra det hollandske onlinemedie “De Correspondent” siger: “The readers are the most untapped source in the history of journalism.”  Jeg er enig.

Vi har en tendens til, at sætte lighedstegn mellem folket og en latterlig voxpop fra Strøget. Det er en ildevarslende doven tænkning, som netop betyder, at vi ikke får fat i “historien” eller forstår, hvad der rører sig i befolkningsgrupperne uden for vores vante territorier.

Myriader af teknologiske platforme tilbyder en stærk mulighed for at inddrage folket i vores journalistik. Brug læserne/brugerne/kunderne mere!  Men: Lad være med at spørge folk til deres meninger, fordi så får I meninger i spandevis, og dem har vi alt for mange af.

Det, vi har en mangel på, er erfaringer, viden eller ideer. Bed folk om at bidrage med det i stedet.

De Correspondents erfaring er, at så leverer deres læsere dét og af høj kvalitet. De oplever også at kvaliteten stiger med tiden, efter deres publikum fandt ud af, at de blev taget alvorligt og brugt til medskabelse af de journalistiske historier.

Samme De Correspondent har forsøgt at bryde ud af ekkokammeret og aktivt gå i dialog med “de andre”. Denne artikel fra chefredaktør Rob Wijnberg beskriver de mange ting, som Geert Wilders’ PVV-vælgere har til fælles med den anden halvdel af den hollandske befolkning.

Men, hvis De Correspondent bare havde publiceret artiklen på deres egen side, havde de kun nået alle de, som er enige med dem – det vil sige ingen af Wilders vælgere. De Correspondent betalte derfor Facebook for at sende artiklen ud i feeds hos folk, som har sympati for PVV. Ikke som en provokation, men for aktivt at få gang i en dialog og kommunikation med den anden side.

Det virkede, fortæller Karel Smouter. De Correspondent er netop nu i gang med at optælle og samle reaktionerne fra Facebook forsøget – og De Correspondent har varslet nye tiltag i denne retning op til det hollandske valg den 15. marts 2017.

Desuden er der masser af forskning med konkrete brugervenlige bud på, hvordan journalistikken bedre kan benytte og udvikle kommentarer fra læsere, lyttere og seere.

3: Nye spilleregler: Politikerne ud!

I mit forrige indlæg her på Journalisten, opfordrede jeg til, at vi skulle droppe polerne og finde det tavse flertal. Jeg eftersøgte nyhedsredaktioner, som var interesserede i at høre mere om tankerne og metoden bag journalistik, der forsøger at modvirke polarisering.

DR's Deadline meldte sig og under en session, vi afholdte, kom der vigtige iagttagelser fra journalisterne, som efter min mening har potentiale til at skabe et sæt nye spilleregler for, hvordan vi inddrager politikere i vores dækning. I dag foregår det hovedsageligt sådan, at politiker X fremsætter et forslag eller en skarp holdning, som vi dækker – hvorefter politiker Y (modstander) skyder det ned, og det dækker vi naturligvis også. Resultatet er i realiteten mikrofonholderi  – free airtime for enhver given politiker, som kommer på banen med en skarp udtalelse – eller skyder nogen ned.

Hvis vi beslutter, at den vigtigste historie ikke længere findes ved at holde mikrofonerne for politikere, der er for og imod en sag (den konfliktdrevne dækning), men derimod vælger at fokusere på “spørgsmålet” som optager folket, substansen, så er spillereglerne pludselig lavet om: Vælg kilder, som er direkte involverede i sagen og brug dem som andet end ofre og “det er synd for”-kilder.

Hvis klinikchefen på Rigshospitalets fødeafdeling siger op, fordi han ikke længere kan stå inde for afdelingens arbejdsvilkår, så tal med de direkte involverede: Morten Hedegaard, personalet, administrationen, sundhedseksperter, arbejdsmiljøeksperter, dataansvarlige, patienterne – kolleger med erfaringer andetsteds. Brug tiden på at interviewe disse personer i stedet og hold politikerne ude af spalterne og studierne. På DR Fyn har de gentagne gange gjort dette. Det viser sig, at når politikerne så endelig bliver inviteret i studiet efter sagen er dækket længe og grundigt med det, som pludselig er en stærk journalistisk folkelig forankring, så er de meget mere ydmyge, lyttende og interesserede. Og vi kommer væk fra forudsigelige meldinger eller snakken udenom.

Det er forsøget værd. Det handler kun om at justere på tandhjulene i vores tænkning og vaner. Lad os prøve det i 2017.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen