Tre i en

Internet, tv og radio. I fremtiden vil medierne smelte sammen - men forsøgene på at lave bi- og trimediale produktioner udnytter ikke medierne optimalt.

Internet, tv og radio. I fremtiden vil medierne smelte sammen – men forsøgene på at lave bi- og trimediale produktioner udnytter ikke medierne optimalt.

De gør det i Aalborg. De gør det i Aabenraa. De gør det i København – ja, over hele landet eksperimenteres der med at få de elektroniske medier til at smelte sammen. Det store spørgsmål er, hvordan man udnytter kræfterne og kreativiteten bedst.
Netop det tema var journalister og teknikere fra de tre nævnte byer kommet til FagFestivalen for at debattere med fagfæller. Og der er stadig lang vej, før de sammensmeltede medier håndteres problemfrit.
»Hvilket medie nedprioriterer jeg i dag? Sådan tænker jeg nok ubevidst hver dag,« siger Tina Larsen fra ANR/TV-Aalborg-TvDanmark. »Faldgruben er, at vores historier på
grund af tidspres bliver meget ens. Valget står mellem billeddækket radio, eller at radioen bliver et rent afkast fra tv. Fordelen er, at vi har en langt bedre nyhedsovervågning end tidligere.«
På DRs Radio Syd i Aabenraa har man i de sidste par år leveret historier til TV-Avisen. Historier, der både laves i versioner til regionalradioen, radioavisen og til tv.
»Men vi valgte fra starten, at der ikke måtte komme dårlig radio ud af det bi-mediale forsøg. Derfor laves alle interview altid to gange. Først på Nagra til radio og bagefter en gang mere til kameraet,« fortæller Fred Jacobsen, Radio Syd.
»Hvorfor kalder I det så bimedialt? Det er da en dårlig udnyttelse af ressourcerne,« spørger Claus Birch, programmedarbejder på TV 2.
»Måske, men vi har ikke startet det bimediale forsøg ud fra et ønske om at spare. Derimod et ønske om at udnytte DRs regionale radio-net til at få flere regionale historier i TV-Avisen – en slags modsvar til TV 2,« svarer Fred Jacobsen, som er glad for begge medier, men finder det frustrerende at forholde sig til flere redaktioner, og at arbejdsdagene er blevet længere.

Interaktive unge
Mediernes sammensmeltning er fremtiden, det er alle enige om – ikke mindst for at få fat i de unge lyttere og seere.
»Lad os prøve det,« var holdningen, da DRs ungdomsredaktion skulle finde på noget nyt efter radioens P4 og tvs Transit.
Født blev konceptet ‘u-land' – en tri-medial flade, der samler kræfterne i DRs ungdomstilbud på radio, tv og Internettet.
»Et multimedie-tilbud til en multimedie-generation,« siger Peter Genild, journalist på u-land.
»Vores inspiration var en undersøgelse af unges hverdag, der konkluderede, at un-ge gerne bruger flere medier samtidig, og at de bruger omkring syv timer i døgnet på medier – inklusiv lytten til musik på CD og spiller computer.«
Genild understreger, at de elektroniske journalister skal vænne sig til, at de ikke længere kan styre, hvornår og hvordan deres produkter skal bruges.
»Vi skal stille vores produkter til rådighed og have vendt strømmen, så folk sender deres ting af sted til os. Så vi opnår en dialog,« siger Genild.
Også for u-lands-redaktionen ligger der mange udfordringer forude, indrømmer Peter Genild. Man har kun lige taget hul på de muligheder, der ligger i at have tre medier til rådighed. Og blandt flere af tilhørerne efterlyses udnyttelsen af nettes hurtighed.
»Vi er slet ikke begyndt at bruge nettet til transmission. Vi producerer først vores udsendelser – og så lægger vi dem ud på nettet. Desuden skal vi blive langt bedre til at aktivere dem, der kommer ind på vores hjemmesider – så deres erfaringer kan indgå i udsendelserne,« siger Peter Genild.

0 Kommentarer