Tre går frivilligt og to bliver fyret efter denne uges forhandlinger i Midtjyske Medier (opdateret 10:11)
Midtjyske Medier bliver nu tre journalister og to fotografer fattigere efter denne uges forhandlinger mellem ledelse og tillidsfolk. Tre går frivilligt, mens to bliver fyret. Det er et resultat fællestillidsmand på Midtjyske Medier Per Schultz-Knudsen kan leve med:
»Vi havde helst undgået fyringer, men på det grundlag af ønsker om frivillige fratrædelser fra medarbejderne vi havde, så er vi egentlig godt tilfredse,« siger han til journalisten.dk
De frivillige fratrædelser dækkes af medarbejdere andre steder i Midtjyske Medier:
»I den her rokade er der tre kolleger, der skal have ændret deres arbejdsfunktion eller arbejdssted,« fortæller Per Schultz-Knudsen.
Resultatet kommer af et samarbejde mellem ledelse og tillidsfolk, han har roser tilovers for:
»I den periode, hvor vi har skullet få kabalen til at gå op, har processen faktisk været en positiv oplevelse,« siger han.
Der skulle oprindeligt være kommet afklaring på afskedigelserne allerede mandag klokken 14, men deadlinen blev løbende udskudt, for så vidt muligt at undgå fyringer. Det lykkedes til dels, hvorfor følelserne er blandede hos medarbejderne:
»Stemningen er sådan, at kollegerne er kede af, at der er nogle af deres kolleger, de skal sige farvel til, men der er også en lettelse over, at nu er processen færdig, og nu kan man se fremad,« siger Per Schultz-Knudsen.
I sidste uge valgte medarbejderne at nedlægge arbejdet i protest mod ledelsens håndtering af de bebudede besparelser og fyringer, men med dagens løsning kan medarbejderne nu se frem mod lønforhandlingerne, der venter forude:
»Så snart det her er overstået, så står vi over for at skulle genoptage vores lønforhandlinger. Det ved jeg ikke, hvordan kommer til at køre, men jeg håber da, at den samme positive ånd kommer til at påvirke de kommende forhandlinger,« siger Per Schultz-Knudsen.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det manglede da bare
Fejl kan ske, men også rettes, så mange tak!!!
Ja, min fejl. Beklager.
Det er hermed rettet.
Der står at lønforhandlinger fik os til at nedlægge arbejdet, det er ikke rigtigt, vi gik hjem i protest mod fyringerne ...