Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
11:27 15.08.2023 Kerstin Bruun-Hansen

Tre fotografer er blevet afskediget i DR

Tre fotografer er blevet afskediget i DR

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Dagens prikkerunde i DR Nyheder er endt med, at tre fotografer har fået besked om, at DR har i sinde at afskedige dem.

Det oplyser underdirektør i DR Nyheder Anders Kern Boje til Journalisten.

Tre afskedigelser er mindre end de fem-seks, som ledelsen forud for dagens prikkerunde forventede at skulle afskedige. Men ifølge underdirektøren lykkedes det i sidste time at finde andre og bedre løsninger, herunder flytning til andre redaktioner.

Ifølge fællestillidsrepræsentant Henrik Friis Vilmar er det trist, at det skulle ende med fyringer.

”Men det er trods alt positivt, at vi fik bragt antallet af afskedigelser så langt ned, selv om det selvfølgelig ikke hjælper dem, der mister jobbet,” siger han til Journalisten.

Samlet skal fotograf-staben i DR Nyheder reduceres med cirka ni årsværk, hvilket svarer til en nedgang på mere end 20 procent. Det skyldes ifølge ledelsen, at de traditionelle fotoopgaver har været faldende igennem længere tid og fortsat vil falde.

SENESTE NYT

Flere nyheder