Trane Nørby: »Vi bliver ved bordet og forsøger at rykke regeringen«

Venstres medieordfører forstår fuldt ud LA's protester - men vælger at fortsætte forhandlingerne med regeringen om medieforliget

Venstres medieordfører forstår fuldt ud LA's protester – men vælger at fortsætte forhandlingerne med regeringen om medieforliget»Den kritik, der kommer fra Liberal Alliance, den er jeg fuldstændig enig i,« siger Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby, til journalisten.dk.

Liberal Alliance, LA, har i dag forladt forhandlingerne om medieforliget. Venstre er enige i LA's kritik, men vælger alligevel at bide sig fast i bordet.

»Der er ingen tvivl om, at vi er bekymrede over, at regeringen på den ene side vil skære på dagbladene i Danmark, på den anden side vil tilføre penge til DR,« siger Ellen Trane Nørby.

»Det er altid rart at kunne lege den glade giver, men den mangfoldighed, der har været på det danske mediemarked, skyldes jo, at man har været bevidst om det styrkeforhold mellem de publicistiske medier, de private aktører og DR. Jeg deler fuldstændig Liberal Alliances store bekymring over, hvad regeringen har gang i.«

Men ikke så meget, at I også udvandrer fra forliget?

»Vi har hele tiden haft det ønske, at man skulle lave en bred aftale. Det er klart, at det kommer an på indholdet i sidste ende. Vi har den forhåbning, at regeringen er villig til at lytte, ikke bare til vores argumenter, men også fra de kreative producenter, der står til at miste enormt meget, og som kommer fra dagbladene, i forhold til den ubalance, det skaber, hvis man tager penge fra dagbladene og giver dem til DR.«

»Hvis man skal lave en digitaliseringsproces, hvis man skal omlægge, hvis man skal implementere Dyremose-udvalgets rapport, og man samtidig skal gøre det til en spareøvelse, så knækker tråden. Det gør den særligt, når man ved, at DR og dagbladene i høj grad har et med- og modspil. Hvis man ændrer det styrkeforhold imellem dem, så risikerer man at underminere den mangfoldighed, der er på det danske mediemarked, som netop er knyttet op på en stærk, publicistisk dagbladstradition. Det er få midler, der skal rykkes, så er der røde tal på bundlinjen, så er der en lang række regionale dagblade, der lukker. OG samtidig vil man styrke DR. Det skaber en ubalance.«

Hvad er næste skridt?

»Jeg kan godt forstå, hvorfor Liberal Alliance går, men vi har valgt at forsøge at påvirke, om ikke vi kan rykke regeringen. Vi fortsætter i håb om, at regeringen lytter. Det er det kun tiden, der kan vise.«

0 Kommentarer