Der findes forløb og sager, hvor selv en nøgtern præsentation af de rent faktuelle forhold kan få læseren til at dirre af forbløffelse eller måske ligefrem indignation.

Historier, hvor kildernes ihærdige afvisning eller omskrivning af fakta udfordrer virkeligheden så meget, at deres citater mere ligner strittende replikker i en amatørforestilling end kommentarer til virkeligheden.

Journalistens afdækning af TV 2’s smarte håndtering af sponsorreglerne er en af de historier. TV 2’s bortforklaringer er stærkt underholdende på en barok måde. Men selve sagen er yderst problematisk.

Et af de mest mindeværdige forløb indgår i en udgave af TV 2 på Tour, som Assens Kommune samlet har støttet med godt 500.000 kroner. Her ser vi borgmesteren i en billedflade med glade børn, der hopper på en springmadras. Den udsendte reporter konfronterer ham med dette skarpe spørgsmål: Hvad er det, børnene laver her?«

Borgmesteren kunne havde sagt, at børnene hoppede. Men det var jo ikke det, TV 2 fiskede efter i interviewet med sponsoren. Og borgmesteren svarede da også: »De hopper på en madras fra en af vores meget kendte virksomheder, der hedder Tempur, som gør det rigtigt godt. Historien er, at vi har mange stærke brands her i kommunen, for eksempel Montana her i Assens.«

TV 2 sendte derpå en juridisk konsulent i byen, som kunne forklare, at dette journalistiske teaterstykke slet, slet ikke var en udfordring af reklamebekendtgørelsen. Og TV 2’s guldreplik lød: »Det kan være vanskeligt at styre, hvad de medvirkende siger.«

Den lader vi lige stå lidt.

Denne gang går vi lidt dybere ind i materien. I løbet af 12 timer mandag den 4. januar 2016 bragte TV 2 mere end to timers sponsoreret tv med 18 forskellige sponsorer i seks forskellige programmer, blandt andet boligprogrammet ’Nybyggerne’. Hvad er det for et program? Jo, hovedsponsoren er Frydkjær Huse – og præmien i programmet er ligeledes et hus fra Frydkjær – hvilket værten i seriens finaleprogram formår at få sagt tre gange på et minut. Her nøjes vi med en enkelt af anprisningerne: »Ja, det er sagt på godt jysk en lille pæn ting, vi langer over disken i aften – et Frydkjær Hus til 2,2 millioner kroner.«

Det er enkelt at gennemskue konstruktionen. Det bliver aldrig formuleret på skrift, at hverken Assens eller Frydkjær skal promoveres. Det ville være ulovligt. Men programmet arrangeres behændigt sådan, at investoren gang på gang får sit rigelige pr-afkast. For alle i produktionen ved, at det er derfor, de betaler.

Det sker igen og igen. Det er et totalteater. Det ligner en komedie. Det er i virkeligheden en tragedie.