Trafikministeren irettesætter DSB i DR-sag

Trafikministeren indskærper at DSB skal tale sandt. Ministerens melding er en "indirekte irettesættelse" fastslår pressejurist Oluf Jørgensen. DR's seerredaktør anklager DSB for "benspænd".

Trafikministeren indskærper at DSB skal tale sandt. Ministerens melding er en "indirekte irettesættelse" fastslår pressejurist Oluf Jørgensen. DR's seerredaktør anklager DSB for "benspænd".

"DSB skal som offentlig virksomhed leve op til de almindelige forvaltningsretlige krav om sandhedspligt." Sådan lyder det i et kort og præcist svar fra trafikminister Lars Barfoed til Trafikudvalget, der havde spurgt ministeren om DSBs som offentlig virksomhed må "sprede rygter om navngivne journalister."

Baggrunden er, at DSB's kommunikationschef, Anna Vinding, souschef Claus Dithmer og DSB's direktør, Søren Eriksen, har fodret DR's ledelse med stærkt tvivlsomme oplysninger om den projektansatte journalist Lars Abild. Blandt andet har DSB fortalt DR's generaldirektør Kenneth Plummer, at Lars Abild – der havde skaffet fortrolige og interne oplysninger om DSB – arbejdede for DSBs konkurrent Arriva.

Indskærpelsen af, at DSB skal fortælle sandheden, er ministerens behændige måde at sætte DSB's kommunikationsafdeling og ledelse på plads, vurderer pressejurist Oluf Jørgensen.
»Henvisningen til sandhedspligten må tolkes som en indirekte irettesættelse af DSB på grund af rygtespredningen,« siger Oluf Jørgensen til Journalisten.dk.

DSB's metoder forsinkede ifølge DR et konkret indslag væsentligt. Da det endelig blev bragt tre måneder senere end først planlagt, fastslog DR – med baggrund i Lars Abilds research – at DSB på unfair vis havde brugt skattekroner til at udkonkurrere andre trafikoperatører i kampen om Øresundskørslen. Indslaget fik en af Folketingets statsrevisorer til at kræve, at Rigsrevisionen nu kulegraver sagen.

Journalisten.dk har spurgt DSB's administrerende direktør, Søren Eriksen – der telefonisk har givet Kenneth Plummer oplysninger om Lars Abild – hvad hans kommentar er til, at trafikministeren finder det nødvendigt at indskærpe, at DSB skal tale sandt.

Søren Eriksen har hidtil ikke ville kommentere hverken sagen eller sin egen rolle i den, og heller ikke denne gang ønsker DSB's øverst ansvarlige at stå frem. Men ministerens melding om at DSB ikke må lyve, er blevet noteret i DSB.
»DSB er helt enig med ministeren,« lyder det fra kommunikationschef Anna Vinding.

Journalisten.dk har spurgt lytternes og seernes redaktør i DR, Jacob Mollerup, hvad hans vurdering af forløbet er. Han finder sagen så principiel og tankevækkende, at han har valgt at lægge sit svar ud på DR's hjemmeside.

Under overskriften "Hårde opgør i tv-kulissen" slår Jacob Mollerup fast, at "centrale DSB-folk" har videregivet "negative historier" om journalist Lars Abild. Mollerup fastslår, at DSB's dokumentation for personangrebet er tyndt – og Mollerup udtrykker på seernes vegne bekymring om hele forløbet:

"Det kan være en hård nød at knække for de bedste reportere og redaktioner, når professionelle kommunikationsfolk prøver at påvirke processen – eller går over til forsøg på benspænd."

0 Kommentarer