search

Trafikmålingen lever igen: Her er de 10 største online-medier

Målt på sidevisninger har B.T. lagt sig solidt i front foran eb.dk, mens Berlingske lægger afstand til Politiken. Tv2.dk er i front målt på brugere (opdateret 2/6 kl. 12.54)

Medierne præger toppen af listen over de mest besøgte danske websites. Det viser den såkaldte Topliste fra Danske Medier Research, der efter otte måneders pause igen er på benene.

Det var blandt andet problemer med målinger af sidevisninger og brugertal i kølvandet på nye GDPR-regler, der betød, at trafikmålingen i fere måneder har været suspenderet.

Og selv om den nu er online igen, er det ikke uden knas. På grund af de nye samtykkebetingelser tæller besøgstallene nemlig kun de besøg med, hvor brugeren har afgivet samtykke til, at der indsamles cookies. Problematikken påvirker også brugertallene, dog kun i begrænset omfang.

Men ifølge Danske Medier Research kan alle sidevisninger tælles, og ser man alene på dem, er B.T. landets suverænt største mediesite. Bt.dk har ifølge den nye måling 532 millioner sidevisninger.

Til sammenligning har Ekstra Bladet, der er nummer to på listen, og som sidste år battlede med B.T. om førstepladsen, 444 millioner sidevisninger.

Ekstra Bladet er til gengæld større end B.T. målt på både brugertal og de mere usikre besøgstal. Avisens kommercielle direktør, Signe Skarequist, kaldte det tirsdag ”helt gak” at tælle sidevisninger som et vigtigere parameter end antallet af brugere.

Allerstørst målt på brugertal er tv2.dk. Målt på sidevisninger kommer de til gengæld først ind på tredjepladsen, efterfulgt af dr.dk som nummer fire. Det skal dog tilføjes, at sidevisninger via apps i den nye opgørelse ikke er talt med for netop tv2.dk og dr.dk.

Nummer fem på listen er Berlingske, der med 45 millioner sidevisninger har lagt sig solidt foran Politiken. Kigger man på besøgstal og brugertal, er de to sites dog omtrent lige store.

Se og Hør og Billed-Bladet sniger sig sammen med JydskeVestkysten med på listen over de 10 største online-medier målt på sidevisninger.

 

Opdateret 2/6 kl. 12.54: I en tidligere udgave af artiklen fremgik brugertal for online-medierne ikke, da vi i første omgang ikke havde opdaget, at de også fremgår af den nye opgørelsesmetode. De er nu tilføjet i form af nederste graf samt afsnit i brødteksten. Ligeledes er det tilføjet, at sidevisninger via apps ikke er talt med for tv2.dk og dr.dk.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen