ARBEJDSMILJØ. Vi bor så dejligt herude på Amager. Så lyst og flot og med højt til loftet, at det er svært at bevare det dårlige humør, når man – sommer og vinter – svinger ind gennem døren i Segment 2 for at rulle op til Indre Gade og DR Nyhederne.
Desværre er byggeriet bare ikke beregnet til, at mennesker skal opholde sig i det.
Så morgenens glæde er hver aften, på vej ned ad rulletrappen, afløst af en ufattelig, dødslignende træthed.
En træthed, som kan få besindige folk til at bryde sammen i afmægtige tårer på en ganske almindelig eftermiddag. Og som har fået mange af os til læge med bange anelser om noget alvorligt.
Ikke, at et så rædsomt indeklima som vores ikke er skadeligt. Her er nogle almindelige lidelser: næseblod, mørkebrun urin, adskillige lungebetændelser og mellemørebetændelser på en vinter, hoste, hævede slimhinder, øjne som tørrede rosiner, tør hud, følelsen af kløpulver i næsen og en flosset gane som efter en tung nats snorken. Dertil hold i nakke og lænd og frosne skuldre. Og en sygestatistik, som er højere end landsgennemsnittet. Mon ikke det hænger sammen med indeklimaet?
Kom herud en almindelig vinterdag: Her hvor jeg sidder, på min hylde på 3. sal, har vi sjældent under 26 grader. Vi er vant til, at fødderne sidder godt fast i sko og støvler, er vant til altid at være let svedige og, som en mandlig kollega udtrykte det, lugte som svin sidst på dagen.
Vi er vant til fugtmaskiner og ventilatorer og små lette t-shirts i vinterkulden. Men gå så nedenunder i vores newsroom. Dér har du som oftest brug for følgende udstyr: fleecetæpper, vanter – du klipper bare fingerspidserne af, så du kan ramme tasterne – og burka-lignende hovedbeklædninger til at dække ører og nakke. Hovedproblemet her er fortrinsvis træk, altså MEGAtræk og hvad fagkundskaben kalder kuldenedfald.
Jamen, hvordan kan I dog holde det ud? Det kan vi faktisk heller ikke. Men vi bliver nødt til det. Blandt andet fordi DR jo allerede er ved at gøre noget ved det. For sådan cirka 35-50 mio. kroner. En god slat, ik'? Problemet er bare, at vi i det daglige ikke rigtigt kan forholde os til, at det nok bliver bedre om et år. For det er perspektivet.
Mens der rodes med ind- og udsugning, rør, ventilation, kolde ruder og hvad ved jeg, så står sommerluften fuldstændig bomstille. Den er så tyk og møffet, at man kan slå synlige huller i den. 28-29 grader er ikke noget særsyn, chefen giver is, og vi går videre i dagens tekst.
Som regel da. Min kollega Line Gertsen faldt om for øjnene af os alle. Måske havde hun ikke drukket nok og spist fornuftigt nok. Måske er det, fordi hun er gravid.
Eller måske var det på grund af indeklimaet. Et par timer inden havde hun og kollegaen Klaus Bundgård sendt en alle-mail ud med den lakoniske oplysning, at temperaturen i Newsroom nu var 28 grader.
Tænk engang, hvis det her dejlige hus en dag bliver erklæret egnet til, at mennesker opholder sig i det! •
Træthed, tårer og øjne som tørrede rosiner
ARBEJDSMILJØ. Vi bor så dejligt herude på Amager. Så lyst og flot og med højt til loftet, at det er svært at bevare det dårlige humør, når man - sommer og vinter - svinger ind gennem døren i Segment 2 for at rulle op til Indre Gade og DR Nyhederne.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.