Det er lige så svært at blive optaget som kommunikatør som journalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Kun hver femte ansøger bliver lukket ind.
Til september starter Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) en helt ny kommunikationsuddannelse op. Og med over 285 ansøgere til 50 pladser har uddannelsen vist sig at være lige så populær som skolens andre bachelorprogrammer. Kun hver femte ansøger vil blive optaget. Det er det samme antal som skolens velbesøgte journalistuddannelse i Aarhus.
DMJX blev ellers tidligere i år kraftig kritiseret for at markedsføre den nye kommunikationsuddannelse med en meget ironisk tilgang. Busreklamer med tekster som "Professionsbachelor i lusk" og "Sandheden er den løgn, vi bliver enige om" blev heglet ned af kommunikatører og fagfolk. Men det har tilsyneladende ikke skræmt ansøgerne væk fra den 3 ½ lange uddannelse.
»Der er brug for uddannelsen og vi har lagt mange kræfter i at opbygge den, så den passer til branchens behov. Det er meget tilfredsstillende, at vi kan tiltrække så mange unge mennesker allerede første gang den udbydes,« siger den nyudnævnte rektor for DMJX, Jens Otto Kjær Hansen, i en pressemeddelelse.
Uddannelsen vil i første omgang blive udbudt på skolen i Aarhus, men det er planen, at skolen i Emdrup ved København også skal tilbyde uddannelsen i 2012.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.