search

Trads: Brug bare pressekortet

"Journalister skal bruge deres pressekort til at få adgang alle de steder, det overhovedet kan lade sig gøre," mener Nyhedsavisens chefredaktør David Trads.

"Journalister skal bruge deres pressekort til at få adgang alle de steder, det overhovedet kan lade sig gøre," mener Nyhedsavisens chefredaktør David Trads.

Han har meget svært ved at forstå forargelsen over, at journalister får fri adgang til Tivoli og Zoologisk Have ved hjælp af det magiske hvide adgangskort fra Dansk Journalistforbund.

"Grundlæggende mener jeg, at journalister skal være så meget tilstede som overhovedet muligt, og derfor er det kun godt, når adgangskrav ikke skaber problemer," siger han.

Om journalisterne hiver kortet frem i fritiden eller arbejdstiden er for David Trads helt underordnet.

"Jeg vil gerne bort fra funktionærkulturen. Når man er journalist, er man det hele dagen, og jo større viden man samler sig jo bedre – helt uanset om det sker i arbejdstiden eller fritiden," siger han.

Problemerne opstår ifølge David Trads først, når journalister bruger deres jobtitel til afpresning ved for eksempel at true med dårlig omtale, hvis de ikke kommer gratis ind.

Men kan det ikke være et problem, hvis journalister kun går derhen, hvor de kommer ind gratis?

"Jo men det er ikke journalisternes problem," siger David Trads.

 

Alle medarbejdere på Nyhedsavisen fik for nylig et adgangskort til Tivoli.
"Det var vores direktør, der uddelte kortene, og det betragter jeg bare som et personalegode," siger David Trads.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen