
Medierne prioriterer helt anderledes, når en sag omhandler ”en af vores egne”, mener journalisten David Trads. Mikkel Tariq Khan/Polfoto
I går kom det frem, at fire etnisk danske drenge fra Ry i Østjylland er sigtet for at have kastet en flaske med brændende benzin på en 16-årig afghansk dreng. Historien blev samlet op af de fleste nyhedsmedier.
Men dagens tophistorie var det bestemt ikke, hvis man spørger journalist og forfatter David Trads.
I dag er historien notestof i for eksempel BT og Politiken, mens Ekstra Bladet har den omme på side 18 med et stockbillede fra All Over Press. Den prioritering kritiserer David Trads.
”Hvis det var fire afghanske drenge, der var sigtet for at sætte ild til en jævnaldrende dansk dreng, ville medierne været gået i breaking og have prioriteret historien som tophistorie. Men medierne prioriterer helt anderledes, når en sag omhandler ”en af vores egne”, siger han med henvisningen til, at de fire sigtede er etnisk danske drenge.
BT: Vi var ikke vakse nok
Chefredaktør på Ekstra Bladet Karen Bro afviser blankt, at Ekstra Bladet bevidst nedprioriterede historien.
”Ingen på Ekstra Bladets redaktion havde nogen som helst anden dagsorden end at undersøge, hvad der ligger bag en så voldsom og uhyggelig begivenhed,” skriver hun i en mail til Journalisten.
Chefredaktør på BT Jens Grund afviser også, at der skulle ligge politiske motiver bag BT’s prioritering.
Han forklarer, at BT bragte to historier på nettet om sagen i går. Den ene historie bylinede BT selv. Den anden var fra Ritzau.
”Det var den tredjemest læste på nettet, og det var den nyhed, der gav flest interaktioner på sociale medier. Så den blev prioriteret,” siger Jens Grund.
Det viser, at læserne syntes, den var interessant. David Trads kritiserer jer for, at I på redaktionen ikke selv prioriterede historien højere på nettet?
”Jeg synes, vi prioriterede den højt nok med to historier,” siger Jens Grund.
Men han mener, historien burde have været prioriteret højere i dagens trykte udgave af BT, hvor der er en stor note om sagen på side 17.
”Vi var ikke vakse nok til at få den over i printavisen. Det er en vild historie, og vi skulle have taget til Ry for selv at finde ud af mere om sagen. Men det gør vi så i dag. Vi var bare ikke dygtige nok til at få den over på print i dag. Der ligger ikke andre motiver bag,” siger Jens Grund.
Overfald skyldes ikke racisme
Politiet forklarede tidligt, at konflikten mellem drengene nok ikke skyldes racisme eller drengenes etnicitet.
Ekstra Bladet lavede fire artikler på nettet i går. Sagen var breaking fra klokken 9.30. Den lå i toppen den følgende time og igen senere på dagen, for eksempel omkring klokken 21, forklarer chefredaktør Karen Bro. Historien var ikke i top hele tiden, fordi eb.dk har et hurtigt nyhedsflow, forklarer hun.
”En sag som denne slipper vi ikke i løbet af dagen, så da vi i aftes havde nyt, kørte vi den i top igen,” forklarer Karen Bro.
I dag er historien på side 18 i avisen. Er det en rigtig prioritering? Skulle I have sendt en journalist til Ry?
”Det er ok, at vi bringer den på side 18 i avisen i dag. For i avisen skal vi helst kunne noget mere end alt det, vi har haft i løbet af dagen.”
Så skulle I have sendt en journalist og en fotograf til Ry?
”I en perfekt verden havde vi været i marken i går. Der var desværre noget logistik, der gik galt. I dag er vi i marken og forsøger at komme tættere på baggrunden for så voldsom en begivenhed,” forklarer Karen Bro.
Mediernes dækning får også ros fra overraskende kant. Debattør og tidligere SF’er Øzlem Cekic roser medierne for at være tilbageholdende med at give sig i kast med spekulationer.
”Jeg synes, at dækningen i den her sag er, som den slags burde være i alle den slags sager. Sober og uden selvsving,” forklarer hun.
12