Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
14:33 07.11.2022 Anna Sol Jørgensen

Traditionelt tv bliver for første gang overhalet af streaming

Traditionelt tv bliver for første gang overhalet af streaming

Det er især de lidt ældre gruppers medievaner, der har rykket sig. Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

3,7 millioner mennesker i Danmark bruger hver uge streaming til at se tv. Det svarer til 65 procent af danskerne.

Dermed har streaming for første gang overhalet den traditionelle tv-sening, som det kun er 54 procent af danskerne, der benytter sig af ugentligt.

Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse på baggrund af TV 2’s udgivelse ’Streaming i Danmark’, der kortlægger danskernes streamingforbrug.

”Samtidig viser de nyeste tal fra seermålingen Nielsen, at streaming har så godt fat i den brede danske befolkning, at vi nu reelt kan tale om, at streaming er mere mainstream end traditionelt tv i Danmark,” siger Head of Market & Performance Measurement hos TV 2 Frederik Barnholdt.

Det er særligt de 31-50-årige, der driver streaming-væksten. 78 procent af danskerne i den aldersgruppe benytter sig af streaming ugentligt og rammer i gennemsnit 74 daglige minutters streaming. Tidligere var det særligt de 21-30-årige, der var storforbrugerne af streaming.

”Mens det tidligere var Netflix og de unge, der drev væksten i forbruget og udbredelsen af streaming, skal fremgangen nu især findes blandt de danske streamingtjenester, eksempelvis tv-distributørernes tjenester, som i den grad har fået de ældre aldersgrupper med på streaming,” siger Frederik Barnholdt i pressemeddelelsen.

 

SENESTE NYT

Flere nyheder