Tv, radio og aviser vejer tungest, når unge vælgere skal beslutte sig for, hvad de stemmer ved et valg, viser britisk undersøgelse. Forskeren bag dømmer sociale medier ude.
Traditionelle nyhedskanaler har størst gennemslagskraft, når det handler om at tiltrække unge vælgere, skriver Kristeligt Dagblad mandag.
De klassiske massemedier som tv, radio og aviser når ud til en meget bred gruppe, mens politikeres kommunikation på sociale internetmedier som Twitter og Facebook kun henvender sig til dem, der allerede er omvendt.
Sådan lyder vurderingen fra Robert P. Ormrod, ph.d. og lektor ved Aarhus Universitet, der sammen med sin kollega Heather Savigny fra University of East Anglia har gennemført en ny undersøgelse af 18-24-årige briters brug af medier i forbindelse med valget i Storbritannien i 2010.
"Unge orienterer sig ud fra de traditionelle massemedier, og først derefter går de på en hjemmeside på internettet for at skaffe sig mere information om en kandidat, de er interesseret i," siger Robert P. Ormrod til Kristeligt Dagblad.
Derfor lyder rådet fra Robert P. Ormrod til politikerne: Vær synlig i tv, radio og aviser. Gå ud og mød folk på gaden. Informer om din politik på internettet, men lad være med at bruge alle kræfterne på de nye sociale medier som Facebook og Twitter.
2