TR: TV 2-fyringer blev annonceret i en bisætning i tredje afsnit

Dårlig kommunikation er en af forklaringerne på, at medarbejderne på TV 2 Nyhederne nedlagde arbejdet. »Hvis folk fra start vidste, at de skulle sige farvel til nogen, ville det have været en anden proces,« forklarer fællestillidsmand Lennart Sten  

Selv om TV 2's ledelse siger, at den digitale omlægning af nyhedsproduktionen ikke er en spareøvelse, blev der i går alligevel sat navne på 13 medarbejdere, der skal fyres. I stedet for de fyrede skal TV 2 Nyhederne ud og ansætte folk med kompetencer inden for blandt andet sociale medier, sagde nyhedsdirektør Michael Dyrby til Journalisten i går. Det er det forløb, der er forklaringen på, at medarbejderne på TV 2 Nyhederne i går nedlagde arbejdet.

Fællestillidsmand på TV 2 Lennart Sten siger, at medarbejderne tirsdag fik en mail om ændringerne i organisationen, som berører omkring 660 ansatte.

»Der står, at vi skal gå nye veje, men nede i tredje afsnit står der, at vi skal sige farvel til nogen,« forklarer han.

Arbejdsnedlæggelsen og utilfredsheden bunder med andre ord i dårlig kommunikation, siger han.

»Kommunikationen har ikke været stringent, tydelig og ærlig nok.«

I et brev til nyhedsdirektør Michael Dyrby skrev medarbejderne i går:

"Det er under al kritik, at vi i går i en mail bliver bevidst om fyringsrunden, i en bisætning. Det er en hån over for os som medarbejdere. Mailen skabte stor usikkerhed hos alle faggrupper, ingen vidste noget, og det er for dårligt i en så stor kommunikationsvirksomhed som vores."

Næstformand for TV 2 Nyhedernes medarbejderforening Cathrine Reinert forklarede i går på tv2.dk, at 23 medarbejdere i alt er berørt. Otte er blevet opsagt, otte vil opleve meget store ændringer i deres arbejdsliv, seks freelancere er opsagt, og én får færre timer, forklarede hun. De tal omfatter både almindelige medarbejdere og medarbejdere på ledelseskontrakt.

Lennart Sten siger:

»Vi skal genskabe tilliden, det nytter ikke, at der ikke er tillid mellem medarbejdere og ledelse. Det skal vi have gjort i dag.«

Strejker og TV 2 er ikke noget, man forbinder med hinanden.

»Nej, det er det ved gud ikke. Det er, fordi der er en fantastisk ånd på TV 2, hvor det handler om at gå med ind i nye udviklingsprojekter. Det er hele styrken ved TV 2. Derfor er det vigtigt, at der er åbenhed begge veje. Det er nøglestenen i TV 2's succes. Det er den tillid, vi arbejder som sindssyge for at få oprettet igen,« siger Lennart Sten.

Men når TV 2 skal omstille sig, så er der vel nogle, som kan være svære at omplacere, hvis de for eksempel har lavet én ting og nu skal være gode på sociale medier?

»Det er processen i det her, der har fået det til at vælte. Hvis folk fra start vidste, at de skulle sige farvel til nogen, ville det have været en anden proces.«

I går fortalte Michael Dyrby Mediawatch, at journalisterne også skal arbejde mere i fremtiden. (kræver abonnement)

Journalisten forsøger at få en kommentar fra nyhedsdirektør Michael Dyrby

0 Kommentarer