Kære Ole Birk,
 Det er ofte en fornøjelse at læse dine kommentarer. Jeg har endnu til gode at læse dine artikler, for på trods af, at jeg har ledt i årevis, husker jeg ikke ét eneste eksempel på, at du har forsøgt at udrede en sag fra flere sider.
 I det spil ligner du formentlig så mange andre journalister i tidens løb. Men at skære alle fagets hårdtarbejdende kolleger over én kam, som du gør i denne klumme, er ikke alene uhæderligt. Det er også et eksempel på, at på bagsiden af mit fagblad er man tilsyneladende klar til at gå til så ekstreme yderligheder som at svine foreningens medlemmer til, for at få en klumme placeret der.
 Det ville klæde dig, om du kunne give mere konkrete og håndfaste eksempler på, at journalisterne har heppet gennem de seneste 50 år, hver gang politikerne har tilranet sig mere magt.
 At det for mit vedkommende skete, da Anders Fogh Rasmussen fik mere magt ved at gå fra statsministeriet til NATO-generalsekretærposten, skyldes ikke, at jeg synes, det var fedt i sig selv. Jeg syntes bare, det var federe at blive fri for Fogh her hjemme.

Stor hilsen
Lars W.

Kære Ole,
 Det er ikke ligefrem breaking news, at du fortæller, at jeg er rød. Det er heller ikke lige frem breaking news, at du afsporer debatten.
 Prøv i stedet at svare på min opfordring til dig om håndfaste og konkrete eksempler på, at kollegerne ikke har levet op til de journalistiske idealer.
 Når du har gjort det, kan vi gå ind i en diskussion af journalistikkens rammer og vilkår. Min fordom på det område er, at stramme arbejdsvilkår, tætte deadlines og et pres for at aflevere til stadig flere platforme med stadig kortere intervaller afskærer kollegerne fra den dybe research.
 Den må de i stedet i stigende grad overlade til tænketanke, forskningsinstitutioner og private bankvirksomheders håndgangne mænd, vil jeg mene.
 Hvilket alt sammen er fint nok. Men netop ikke nok.
 Og for mig handler den her diskussion netop ikke om politik, men om rammer for journalistik. Du har skrevet i et fagblad, ikke i Saxo Banks personaleblad eller Liberal Alliances årsskrift eller 180 grader - og i et fagblad diskuterer vi rammer og vilkår for kollegerne. Derfor mener jeg, at dine farvepletter er ilde anbragte i den her sammenhæng. Om end nok så fornøjelige.

Lige en replik til din bemærkning om retoriske spidsfindigheder: Jeg regner det for en noget plump argumentation, at du beder mig forholde mig til noget, du sådan lige med et slag på tasken, og uden i øvrigt at definere nærmere, præsenterer som den eviggyldige sandhed.
 Men jeg kan godt forstå, at du og dine liberalistiske legekammerater synes, livet kan være hårdt. Om end det ikke får mig til at synes, at det er synd for jer.

Med stor hilsen
Lars W.

Hej Ole, 

Måske de røde lejesvende mest stjæler billedet når de, som du selv anerkender, trods alt indimellem fokuserer på at bringe samfundsrelevante emner og substans på banen (uanset vinklingen). Det virker desværre som om, at deres blå dittoer bruger retorisk krudt en masse på at placere sig selv i en offerrolle trods massiv overvægt i antallet af betydningsfulde medieplatforme. Din klumme tjener som et glimrende eksempel.

Den såkaldte værdikamp er bare så 00erne, og jeg tror vi er mange, der er trætte af mudderkastning og fremmaninger af spøgelser - fra begge sider - i stedet for gode gammeldags debatter med indhold. Debatter hvor det drejer sig om at argumentere bedst for sin sag i stedet for at beklikke hinandens motiver. Men det er som bekendt nogle gange mere effektivt at gå efter manden end bolden, hvis angriberen har frit løb mod mål...  

Sikke en skam at kommentarfaget har udviklet sig til sådan en personfikseret sæbeopera. En trist, ligegyldig omgang skolegårdssladder befolket af højtråbende opmærksomhedshungrende personager uden akademisk pondus, der slynger om sig med antagelige påstande. Hvor ville det da klæde debatspalterne med lidt mere fokus på og respekt for de rigtige eksperter. Dem der har brugt et helt liv på at sætte sig ind i et lille samfundshjørne og dog buldrer mindre end de tomme tønder...             

Med fare for også at blive kritiseret for at generalisere og skære alle over en kam, så tør jeg godt erklære, at danske journalister altid forholder sig kritisk til besparelser, skattelettelser og nedskæringer i den offentlige sektor. Sådan er det bare. Der er derimod slet ikke den samme trang til at forholde sig kritisk til offentligt overforbrug eller bare et ønske om at undersøge, hvad pengene rent faktisk bliver brugt til, om de bliver brugt rigtigt, og om der måske endda bliver brugt for mange.

Min teori er, at det er dovenskab. Det er meget nemmere at holde mikrofonen hen til en forælder, ældre eller kontanthjælpsmodtager, der gør alt arbejdet for journalisten ved at forholde sig kritisk til alle ændringer i det danske velfærdssystem. Den slags kræver ikke megen research. Nyuddannede journalister kan det på rygmarven, og er blevet skolede i, at de rigtige historier handler om alt det vi ikke kan få - aldrig om det vi får.

I dag bringer ritzau en historie om, hvor stor en skattelettelse Peter Straarup (direktør i Danske Bank) får i forbindelse med at regeringens genopretningspakke har fjernet noget af den oprindelige skattelettelse. Her er der ingen fare for, at journalisten overlader noget som helst til læseren. Vi får at vide, at Peter Straarup nu "kun" har fået en skattelettelse på 463.500 kroner mod oprindeligt 467.800 kroner næste år. Jeg går ud fra at journalistens anførselstegn skal få os læsere til at erkende det forargerlige i den minimale ændring.

Hvad nu hvis journalisten fortalte os, hvor meget Straarup rent faktisk bidrager til statskassen hvert år? Hvad nu hvis vi fik at vide, hvor meget velfærd bankdirektøren betaler for. Men udgangspunktet er jo som altid, at det er mennesker med en tvivlsom karakter, der tjener mange penge, og at det i virkeligheden er uretfærdigt.

Jeg længes ligesom Ole Birk Olesen efter journalister der tør tænke anderledes og undervisere der tør lære dem det. 

get.

Under denne regering har et område - gennemsigtighed - ellers været lige til højrebenet for de bare lidt vågne kritiske journalister. Det handler ikke om rød eller blå - men om en effektiv administration.

På skoleområdet  udspinder der sig noget ret interessant i øjeblikket, for mange års forsøg på åbenhed og at kigge lærerne efter i sømmene har ikke rigtigt virket. Det sagde man da ellers - og journalisterne fik refereret regeringens intentioner fint.

Men alligevel - selv om skidtet ikke har virket som man forventede - ser vi nu anbefalingen, at åbenhed og gennemsigtighed søreme skal udvides. Vi skal ikke bare sammenligne en skole med naborskolerne, men også skolerne i de øvrige OECD-landene. (gad vide om det lader sig gøre?)

I perioden har vi bevæget os ned på en 22. plads ud af 24 på skoleområdet i OECD sammenligningen.

Jeg har lavet en researh på et andet område - anbringelsesområdet. Her har ministeren sagt, at socialrådgiverne bare skulle bruge Tilbudsportalen noget mere og bedre - så var den kamel dresseret. Men men.. -:)

Link til mit lille skriv med link til rearch http://snipurl.com/xb563 

Det er nu en uge siden jeg "markedsførte" researchen.

Der er ikke sket det store. 

Men ok - der er søreme da også TV på dummeren. 

Vi må håbe drengene gør det bedre i Sydafrika end kollegerne på de redaktionerne :-)

Men ok, fodbold er jo også en vigtig del af journalistikken, og man skal jo både prioritere- både mht væsentlighed og hvad folk går op i.

Vi ved en del om, at danskerne går op i fodbold - hvor de 10 millioner kroner der kunne spares på Tilbudsportalen altså ikke tillader megen opmærkshed. Og skolerne - de har da snart sommerferie.

Så vi er inde i en tid med fodbold og sommerferie.

Skål og god sommer. Skide være med resten. 

Kære Jakob,
Jamen så har jeg da udtrykt mig mere unuanceret, end jeg havde lyst til. Og det skal jeg hermed forsøge at rette op på.

Jeg har ikke tænkt mine indlæg i løbet af dagen som afsendt af andre end Lars Werge. I den pakke er forskellige ting inkluderet, blandt andet journalist, ansat på Ekstra Bladet, far, midt-i-fyrrerne, jyde, socialdemokrat, tillidsmand, gift, bosiddende i Gentofte, glad for kaffe, øl og vin ved forskellige passende lejligheder, tidligere studiekammerat med Jakob Elkjær, og medlem af DJ's hovedbestyrelse.
 Hvad du ved, men de færreste læsere selvfølgelig kan vide, er, at jeg til enhver tid og gentagne gange, når emnet har været oppe på hovedbestyrelsesmøderne (eller i øvrigt), har forfægtet 'Journalistens' redaktionelle frihedsbrev. Jeg har ikke lyst til, at I skal redigeres efter en bestemt politisk vinkel eller et særligt diktat.
 Derfor har jeg faktisk i løbet af dagen ikke skænket det en tanke, at det kunne være et problem, at jeg gav udtryk for en holdning.

Så kommer du med en sammenligning til JP-Politikens Hus' A/S-bestyrelse. Hvad ville jeg tænke, hvis et medlem herfra undsagde EB's redaktionelle linje offentligt.
 Pardon, Jakob, men du har lige skrevet, at bagsiden netop ikke er en del af 'Journalistens' redaktionelle linje. Den redaktionelle linje lægges af chefredaktøren og mandskabet, vil jeg tro? Ikke af, hvad meningsdannere - på opfordring, javel, men ikke på specifik opfordring til indholdet, fortæller du jo - skriver i klummer og i læserbreve?
 Men hvad ville jeg sige i dit nævnte tilfælde? Jeg ville måske være enig i kritikken, for jeg er ikke altid glad for Ekstra Bladet. Og jeg ville langt hen ad vejen være fuldstændig bedøvende ligeglad.
 Noget andet er, hvis et medlem af bestyrelsen, eller en repræsentant for ledelsen, for offentligheden, eller for alle andre, beklikkede mine kollegers hæderlighed. For dem er jeg tillidsmand, og derfor ville jeg gå i brechen.
 Men den offentlige mening? Rend mig i den, som PH skrev en gang. Men det passer jo alligevel ikke helt, sådan som jeg nu sidder og skriver endnu et indlæg...

Det korte af det lange: Fordi jeg har en - privat, faglig og politisk - holdning om, at et fagblad bør være fokuseret på at beskrive, problematisere og debattere løn- og arbejdsvilkår i faget, ændrer det ikke ved, at 'Journalisten' har som et led i sin formålsparagraf - som du skriver - at være et mediekritisk magasin. Men jeg bliver lidt overrasket over at blive beklikket på den måde, derfor dette uddybende svar.

God weekend
Lars W

@Christian: Sat på en lidt provokerende spids: Vil det sige, at en arbejdsgiver per definition ikke kan lave fornuftigt? Og hvis arbejdsgiveren rent faktisk laver noget fornuftigt, så må Journalisten ikke rose det på lederplads?

 mvh 

At politisk journalist kan blive meget bedre, er ikke en overraskelse. Det er til gengæld en overraskelse, at Journalisten ikke kærer sig mere om kvaliteten af de klummer, blogs eller pixiebogskonklusioner, man vælger at bringe.

Det er værd at tænke på, at den mest fremgangsrige periode i Danmark var Provisorietiden - perioden fra 1880 til 1899 - for dem der ikke har haft historie.

 Gennem ca. 20 år måtte befolkningen tage til efterretning af man intet skulle forvente sig kom fra Folketinget.

Det var derfor vi fik alle andelsskaberne, vandværker, gasværker, jernbaner, sygekasser m.m.m.

Alt sammen på privat basis. Et boom i udviklingen.

Vi fik også de blå gendarmer og en opblomstring landet over af SKYTTE- og idrætsforeninger.

Med trykket lagt på SKYTTE, for det var våbenbrug man trænede især, hvis det blev nødvendigt med en borgerkrig. Men det er vel en anden historie. Eller er det ?