»Vi er nogle, der godt kunne ønske os et kompagni blå lejesvende til en afveksling.«
MEDLØB. Der var engang! Åh, det var tider … Før Paradise Hotel og Hammerslag optog danskerne, dengang borgerne i stedet brugte deres tid på systemkritiske dokumentarer på landets eneste tv-kanal, den gode gamle fra Danmarks Radio. I de år var der kritiske journalister til, journalister, som virkelig gik i kødet på magthaverne. Men i dag … Det er jo den rene elendighed.
Du kender sangen, der mest synges af de mentalt gamle i vores fag. For eksempel Anne Lea Landsted: "Jeg savner de kritiske journalister, der turde lave programmer, der gjorde en forskel," skrev hun her på pladsen for tre uger siden under rubrikken "Røde lejesvende, kom tilbage!"
Jeg savner også flere kritiske journalister. Men de har aldrig været iblandt os i stort antal.
Jeg har i omtrent 20 år enten været journalist eller interesseret aftager af journalisters arbejde, og jeg genkender ikke beskrivelsen af fordums gyldne tider for den kritiske journalistik i Danmark. Jeg har altid opfattet de fleste journalister som systemets stikirenddrenge. Tre eksempler:
1) Når politikerne har forlangt at bruge 100 millioner af skatteborgernes kroner, så har journalisternes kritiske spørgsmål oftest handlet om, hvorfor de dog ikke ville bruge 200 millioner i stedet? Hvor meget mere godt kunne man ikke gøre med 100 millioner ekstra?
2) Når politikerne har villet forbyde knive, hunde, solarier og virksomhedsbestyrelser uden 40 procent kvinder, så har optakten altid været, at journalister har været kritiske over for borgernes frihed og ukritiske over for magthavernes udvidede magtbeføjelser og har krævet handling – nu! – fra Christiansborg.
3) Når politikerne har skamrost den danske samfundsmodel, så har journalister velvilligt holdt mikrofon og indhentet supplerende oplysninger fra de personer i udlandet, som bakkede op: Jo sandelig, dansk socialdemokratisme er et forbillede for resten af verden, danskerne er af samme grund verdens lykkeligste, og huhej hvor det går.
Så nej, at journalister oftest er helt ukritiske over for magtudøvelsen er sandelig ikke noget nyt. I cirka 50 år har de tværtimod heppet, hver gang politikerne har tilranet sig mere magt, så vores stat i dag er verdens største, blandt andet fordi journalisterne ikke har ydet udviklingen kritisk modstand.
Modsætningsvis har journalisterne buhet, hvis en enkelt politiker i ny og næ har foreslået magten ført tilbage til folket. Tænk blot på modtagelsen af Anders Fogh Rasmussens bog "Fra socialstat til minimalstat" i 1993. En minimal stat? Nej, har man da hørt mage … Danske journalister forlanger en stor stat!
Denne form for ukritiskhed bemærkes blot ikke af Anne Lea Landsted, der har tilbragt næsten 30 år af sit arbejdsliv hos Det Fri Aktuelt, Danmarks Radio og RUC. Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er. Anne Lea Landsted efterspørger flere "røde lejesvende" i dansk presse, fordi hun selv er en.
Vi er nogle, der godt kunne ønske os et kompagni blå lejesvende til en afveksling. Skal vi sige, at der er vagtskifte, så vi tager de næste 50 år?
Ole Birk Olesen er redaktør på Netavisen 180Grader.dk.
19 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er værd at tænke på, at den mest fremgangsrige periode i Danmark var Provisorietiden - perioden fra 1880 til 1899 - for dem der ikke har haft historie.
Gennem ca. 20 år måtte befolkningen tage til efterretning af man intet skulle forvente sig kom fra Folketinget.
Det var derfor vi fik alle andelsskaberne, vandværker, gasværker, jernbaner, sygekasser m.m.m.
Alt sammen på privat basis. Et boom i udviklingen.
Vi fik også de blå gendarmer og en opblomstring landet over af SKYTTE- og idrætsforeninger.
Med trykket lagt på SKYTTE, for det var våbenbrug man trænede især, hvis det blev nødvendigt med en borgerkrig. Men det er vel en anden historie. Eller er det ?
@ Kristian Boye
Ja, vi skal alle passe på, at journalistikken ikke bliver en del af de interessante samtalers klub, men forsøger at række ud efter væsentlige journalistike spørgsmål og der-til-hørende svar.
Det ville være rart, hvis fagbladet forfulgte de spor.
At politisk journalist kan blive meget bedre, er ikke en overraskelse. Det er til gengæld en overraskelse, at Journalisten ikke kærer sig mere om kvaliteten af de klummer, blogs eller pixiebogskonklusioner, man vælger at bringe.
Hej,
Kære Peter. Det giver sig selv, når du spørger hypotetisk - selvfølgelig må redaktøren det, hvis det er tilfældet og alle er enige om det.
Men som du selv antyder, når du taler om en "lidt provokerende spids", så er der i det her tilfælde tale om en arbejdsgiver-beslutning, som en meget, meget stor del af de medlemmer, hvis kontingent betaler redaktørens løn, er mildt sagt meget uenig i - og som vi synes er meget lidt fornufigt, for nu at sige det mildt.
Den her analogi har jeg brugt før, og nu bruger jeg den igen, for den er ret effektiv for forståelsen: Henriette Kjær kan heller ikke lige pludselig give Lene Espersens kritikere ret.
Når Jakob Elkjær skriver på ledeplads i Journalisten - og bemærk: her taler jeg ikke om den redaktionelle linje - er der altså for mig at se grænser for, hvad han kan mene. Lederen i et blad udgivet af en fagforening for journalister kan altså i mine øjne ikke udtrykke et standpunkt, der er i total modstrid med en meget stor del af medlemmernes interesser og synspunkter.
vh Christian Barfoed (og i det her tilfælde er det vist mest fair at skrive, jeg arbejder på B.T.)
@Christian: Sat på en lidt provokerende spids: Vil det sige, at en arbejdsgiver per definition ikke kan lave fornuftigt? Og hvis arbejdsgiveren rent faktisk laver noget fornuftigt, så må Journalisten ikke rose det på lederplads?
mvh
Flere