AVIS-GRATISTER. Mange dagblade har ondt i økonomien og fyrer medarbejdere. Det undrer mig ikke, når jeg ser, hvor stor en del af deres produktion – nyhedsartikler, baggrundsstof med videre – de smider på internettet til fri afbenyttelse.
For tiden har jeg et prøveabonnement på Århus Stiftstidende – det tidligere så hæderkronede dagblad i Danmarks næststørste by. Jeg opdagede hurtigt, hvor meget af stoffet avisen hver dag serverer "på et sølvfad" for gratisterne. Jeg er dybt chokeret. Det er en betragtelig del af de mest aktuelle og spændende artikler.
Stoffet kan i fuldt omfang med faktabokse og så videre læses på nettet uden videre. Kom ikke og fortæl mig, at spredte annoncører på avisens elektroniske hjemmeside kan betale det overdådige tagselvbord. Det er horribelt. Det ville svare til, hvis Bilka eller Brugsen satte deres mest eftertragtede varer udenfor til fri afhentning, samtidig med at torskedumme forbrugere gik ind i butikken og betalte for selvsamme.
Når den flinke dame inden længe igen ringer og anbefaler mig at tegne et fast abonnement på Århus Stiftstidende til op mod 1.000 kr. i kvartalet, vil mit svar derfor være: Nej tak! Jeg værdsætter i høj grad dygtige journalisters arbejdsindsats og produktion, men jeg vil ikke være til grin for mine egne penge.
Jeg har forgæves forsøgt at få optaget et læserbrev herom i Århus Stiftstidende, men det er blevet afvist af bladets chefredaktør, Flemming Hvidtfeldt, med begrundelsen, at der er tale om et "kundeforhold" uden relevans for Stiftens læsere! Jeg fornemmer dog, at min belysning af problematikken vækker sympati i bladets medarbejderstab.
Kan eller tør redaktør Hvidtfeldt ikke besvare mit spørgsmål: Hvem betaler for, at tusinder og atter tusinder læsere dag efter dag kan hente det meste af avisens topaktuelle indhold på nettet uden at erlægge én krone? Det skulle vel ikke være tosserne – de betalende abonnenter?
Berlingske Medias koncernchef, Lisbeth Knudsen, er velkommen til at svare.
Bent Jensen, journalist, Horsens
SVAR. Det er annoncører, abonnenter og løskøbere af Århus Stiftstidende og de øvrige produkter, mediehuset udgiver, der betaler for indholdet på alle medieplatforme. De betaler også i øjeblikket for Bent Jensens avisleverance. Enhver kan jo sige sig selv, at det ikke er muligt at levere en avis på Bent Jensens dørtrin hver dag i en måned for under en krone dagligt.
Flemming Hvidtfeldt, chefredaktør, Århus Stiftstidende
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.