Hvordan endte du i mediebranchen?

»Efter Designskolen arbejdede jeg freelance som grafisk designer i syv år. Fordi jeg havde en tilknytning til filmmiljøet, arbejdede jeg en del i dokumentarfilmsbranchen, men jeg lavede også alt muligt andet. En dag blev jeg ringet op af Katinka Bukh, som nu igen er artdirector på passagermagasinet Ud & Se. Hun var helt desperat, for hun var blevet syg og skulle have et blad ud ad døren. Der var ingen, der havde tid. Jeg havde tid, og det endte med, at jeg blev tilkaldevikar. På et tidpunkt ville Katinka Bukh på orlov, og jeg blev indkaldt i tre måneder som vikar på bladet. Da Katinka kom hjem, gik jeg derfra med en tanke om, at det var det. Men der gik kun et par timer, så ringede redaktøren Andreas og tilbød mig jobbet, fordi Katinka havde sagt op. Så gav jeg mig i kast med noget, som jeg ikke havde erfaring med.«

Har du oplevet, at det har været en ulempe for dig, at du ikke har været specialiseret?

»Som artdirector synes jeg, at man er stærkest, hvis man kan meget forskelligt. På Ud & Se skulle jeg kunne det hele. Komponere, typografere og arbejde med visuel historiefortælling og billeder. Jeg kan også illustrere, så jeg kunne også tit bare lige lave noget selv, hvis det skulle gå hurtigt, eller vi ikke havde penge. Alle de ting, jeg kunne, blev brugt. Jeg har ikke lært alle tricksene, men der er en del af det, man gør, som er fornemmelse.«

Det virker, som om du har lært mange ting ved bare at kaste dig ud i det?

»Jeg er ikke altid selvsikkerheden selv. Men på Ud & Se følte jeg, at jeg havde et carte blanche, fordi jeg ikke havde nogen specialiseret artdirector-uddannelse. Det gav lov til at kikse og bare satse. Og hvis der var noget, som ikke var rigtigt efter bogen, så herregud. Det havde jeg jo ikke lært. Nogle gange var det helt banale ting inden for faget, som jeg først samlede op efter fire år. Det kan faktisk nogle gange være en styrke ikke at kende reglerne og bare gå efter fornemmelsen for, hvad der virker rigtigt. 

Hvordan satte du dit eget præg på bladet?

»Jeg var meget optaget af de sværere fotofortællinger, og jeg lavede nogle ting, som efter de fleste kriterier ikke gav nogen mening i et magasin, fordi det var meget mærkeligt. Jeg tror, jeg tilføjede noget, som var mystisk, i håb om at folk godt kunne forstå det, når man havde fanget dem i en metalæske mellem Vordingborg og Randers.«

Hvad var det, I kunne på Ud & Se?

»Jeg tror på mere sammenfiltring mellem tekst og layout. Der sker noget sjovt i det møde. At lave magasin er som at indrette en stue. På Ud & Se sagde jeg tit gnavne ting. Hvis jeg for eksempel skulle arbejde med meget lidt plads, så ville jeg også have lov at stille en hjørnesofa op hjemme i redaktørens stue. For det er det samme. Hvis der skal være et billede, skal der være plads. Det er et prioriteringsspørgsmål, og man skal turde sidde længe på redaktionsmøderne og tænke visuelt. Mange ideer tager udgangspunkt i visuel inspiration.«

Du har vundet mange priser for dit arbejde, men hvilken pris har betydet mest for dig?

»Jeg er stolt af de fotografiske ting, hvor vi virkelig fik foldet historier ud og stolede på den ordløse fortælling. Det er selvfølgelig fedt at vinde en guldmedalje, men jeg har en indbygget tøven over for brancher, der hylder sig selv. Det er på en måde ret corny. Ordener hænger man på idioter, som Heiberg siger. Man skal passe på med at angle efter anerkendelse.«

Hvorfor stoppede du på Ud & Se?

»Det var meget svært at forlade det job. Men jeg kunne mærke, at hvis jeg gik videre med det, ville jeg gå i stå. Jeg blev nødt til at ryste det hele. Jeg kom ud til et netværk, som nærmest ikke var der. Det var svagt angstprovokerende, må jeg sige. Alle de folk, som havde ringet til mig, mens jeg var på Ud & Se, havde jeg sagt nej til, fordi jeg ikke kunne nå det. Jeg gik rundt længe uden alt for meget at lave. Jeg har været heldig, at mange folk fra gamle dage i dokumentarbranchen har givet mig en masse arbejde.«

Hvad er den største udfordring, branchen står over for?

»I magasinbranchen er det at tjene penge. Hvordan man kan lave et blad, som tiltrækker tilstrækkeligt mange læsere til, at man kan finansiere det. Tallene siger jo, at folk flygter over på onlinemedierne.«

Hvad er løsningen?

»Der er mange mennesker, som stadig holder af magasiner. Men man skal give dem det, de holder af ved magasiner. Jeg så for eksempel, at Wired lavede en historie med Edward Snowden, som startede med fire hele opslag med billeder af ham, der venter på et hotelværelse. Han blev ultra-nærværende for mig. Dét kan man ikke få andre steder, og det er dét, magasiner er gode til. Det er den gennemtærskede historie om, at der er noget ved papirformatet. Men det er der.«

Foto: Jonas Pryner