Stop gratisaviserne. Jón Asgeir Jóhannesson, David Montgomery og Jørgen Ejbøl bør indse og tåle et nederlag, mens tid er. Men man kan frygte, at de mangler formatet.

24timer, Nyhedsavisen og Dato er kommet så dårligt fra start, at det er på tide at se skriften på væggen. Udgivelserne hænger ikke forretningsmæssigt sammen – og kommer heller ikke til det i fremtiden.

Derfor: Luk dem, sammenlæg dem eller lav konceptet om. En avisbranche, som får næsten to milliarder kroner i statsstøtte om året, kan ikke tillade sig et forretningsmæssigt amokløb, hvor man smider mere end en milliard kroner væk alene i 2007. Tænk, hvis politikerne fik øje på pengesvineriet og smækkede kassen i?

Et halvt år inde i aviskrigen kan vi konstatere, at Dato blot tjente to millioner kroner på annoncer i 2006. De to millioner brugte Det Berlingske Officin 106 millioner kroner på at tjene. 24timer tjente ti millioner kroner og brugte 150, Nyhedsavisen tjente 12 og brugte 144.

Det viser en beregning, som Journalisten fremlægger i dette nummer.

Heller ikke i år har annoncørerne planer om for alvor at satse på de nye gratisaviser, så der er ikke udsigt til bedring.

Forretningsidéen bag Nyhedsavisen var sådan set god nok. Aviser med masser af annoncer bragt ud til mere end en million glade læsere inden klokken syv om morgenen. Samtidig kunne man tage en masse reklametryksager med og her opbygge en solid sideforretning. Men når man ikke kan finde ud af at bringe avisen ud – og heller ikke kan lave en avis, som mere end halvdelen af modtagerne gider åbne – ja, så er konceptet faldet sammen som en kold soufflé. Der skal så radikale ændringer til i indhold, distribution og annoncemængde, at det er umuligt at forestille sig, hvordan det skulle kunne ske, inden pengekassen er tom.

Det er synd. For gratisaviserne har en vigtig demokratisk funktion. Betalingsaviserne Berlingske Tidende og Politiken er i fuld gang med en omlægning fra newspaper til viewspaper. De giver slip på den smukke omnibustanke om kvalitetsjournalistik for alle og forsøger i stedet at holde fast på en privilegeret gruppe af middel- og overklasselæsere. Dermed risikerer de at blive et spejl, hvor privilegerede læsere for næsten 4.000 kroner om året får bekræftet deres egen fede livsstil og holdninger, frem for at være et vindue ud mod verden.

Derfor er der brug for, at andre tager over og forsøger at lave avis til alle.

Men det ændrer ikke ved, at avisudgivelse på et eller andet tidspunkt skal hænge forretningsmæssigt sammen.

Når vi kommer frem til juli, har Nyhedsavisen ifølge Journalistens beregninger brugt de 406 millioner kroner, der foreløbig er spyttet i krigskassen. Er islandske Baugur med Jón Asgeir Jóhannesson i spidsen villig til at lægge de mindst to ekstra milliarder kroner, der skal til for at sikre overlevelse i så lang tid, at der blot er en hypotetisk mulighed for at få en forretning ud af det?

Hvis ikke, så er det på tide at sige stop. Det samme kan man med god ret sige til bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl i JP/Politikens Hus og til Mecoms chef David Montgomery. Ingen af dem har pengene.

Der er imidlertid grund til at frygte, at de centrale kombattanters psykologi er skruet sådan sammen, at de ikke kan stoppe, mens legen er god. At aviskrigen er styret af mænd, der ikke har format til at tåle eller indse et nederlag, mens tid er.

Man kan kun håbe på, at de tre krigere får et internt modspil i deres egne organisationer, inden avisbranchen ligger tilbage som en rygende ruinhob.