USERIØST. Selvfølgelig er det dybt ulykkeligt for et forældrepar, når deres treårige barn forsvinder i et forholdsvis øde skovområde. Vi oplevede det for nylig, da Holger forsvandt i skovene ved Tranum i Nordjylland.

Og det er prisværdigt, at et stort antal frivillige går med i eftersøgningsopgaven. At en halv befolkning går i selvsving på Facebook, Twitter og lignende sites og småhulker sig gennem et døgn, kan man mene om, hvad man vil.
Men når medier, der ellers betegner sig selv som seriøse, løber med i dette selvsving og kollektive følelsesudladninger, så er der grund til at tage en dyb indånding, for hvordan er det så lige med pressens integritet?

Hvad er nyhedsdækning, og hvad er pladdersentimentalitet?

Når en TV 2-reporter bryder sammen i gråd for åben skærm, og en DR-reporter i en direkte reportage giver sig i kast med at interviewe en treårig, der i øvrigt ikke svarer en eneste gang, så hopper kæden da endegyldigt af, og så tillader jeg mig at drage de redigerendes dømmekraft i tvivl.
For mig ligner det følelsesporno i højeste potens.

Når nogle medier dernæst yderligere begynder at spekulere i, at drengen stak af på grund af en jakke, der var vendt om, hvilket moderen i øvrigt siden har afvist som årsag, så er det dele af pressens troværdighed, der bliver sat på spil.
Som journalist undrer jeg mig mere over, hvordan en treårig dreng i et forholdsvis stort naturområde kan efterlades uden opsyn af voksne. Især når jeg siden hører, at drengen er blevet efterladt alene ved en post i en slags orienteringsløb med besked om, at han ikke måtte gå.

Det virker ikke særlig ansvarligt på mig.

Men den side har medierne ikke beskæftiget sig meget med, mens det har flydt med tårevædede beretninger om drengens forsvinden og genkomst.

Det er uden tvivl en god ugebladshistorie, men der bør være forskel på nyhedsformidling og kritikløs fortabelse i følelsesporno.

Jeg kan sagtens glæde mig på forældrenes vegne, men bestemt ikke på pressens.

– John Kreiner, journalist